Hej med dig.
Tusind tak fordi du viser os tillid igen ved at bede om et råd.
Er det bedre at lyve for sit hjerte og leve med smerten?
Det er et meget vigtigt spørgsmål. Du bliver nødt til at træffe et valg. Du står i en situation, som du ikke kan holde ud.
Du har fået et rigtigt dejligt forhold til din eks-kæreste. I er gode venner og har det dejligt sammen og er glade for hinanden. Det er fantastisk og det er absolut ikke altid det ender sådan.
I dit tilfælde er det ikke den sande lykke, kan jeg forstå. Du har svært ved at holde ud, at hun holder af dig, men elsker en anden.
Når man har været kærester og forholdet har været godt, så er der for altid en plads i ens hjerte til den person, også selvom forholdet er forbi. Den person vil for altid have en betydning, og det vil røre mig, om personen er glad og lykkelig. Du har en stor plads i din eks-kærestes hjerte, men det er en anden, hun er forelsket i, og som hun ønsker at være kæreste med. Jeg tror, hun siger sandheden til dig.
Spørgsmålet er så, om du kan holde til KUN at være venner med hende, eller om det river og flår så meget i dit hjerte, at du må holde dig på afstand.
Hun er i et nyt forhold, men vil meget gerne være ven med dig. Kan du acceptere det, leve med det og kan dit hjerte holde det ud?
Du kan finde andre svar her på siden, hvor vi skriver om den ugengældte kærlighed og hvor tilbageværende følelser for eks-kæresten også berøres.
Jeg ønsker for dig, at du kan få truffet et valg, der kan hjælpe dig til at passe på dig selv. Jeg håber, I kan blive ved med at være venner, men jeg håber også, at hvis du beslutter, at det er for hårdt for dig, at du kan komme videre uden hende i din nærhed.
Pas godt på dit hjerte.
Kærlig hilsen Anja