Kære fru Flov
Flere grunde til sekret
Mange tak for dit spørgsmål. Rent fysisk skyldes skedesekret flere forskellige ting, som du kan læse mere om i dette svar på Netdoktor.dk.
Derfor tror jeg ikke, det har noget med din situation at gøre, selvom det startede i forbindelse med dine fødsler. Men det kan være en god idé at tale med din læge om det. Umiddelbart vil jeg dog sige, at du er normal, og der er ikke noget fysisk galt med dig.
Prøv at se problemet med nye øjne
Det vil nok være godt for dig at overveje, om mængden af skedesekret bare er et praktisk problem, eller om det også handler om, at du føler dig ulækker. Måske er det en idé at prøve – sammen med din kæreste – at se mere positivt på problemet: et udtryk for, at du er i stand til at nyde sex fuldt ud.
Du kan også have et rent og tørt håndklæde liggende ved sengekanten, som du kan bruge undervejs. Det lyder hverken sexet eller romantisk, men jeg tror, det handler om, hvordan du og din partner håndterer situationen. Et andet forslag kunne være at prøve at udnytte din svaghed og vælge at hygge jer i det våde element; altså under bruseren eller i badekarret.
Du kan også bede din læge om at henvise dig til en gynækolog med videreuddannelse i sexologi.
Held og lykke fra
Birthe Marie Rasmussen