Kan medicin sætte mere gang i puberteten?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en dreng på 15 år.

Jeg har diabetes og ADHD + jeg får medicin for begge dele. Jeg er lidt bekymret for mig selv, da jeg ikke er gået så meget i puberteten. Jeg har fået hår under armene og hår på penis, men min penis er helt lille. Jeg skal på efterskole næste år og har mistet lysten på grund af det :-(

Jeg håber, du kan svare på, om jeg skal have noget medicin for det, så det kan sætte gang i det, eller hvad jeg skal.

PS: Jeg ved ikke, om jeg skal snakke med mine forældre om det .

Hilsen en meget ked af det ung dreng, 15 år

SVAR:

Kære du

Det er forskelligt, hvornår man går i puberteten. I en alder af 15 år vil man næppe påbegynde medicinsk behandling, men i stedet afvente at puberteten for alvor sætter ind.
Der kan nå at ske rigtig meget, før du kommer på efterskole. Der er ingen grund til bekymring. Mange unge har en fantastisk tid på efterskole og får venskaber for livet dér. Det kan du også, selvom du føler, at du ikke er kommet langt i puberteten.

Jeg havde selv astma og var også "bagefter" de andre, da jeg gik på efterskole, men det havde ingen betydning. Det var alligevel en rigtig god tid.

Du kan læse mere om alle pubertetsforandringerne, og hvor forskelligt de er fordelt i vores tema Pubertet - mest for drenge

Det kan være en rigtig god ide at tale med dine forældre om det, der gør dig ked af det. Hvis du har en storebror eller en ven, der er lidt ældre end dig, kunne det også være en mulighed. Det er altid godt at fortælle det til nogen i stedet for at gå alene med sine bekymringer.

Mvh Boje

Annoncer