Kære du
Rigtig mange har som du spørgsmål til udseendet af deres bryster og kønsorganer. Det betyder meget, specielt for jer unge, at vide, at man ser helt normal ud. Det kan jeg sagtens forstå og huske fra mig selv, men når det er sagt, er det bare rigtig vigtigt at huske på, at ikke ret mange lever op til det ideal, vi ofte har.
Udvikling af bryster
Det er meget individuelt, hvornår brysterne er færdige med at vokse (oftest 17-19 år) og som du ved, er der også meget stor forskel på, hvor meget de vokser, og hvordan de ender med at se ud. Hvis du ellers ligner din mor i kropsbygning, kan du få et praj om, hvordan dine bryster kan komme til at se ud, når du ser på hendes bryster.
Ud over det arvelige spiller kropsvægten også meget ind på brysternes størrelse. Du skriver, at du ikke er en overtynd pige og angiver, hvor meget du vejer, og hvor høj du er. Beregner man dit BMI, som er en indikator for, hvor normalvægtige vi er ud fra højde og vægt, falder du dog ud som noget undervægtig. Da brysterne primært består af fedtvæv, vil det derfor være naturligt, at du har små bryster.
Mit bedste råd ang. bekymringen omkring dine bryster er, at du forsøger at acceptere dem, som de er lige nu – de kan sagtens nå at vokse mere i løbet af de næste år. Hvis du på nogen måde vil påvirke deres størrelse, skal du begynde at overveje en fornuftig vægtøgning, hvilket måske i det hele taget vil være fornuftigt, din højde og vægt taget i betragtning.
Skede og jomfruhinde
Jeg synes, det er meget fornuftigt som pige at se sig selv forneden for at få en fornemmelse for, hvordan kønsorganerne fungerer og ser ud. Ligesom med bryster er det også meget forskelligt, hvordan skede og jomfruhinden ser ud. Jomfruhinden kan være tynd eller tyk, og hullet kan være større eller mindre. Der kan også være flere huller i jomfruhinden, mens enkelte slet intet hul har i hinden, hvilket vil skabe problemer, da menstruationsblodet således ikke kan komme ud. Dette kan ikke være tilfældet for dig, da du beskriver at have normal menstruation. Der vil således være et hul et eller andet sted i hinden, som du ikke har fundet.
Jeg tænker, du med al sandsynlighed er helt normal forneden, men det er svært for mig på baggrund af din beskrivelse at garantere dig, at alt er som det skal være. Jeg tror, det bedste for dig er at få en tid hos din læge, da det kan give dig et klart svar. Det du beskriver som bylder kan også være et helt almindeligt fænomen, men jeg synes det er fornuftigt at få det tjekket hos lægen, så du kan få helt ro i sindet.
Jeg ville gerne, at jeg kunne give dig fuldstændig vished og tage dine bekymringer fra dig, men jeg håber, du er kommet et skridt nærmere en afklaring og en accept af, at du ser ud, som du gør.
Mange hilsner
Eva Fibiger Diemer