Hej du
Hvorfor er vi altid klogest bagefter?
Jeg kan godt forstå, at dit hjerte er knust, at du fortryder. OG at du er jaloux på hans nye kæreste. Øv, hvor er det træls.
Jeg tror, at det, der er sket, er, at du, da du ser notifikationen på Facebook om den nye kæreste, er kommet i tanke om det gode, I havde.
Ud fra det, du skriver, kan jeg ikke se, at du gik og drømte om ham, INDEN du fik notifikationen. Jeg tror, at du oplever det, som vi er rigtig mange, der har prøvet. Vi lever livet, følger vores følelser og laver indimellem nogle uheldige handlinger.
Du var glad for ham i en lang periode. Derefter begyndte du at kede dig lidt og fik lyst til noget nyt og spændende. Du tænkte over det og kom frem til den konklusion, at han ikke ville være med på dine nye eventyr. Forholdet blev brudt, og han var ked af det, men du var videre. Du tænkte ikke videre over konsekvenserne, for du var optaget af dine drømme om noget nyt og sjovt.
Nu ser du pludselig, at han har fået en kæreste. Du begynder at sammenligne lykken ved at have en kæreste med det liv, du lever lige nu. Du er blevet klar over, at du ikke var den store ”festabe” alligevel, og at du egentlig godt kunne lide at sidde og hygge i sofaen.
Det har konsekvenser at lytte mere til følelser end fornuft
Din problematik oplever rigtig mange teenagere, men det gør voksne også. I rigtig mange parforhold/ægteskaber kommer man til at kede sig og begynder at drømme om noget andet, der kunne være sjovere. Nogle handler efter deres følelser og går ud og lever drømmene ud, andre bliver i det, de har, måske for børnenes skyld eller fordi, de har truffet et valg om, at de vil kæmpe for at få spændingen IND i deres parforhold i stedet for at søge den udenfor.
Du er 17 år nu. Det vil sige, at for halvandet år siden var du 15½ år. Jeg vil ikke forvente, at et ungt menneske på 15½ år skal være så fornuftigt og langtidsplanlæggende, at hun ikke en gang imellem følger følelserne og kommer til at såre et andet menneske. Du kunne selvfølgelig have valgt at opføre dig som et voksent menneske i et fast parforhold med børn, som valgte at blive i parforholdet og kæmpe, fordi konsekvenserne for resten af familien ville være forfærdelige, hvis de bare handlede på følelserne.
Men du var kun 15½ år.
Måske kan denne erfaring gøre det lettere for dig at mærke, hvad du vil næste gang, du er i et parforhold og savner spænding? Det er altid godt at lytte både til følelser og fornuft.
Gem på de gode minder og se fremad
Du har fortrudt lige nu, men jeg tror simpelthen, det handler om, at han pludselig har fået en kæreste. DU kommer til at tænke på alt det, de skal til at opleve sammen. Du har formentlig ikke selv en kæreste, og det savner du måske. Jeg vil opfordre dig til at tænke på de gode ting, I havde sammen og glæde dig over den tid, der var jeres. Nu er det en ny tid for jer begge. Han er endelig kommet videre efter jeres brud. Det har måske taget lang tid. Du har hygget dig i mellemtiden, og nu er du blevet ked af det. Men når du har sundet dig lidt, ser du måske, at det er en sød kæreste (til Netflix kiggeri), du savner, og ikke specifikt HAM.
Jeg håber, at du vil kunne sige til dig selv, at han fortjener at komme videre og blive glad for en ny kæreste. Jeg håber, at du vil lade være med at kontakte ham og bringe det, I havde, på bane. Jeg vil ønske for dig, at du vil se på dit eget liv og de mennesker, der er omkring dig. Er det nogen, du har noget til fælles med, eller er det mest "festaber", som du ikke helt har lyst til at følge alligevel?
Der skal nok være en sød fyr et sted, det er jeg sikker på. Det vrimler ikke med dem, men du skal sørge for at kigge de rigtige steder. (Altså dér, hvor du føler dig hjemme og godt tilpas).
Mange hilsner fra
Anja