Kære frustrerede forelskede.
Jeg vil godt prøve at sige noget til din situation.
Det er et svært spørgsmål at svare entydigt på. Svarer jeg ja, til at du skal droppe ham, så vil du formodentlig alligevel opleve det vanskeligt at falde til ro, og svarer jeg nej, så vil du formodentlig stadig opleve det rigtig trist, at skulle tage afsked og vente på næste gang.
Så jeg vil afholde mig fra at have en holdning på den måde. Jeg vil i stedet stille dig nogle spørgsmål til jeres situation.
Hvad er hans planer eller dine planer?
Du skriver ikke, hvad han laver eller hvad, du laver; men jeg tænker, det må være væsentligt at overveje, om I kan flytte nærmere hinanden. Kan du flytte tættere mod ham, eller kan han komme herop? På lang sigt kan det jo formodentlig ikke gå at have sådan et langdistance forhold. Hvad er hans holdning til dette med at flytte? Tror du, han vil overveje det, eller tænker han jeres forhold på sådan mere distanceplan?
Jeg tænker, det må være af afgørende betydning i første omgang, at du undersøger hans tanker om jeres fremtid. Hvis han slet ikke vil overveje at flytte, så siger det måske noget om hans motivation. Måske han har et job, hvor det er mere tænkeligt, at det er dig, der flytter. Hvis det er sådan, så er det dig, der skal overveje, hvorvidt du har lyst til at flytte.
Langdistanceforhold i starten
Mange forhold er startet som det, du beskriver. Hvor man ikke ses så ofte, og hvor man må igennem det, du beskriver. Jeg ved godt, at der er forskel på afstand; men hvis man f.eks. kommer fra Nordjylland og har en kæreste i København, ja, så vil den ene også skulle flytte, hvis man ønsker at etablere et tættere forhold, ligesom man ikke ses hver weekend.
Jeg tænker derfor, det er jeres fremtidsplaner, der kommer til at afgøre forholdet. Vil I det så meget, at én af jer vil flytte? Hvis det er dig, der skal flytte, tror du så meget på ham, at du tør flytte så langt?
Hvis ikke du umiddelbart har lyst til det, så kan det handle om, at I skal lære hinanden endnu mere at kende på afstand. Så kan du overveje at give forholdet et halvt år til at udvikle sig i. Måske du i løbet af nogle måneder bliver mere klar over enten det ene eller det andet.
Du skriver, at han slet ikke er din type. Det er selvfølgelig vigtigt, at du overvejer, hvad det må betyde. Om det betyder, at du skal lære ham meget mere at kende, før du kan tage stilling til, om du f.eks. vil flytte til Tyskland.
Giv forholdet mere tid
Som du kan se, så tænker jeg nok, det må være svært bare at droppe ham. Det, du lige nu kender til ham, gør, at det kan være svært bare at droppe ham. Derfor tænker jeg, det måske vil give dig mere klarhed at besvare mine spørgsmål og så overveje at se, hvor I begge står om f.eks. et halvt år.
Venlig Hilsen
Steen Kruse