Kære S
Mange tak for dit spørgsmål.
Pletblødninger er normalt
Helt overordnet er det meget normalt med pletblødninger, og nogle med hormonspiral oplever også at have brunligt udflåd (som bare er udflåd med lidt størknet blod i) – særligt de første måneder.
Forklaringen på dette er formentlig, at slimhinden i livmoderen ikke er blevet helt udstødt ved menstruationen, og derfor er der en rest, der står og bløder lidt. Det vil for de fleste normalisere sig, men for nogle fortsætter det. Jeg kan berolige dig med, at det slet ikke behøver at betyde, at du er blevet gravid!
Mulighed for graviditet
Alligevel vil jeg sige, at når man er seksuelt aktiv, er der altid en lille mulighed for at blive gravid, også selvom man er beskyttet med spiral, p-piller eller anden form for prævention. Derfor synes jeg, det er vigtigt, du deler sex med en fyr, der er god ved dig, og som også vil hjælpe dig, hvis du bliver gravid.
Tag en graviditetstest
Jeg fornemmer i dit spørgsmål, at du er ret nervøs for, om du kan være blevet gravid. Derfor vil jeg anbefale dig at tage en graviditetstest. Hvis den er negativ, kan du tage det mere roligt.
Herefter synes jeg, du skal vente et par uger og se, om ikke det brunlige udflåd stopper. Hvis det fortsætter, og du er meget generet af pletblødningerne og det brunlige udflåd, synes jeg, du skal få en tid hos din læge og tage en snak om mulighederne.
Jeg håber, det svarede på dit spørgsmål og gav lidt perspektiv på tingene. Ellers er du velkommen til at skrive igen.
Mange hilsner
Lisbet Gonge Due