Kære L
Tak for dit spørgsmål. Jeg vil gerne svare dig så godt, jeg kan.
Udflåd
Udflåd er en af de ting, vi kvinder må leve med i større eller mindre grad en stor del af vores liv. Selvom det til tider kan være vældigt generende, er det med til at holde skeden ren, og det er en vigtig del af kroppens forsvar mod infektioner.
Ændringer i udflåd er oftest en almindelig del af menstruationscyklussen, men forandringer kan også skyldes stress, kostvaner, hormonelle præventionsformer, graviditet eller amning. I det hele taget påvirker ens livssituation også, hvordan ens udflåd er.
Ændringer i udflåddet kan dog også være udtryk for, at der er noget galt.
Graviditet
Jeg vil anbefale dig, at du i første omgang tager en graviditetstest for at udelukke, at du er gravid.
Selvom du har en kobberspiral, er der mulighed for graviditet, når du har regelmæssige samlejer, og det er ikke unormalt, at man i starten af graviditeten oplever lyserødt/brunligt udflåd.
Bliv undersøgt
Hvis graviditetstesten er negativ, som du forventer, vil jeg anbefale dig at tage til læge. Din læge kan undersøge dig og afklare, om der er brug for yderligere undersøgelser, eller om din pletblødning og det brunlige udflåd er helt fredeligt.
Jeg kender ikke noget til dig og dit liv, men måske kan du nikke genkendende til, at du netop er startet på en ny kur eller måske er ramt af stress. Uanset hvordan dit liv er lige nu, vil det være relevant at tale med lægen, hvis det brune udflåd fortsætter, så det kan blive undersøgt.
Læs evt. mere i vores artikel om udflåd.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
Anette