Mangler tid med kæresten - hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva.dk

Jeg har fundet mig en rigtig sød kæreste på min efterskole. Og vi har det godt, når vi altså er sammen. Jeg føler lidt, at hun ikke giver mig den tid sammen med mig, som jeg har brug for, når man er kærester.

Min kæreste har mange venner og er meget social. Mens jeg ikke har så mange venner og ikke er ligeså social. Men der er en ting, som ''pirrer'' mig rigtig meget.. Hun har rigtig mange venner, som sagt, og kan også godt forstå, at hun vil være sammen med nogle andre end mig. Men jeg føler ikke, vi er sammen så meget, når vi får fri fra timerne.

Men når vi så er endelig er sammen, bliver vi hele tiden forstyrret af hendes ven A. Det er, som om hun hellere vil være sammen med ham end mig. Hun snakker næsten ikke om andet end A, og man begynder virkelig at blive træt af at høre om deres historier, om hvad de har lavet hele dagen. Det er, som om hun glemmer mig lidt.

Og nogle gange føler jeg, at det nærmest burde være dem, som skulle være kærester. Jeg bliver altid jaloux, når hun fortæller om alle de sjove ting, de laver sammen. Og så begynder jeg at få det dårligt med mig selv, om at det burde være mig og hende, som lavede det sjove, i stedet for hende og A. Men jeg ved, hun elsker mig, og jeg elsker hende. Hun kan bare ikke rigtig se, at jeg mangler hende lidt.

Hvad skal jeg gøre. Håber I kan hjælpe mig.

Hilsen F, 16 år 

SVAR:

Kære F

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du føler dig frustreret og tilsidesat. Det er bestemt ikke rart at FØLE, at man ikke har førstepladsen hos ens kæreste. Du skriver, at du VED, at hun elsker dig, så på en eller anden måde er der en konflikt mellem det, du føler og det, du ved.

Rigtig fint at du reagerer og søger råd

Jeg kan godt forstå, at du synes A er et problem, og at du bliver jaloux på ham. Det er helt naturligt, at du har sådanne følelser, når de er så meget sammen, som du beskriver. Samtidig er det også rigtig godt, at du reagerer på det. Du er rigtig god til at mærke efter, hvad du føler, og du er rigtig god til at sætte ord på det. Det er nogle gode egenskaber, som nok skal hjælpe dig fremadrettet.

Fortæl din kæreste, hvordan du har det

Du er selvfølgelig nødt til at gøre din kæreste opmærksom på, hvordan du har det. Det er faktisk ikke sikkert, hun overhovedet er klar over det.

Læs om din og hendes "kærlighedsbeholder" - hvad fylder den?

En mand ved navn Gary Chapman har beskrevet vores følelser som en beholder. Når din kærlighedsbeholder er fyldt, føler du dig elsket og værdifuld. Du VED og FØLER, at din kæreste/ægtefælle elsker dig. Hvis kærlighedsbeholderen kun er halvt fyldt, bliver man i tvivl om modpartens følelser for en. Man føler sig måske sårbar eller usikker.

Gary Chapman siger, at der er 5 forskellige måder, hvorpå ens kærlighedsbeholder kan blive fyldt på. Han kalder det ”De 5 kærlighedssprog”.

Du kan vise kærlighed på 5 forskellige måder, men det er oftest kun det ENE af kærlighedssprogene, der kan fylde netop din kærlighedsbeholder op.

De 5 kærlighedssprog er: 

  • Tid til hinanden:  (Din kærestes kærlighedsbeholder bliver fyldt, hvis du giver dig tid til at være sammen med hende)
  • Gaver:  (Din kærestes kærlighedsbeholder bliver fyldt, hvis hun får gaver)
  • Anerkendende ord:  (Din kærestes kærlighedsbeholder bliver fyldt, hvis du siger pæne ord til hende)
  • Fysisk berøring:  (Din kærestes kærlighedsbeholder bliver fyldt, hvis du rører ved hende fx holder i hånden)
  • Tjenester:  (Din kærestes kærlighedsbeholder bliver fyldt, hvis du gør tjenester for hende fx hjælper med rengøringstjansen)

Jeg er ret sikker på, at dit kærlighedssprog er ”Tid til hinanden”. Det er netop det, du spørger efter. Jeg er også ret sikker på, at det ikke er din kærestes kærlighedssprog, for så ville hun selv søge mere tid sammen med dig.

Jeg vil opfordre dig til at tage en snak med hende omkring dine følelser og de forskellige kærlighedssprog.
Jeg vil også gerne opfordre jer til sammen at læse bogen Kærlighedens 5 sprog af Gary Chapman. I kan låne den på biblioteket. Den er ikke særlig svær at læse, og der er mange gode eksempler i den.

Måske kan I også sammen hente inspiration under temaet Kæresteliv.

Jeg håber, det kan hjælpe jer.

Kærlig hilsen
Heidi Simonsen

Annoncer