Han svarer ikke – skal jeg “banke ham ud af hovedet”?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har skrevet til den her dreng, som jeg synes, er sød, men han har aldrig svaret tilbage, ikke en gang noget med at han ikke synes, jeg skal skrive eller noget, intet svar. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Prøver på at glemme ham og hele episoden men kan ikke få det spørgsmål ud af hovedet om, hvorfor han aldrig svarede. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Kan jeg skrive til ham igen og spørge, hvorfor han ikke svarede? Eller skal jeg bare prøve at få ham banket ud af hovedet?

Håber I kan hjælpe, er meget forvirret.

Vh

Mig, 19 år 

SVAR:

Hej du

Det lyder, som om du har skrevet mere end en gang, og din ven overhovedet ikke har svaret dig. Nogle gange må vi bare erkende, at vores kærlighed ikke bliver gengældt. Du spørger, om du skal prøve at “banke ham ud af hovedet”. Det synes jeg er en rigtig god idé.

Det gør ondt nu, men bliver bedre

Det giver altid et stik i hjertet, når vores følelser ikke bliver gengældt, og det er sikkert ikke sidste gang, det sker. Sådan er det desværre at være menneske. Men du har garanteret veninder og interesser. Steder du skal hen, og ting du skal nå. Nye sjove mennesker du skal møde. Efterhånden vil du kunne glemme ham, når du er optaget af andre gode ting.

Du skriver, at du prøver at glemme “ham og hele episoden”. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad det er for en episode, du tænker på. Måske har I flirtet over en længere periode, måske har I kysset og snakket til en fest eller mere ... Det er klart, at jo tættere I har været på hinanden og jo mere, I har haft sammen, desto mere har det betydet for dig, og desto længere tid vil det tage, før det ikke fylder noget for dig længere.

Pas godt på dig selv

Som sagt kan jeg ikke læse ud af dit spørgsmål, hvor tætte I har været, og hvor meget I har delt. Lige nu sidder du i hvert fald med følelsen af at være afvist, og at han ikke en gang vil tage tid til at svare dig.

Som nævnt er det desværre prisen for at være forelsket, tage kontakt osv. Du risikerer, at et dejligt venskab og måske et forhold vokser frem, og du risikerer at blive afvist, fordi interessen ikke er gengældt.

Måske er der blandt nogle den holdning, at det er ok med en engangskæreste for en aften eller en kort tid. Men der kommer altid følelser i klemme – og det som var hyggeligt og rart, ender med kærestesorg. Pas på dit hjerte, for det er det dyrebareste, du har. Glæd dig i stedet til den dag, du møder én, der gengælder dine følelser og viser interesse for dig, ligesom du viser interesse for ham.

Som du kan se her på siden, er der mange andre, der har stået i en lignende situation. Måske kan du have glæde af at læse nogle af svarene til dem.

Venlig hilsen
Tove

Annoncer