Knust hjerte med håb - skal jeg komme videre?

Kære dig. Jeg mødte den her fyr, som går i 3G og er 18 år gammel, for 5 måneder siden. Jeg selv går i 1G og er 17 år gammel. Han var meget interesseret i mig og gjorde stort set alt for at få min opmærksomhed i starten, f.eks. en aften i byen sad jeg med nogle venner og veninder, og en sød dreng, der hedder M. Der kom han gående ind og spurgte min veninde om, hvor jeg var, og hun svarede, jeg sad med M. Han spurtede og hoppede ned til bordet, mens han råbte nej! Så satte han sig ved vores bord og prøvede ihærdigt at komme i kontakt med mig. Jeg afviste ham, da jeg synes, det var lidt underligt. (Det skal lige siges, at ham her fyren fra 3G er en meget flot og attraktiv ung mand, og de fleste piger fra gymnasiet ville dø for at snakke med ham). Men tilbage til vores aften i byen, hvor der ikke skete mere mellem ham og jeg, selv om jeg jo egentlig allerede der synes, han var rigtig charmerende!

Sådan fortsatte han til et par efterfølgende fester, til pludselig en fest jeg og ham kyssede. Vi begyndte at ses hos hinanden og mødte hinandens forældre. Jeg havde rigtig svært ved at stole på ham, fordi han har såret mange piger og han er kendt for at charmere sig ind på piger for at komme i bukserne på dem. Så jeg sagde det ligeud til ham, at jeg ikke ville være sammen med ham for at have sex. Han blev skuffet og sagde, at han havde ikke brugt så meget energi på at lære mig at kende, hvis det var et knald, han var ude efter. Han sagde også, at han ikke havde været sammen med nogen pige i 2 måneder, fordi han havde tænkt på mig. Men jeg havde stadig svært ved at stole på ham. Jeg spurgte ham også om, hvorfor han gad og bruge så meget energi på det? Han sagde, fordi jeg ikke gad ham og havde afvist ham, og han ikke var vant til at skulle kæmpe for en pige, men han kunne godt lide det.

Han sagde endda også, at han gerne ville møde resten af min familie, fordi han godt kunne lide mig. (hvor jeg dog ønsker mig tilbage til den tid)

Som tiden gik og vi havde det godt sammen, og byggede noget rigtigt rart og dejligt op, og jeg blev mere og mere forelsket i ham, skete der noget. 4 måneder efter var vi til en fest, og jeg var blevet for fuld, og jeg satte mig mellem 2 af hans venner i en sofa. Han troede, at jeg flirtede med dem og ikke gad ham, det var selvfølgelig ikke min mening. Efter festen fortalte han mig, han havde nogle ting, han ville tænkte over, og jeg svarede: bare okay.

Der gik 2 uger, hvor jeg savnede en person mere end jeg nogen sinde har savnet en før. Jeg fandt ud af hvor meget han betød for mig.

Han kom over til musikfestival og prøvede at fører en normal samtale, og jeg blev tosset og bad ham om at gå, og han gik. Jeg blev så ked af det, og sur over han ikke kontaktede mig, at jeg sagde til ham, at jeg var ligeglad med, hvad han gik og tænkte på, og han skulle ikke regne med, jeg gik og ventede på ham, og han skulle ikke kontakte mig igen. Han kunne ikke forstå mig, og det forstår jeg egentlig også godt i dag.

Så snakkede vi ikke sammen i 1.5 måneder, hvor jeg igen savnede ham. Jeg skrev til ham, om han ikke ville mødes og snakke! Det ville han gerne. Vi fik ikke noget ud af den samtale, så jeg spurgte ham efter, om han var kommet videre, og han sagde, at han var kommet lidt videre, men havde tænkte på mig og at han synes godt, vi kunne snakke sammen og se, hvor det ville føre henad. Den sagde jeg god for.

I forgårs skrev han til mig, han havde bestemt sig for at det var bedst for ham, hvis han kom videre, så det havde han bestemt sig for.... Nu sidder jeg så her, og kommer ingen veje.... Jeg håber, du kan hjælpe mig... For jeg ved ikke, om jeg skal komme videre, og hvis ja hvordan? Jeg vil så gerne tilbringe tid i hans selskab, for jeg tror aldrig, jeg har været gladere end den tid, jeg havde med ham. Jeg tror bare ikke, han aner hvor glad jeg var for ham!

Forresten skal vi begge på Roskilde festival, og der ser jeg ham måske, og jeg kender også hans venner!

Mvh mig, 17 år