Kan man som voksen kvinde blive “veninde-forelsket?”

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en ung kristen kvinde på 30 år, der er lykkeligt gift, har børn og er i øvrigt glad. Jeg skriver, fordi jeg som ung voksen har oplevet nogle følelser, der forvirrer mig. Jeg har under min opvækst haft få nære veninder og mest søgt drengefællesskaber, fordi jeg ikke så tit fandt ligesindede blandt pigerne. Langt hen ad vejen har jeg haft det helt fint sådan og var mere optaget af kærester.

Nu, hvor jeg er etableret med min mand og børn, er jeg begyndt at arbejde med dette område af mit liv, fordi jeg mærker, at jeg på en usund måde har lagt afstand til kvindefællesskaber. Jeg har besluttet at fordybe mig i venskaber med kvinder på min egen alder og finde mod til at stole på, at jeg kan leve op til de sociale forventninger, som jeg af god grund ikke er i træning med – og derfor kan gøre mig usikker på relationen. Typisk har jeg haft relation til mange, men jeg kunne ikke udpege en “bedste veninde”, hvor jeg også oplevede, at det var jævnbyrdigt. 

Nu til sagen: Jeg har på det seneste fået kontakt til nogle kvinder fra mit kristne netværk og har mødtes lidt med dem på tomandshånd. Det har været rigtig fint, og det åndelige fællesskab er som balsam for min sjæl. Dertil har jeg sat mig for at give mig mere ud i relationer udenfor trosfællesskabet også, hvor jeg før har tænkt, at man ikke kan nyde dybt venskab, når man ikke deler troen. Nu har jeg mødt en kvinde på omtrent min alder, samme interesser og faglig baggrund, intellektuelt på bølgelængde osv. Vi har skrevet sammen og mødtes en enkelt gang, og jeg blev nervøs og spændt, som om jeg skulle på en date, men også glad og forventningsfuld. Følelser, som på mange måder ligner forelskelse.

Det gør mig usikker, fordi jeg ikke ved, om det bare er hele det uvante og glæden ved gensidighed, der føles fremmed for mig – og om jeg så tolker disse følelser ud fra det eneste, jeg kender. Jeg kan frygte, om jeg kunne gå hen og få decideret uønskede følelser rettet mod mit eget køn. Men det er også hammer ærgerligt, hvis jeg afstår fra at gå ind i denne gave af en relation, hvis det netop er den, jeg har hungret efter så længe.

Hvor meget af det her er ganske normalt? Er det kun, fordi jeg ikke har lært spillereglerne og mig selv at kende som teenager, at jeg nu skal gennemleve en forvirring, selvom jeg er voksen? Er det blandt kvinder et helt normalt fænomen og positivt, at man kan blive “veninde-forelsket”?

Anonym

(forkortet af red.)

SVAR:

Kære kvinde

Når jeg læser dit brev, bliver det tydeligt, at du er en kvinde, som har både stor selvforståelse og bred indsigt i menneskelige relationer og de udfordringer og følelser, de medfører.

Det lyder, som om du føler dig temmelig anderledes i forhold til andre kvinder, men jeg tror, der er rigtig mange kvinder, som kan spejle sig i dine oplevelser og overvejelser, selvom det måske ikke ser sådan ud fra din vinkel. Jeg kan i hvert fald.

En bedste veninde

De fleste piger har fra en meget tidlig alder og langt op i teenagetiden et stort behov for at have/finde en bedste veninde, som de kan dele tanker og følelser med. Det er bl.a. på den måde, man bliver klar over, hvem man selv er.

Men hvis man ikke – i sin omgangskreds/klasse – finder en (eller flere), som man oplever som ligesindede, kan man komme til at føle sig anderledes og forkert. Så kan det opleves nemmere at søge drengefællesskaber, hvor spillereglerne er anderledes, og hvor man måske kan føle sig værdsat på en anden måde.

Kvindens behov

Når man får en kæreste/mand, bliver nogle af behovene for intimitet og samtale dækket, men jeg tror alligevel ikke, at en mand kan udfylde det kvindelige behov for at tale sig frem til en forståelse; noget, som giver en speciel oplevelse af nærhed – og selvværd.

Så det er flot, at du nu både kan og vil prøve at bevæge dig ind i kvindefællesskaberne. Det kan både give gode oplevelser og mindske fornemmelsen af at være anderledes og forkert i forhold til andre kvinder.

Det kristne netværk

Du har allerede oplevet noget af det gennem kristne kvinder i dit netværk, og det er rigtig godt. Det åndelige fællesskab giver en særlig form for nærvær på tværs af forskelligheder, men hvis forskellighederne – fx i forhold til åbenhed, ærlighed og selvindsigt – er for store, så kan man også opleve, at der følger frustrationer med.

Man kan fx tænke, at når vi nu er kendt og elsket af Jesus på trods af vores fejl og mangler, hvorfor kan vi så ikke også dele dem med i hinanden i højere grad og måske på den måde både hjælpe og blive hjulpet som menneske og kristen?

Men der kan også være forskelle i forhold til intellekt og interesser, alder og baggrund, som gør, at man ikke oplever sig helt på bølgelængde med andre kristne kvinder.

Naturligt at være spændt

Den åbenhed og samhørighed kan man somme tider opleve mere af uden for trosfællesskabet, og derfor er det rigtig fint, at du nu har fundet en, som du tror og håber, at du kan dele en anden del af dig selv med. Man satser meget, når man går ind i et nyt (veninde-) forhold, og derfor er det kun naturligt, at du føler en stor spænding: Er hun virkelig en, som du kan få et godt og nært forhold til fremover? Og vil hun også blive glad for dig? Kan du være helt dig selv og blive accepteret, eller hvordan skal du fremstå, for at hun ikke skal blive skuffet?

Det er meget de samme overvejelser, man gør sig, når man er forelsket, og det er derfor ikke så mærkeligt, at du oplever nogle af de samme følelser. Der er masser af forventninger; det sætter sig i kroppen, og det er en underlig og somme tider frustrerende blanding af lyst og frygt.

Hvis I oplever en gensidig glæde ved at være sammen og dele liv og tanker og følelser, vil der sikkert også opstå en form for kærlighed mellem jer, og det er helt naturligt og ikke spor forkert. Her vil nogle måske begynde at overveje, om man så er bi- eller homoseksuel, og om denne kærlighed ikke er vigtigere og bedre og på nogle måder nemmere end den, man oplever med sin mand. Men for langt de fleste vil det medføre meget større tab end gevinst og være et forkert spor at følge.

Pas på dig selv

Det er derfor vigtigt for dig, at du holder fast i kærligheden til din mand og sørger for fortsat at give den gode vækstbetingelser, så din nye opdagelsesrejse ikke kommer til at skygge for det, I skal opleve sammen. På den måde vil den anden kærlighed, hvis den opstår, blive til en venindekærlighed, som ikke er en trussel for nogen af jer.

Unge piger, som er veninder, eksperimenterer sommetider med kys og kærtegn, og det kan være naturligt og uskyldigt. Det er det ikke på samme måde i en voksen alder, og der kan det være med til at udvikle venindekærligheden til noget, som kan skade dit ægteskab. Så pas godt på dig selv og din familie.

Jeg ønsker dig en fortsat god rejse.

Mange hilsner
Inge

Annoncer