Må man have sex før første menstruation?

Vis spørgsmål

Hej

Må man gerne have sex, selvom man ikke har haft menstruation for første gang endnu??

Og kan man også stille spørgsmål her omkring uren hud? 

L, 14 år

SVAR:

Kære L

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er dejligt, du har frimodighed til at skrive.

Hvornår er man klar til at have sex?

Du spørger, om man må have sex, inden man har fået sin første menstruation. Når du spørger, om “man må”, så tænker jeg mest på noget med at få lov til. Men jeg tænker, du mener, om din krop er klar til, at du har samleje med en dreng, når du endnu ikke har fået menstruation?
Jeg vil svare med forskellige vinkler på dit spørgsmål.

Er kroppen klar?
Menstruation viser, at der modnes æg i din krop, og at du kan blive gravid. Rent teknisk kan du godt have samleje med en dreng, inden du har fået din menstruation. Når en pige eller kvinde bliver seksuelt tændt, dannes der væske i skeden. Det virker som en slags “smørelse”, så drengens penis kan glide ind og ud. Det er ikke sikkert, sex vil føles rart, hvis din skede ikke danner nok væske, og det ved jeg ikke, om den gør, når du endnu ikke har fået menstruation.

At du – rent teknisk – kan have samleje med en dreng er ikke det samme som, at du er klar til at have sex.

Hvad sker der med krop og følelser, hvis du dyrker sex som 14-årig?
Når vi har sex med et andet menneske, deler vi det mest fine og private, vi har. Det rører ved stort set alle vores følelser og gør os meget sårbare. Derfor har det store konsekvenser at dele sex med et andet menneske.

Jeg synes, du skal læse det svar, jeg tidligere har skrevet til en pige på din egen alder:
14 år – hvordan ved man, at man er klar til sex?

Seksuel lavalder
Du skrev netop: “Må man have sex ...?” Det fik mig til at tænke på loven om den seksuelle lavalder, som du også kan læse om i svaret, jeg har linket til.
Loven i Danmark siger, at børn under 15 år ikke må dyrke sex med personer, der er ældre. Loven er netop lavet for at beskytte personer under 15 år, så de ikke bliver presset til noget, de ikke er klar til, og som kan påvirke både følelser, krop og tanker negativt senere i livet.

Jeg vil opfordre dig til også at se svaret 14 år og klar til sex – er det for tidligt?

Hvis du er blevet nysgerrig, har vi et helt tema, hvor du kan læse meget mere: Teenager og sex.

Siden har også svar om uren hud

Du spørger, om du kan spørge til uren hud. Ja, det kan du! Jeg tror, du får hjælp af svaret Kan I anbefale noget mod akne/bumser?
Du kan også kigge i vores tema: Pubertet – mest for piger.

Hvis du ikke synes, du finder det, du har brug for, må du endelig skrive igen.

Pas godt på dig selv!

Til sidst vil jeg sige, at jeg håber, du vil passe rigtig godt på dig selv! Mit råd til dig er at gemme sex nogle år endnu og mærke rigtig godt efter, hvad du vil, og hvad du ikke vil. Du kan altid gemme sex, men hvis du tager hul på det for tidligt eller med den forkerte, kan det ikke gøres om.

Jeg ønsker dig nogle rigtig gode teenageår!

Venlig hilsen
Ida Secher Rom

Annoncer