Kan I give råd og fakta om for små bryster?

Vis spørgsmål

Hejsa,

Jeg er en pige på 17 år. Jeg er spinkelt bygget og slank.

Jeg har forholdsvis store muskler og ikke særlig meget fedt på kroppen. Jeg har rigtig svært ved at tage på, og jeg kan nærmest spise alt, uden at det kan ses. (Min mor havde samme problem, før hun fik børn).

Er mine bryster færdigudviklet eller kan de blive større med tiden?

Men altså mit problem er, at jeg har næsten ingen bryster. Jeg bruger 70-75A i skål, men jeg kan knap fylde en 75A ud. Men mor har nok en middel størrelse barm (B-C skål), og jeg har læst, at man nogenlunde vil få bryststørrelse ligende ens mors? Men jeg har langt fra hendes størrelse.
Jeg er ked af min bryst størrelse og vil gøre alt for, at jeg bare kan få en lidt større barm.

Kan I hjælpe mig med gode råd, fakta, osv.?

Kh pigen, 17 år

SVAR:

Kære pige på 17 år

Tak for dit brev.
Jeg kan se, at det fylder meget for dig, at dine bryster ikke er så store, som du ønsker. Og jeg kan selvfølgelig ikke få de tanker til at forsvinde, men måske hjælpe dig lidt til, at du tænker anderledes.

Måske er brysterne ikke helt færdigudviklet endnu

Jeg vil starte med at sige, at du ikke selv kan gøre noget for få dine bryster til at vokse. Det vil ske, hvis du tager på i vægt, og ellers vokser de, når du engang bliver gravid.
Dit stofskifte er sikkert rigtig højt lige nu, fordi du er teenager, og det gør, at du ikke tager så meget på. Det kan være, at du stadig mangler at udvikle dig helt, så der er et par år endnu. Når du er helt færdigudviklet, får du lettere ved at tage på, men det har sikkert også noget at gøre med dine gener, at du er slank.

Generne styrer udseendet

Du har sikkert hørt det før, men pigers bryster er vidt forskellige både i størrelse og udseende. Som hovedregel kan man sige, at brysterne passer til kroppen, så en slank og muskuløs pige, som du beskriver dig selv, vil ikke fra naturens side have store bryster.
Du sammenligner dig med din mor, og hendes bryster er nok blevet større, efter hun har fået børn og ammet? Det kan du prøve at spørge hende om. Man kan ikke være sikker på at få den samme størrelse som sin mor. Du har jo et sæt gener fra både din mor og din far, og måske er det din fars side, der spiller ind i forhold til brysternes størrelse. (Du kan selvfølgelig ikke sammenligne med ham men med din farmor eller faster).

Selvværd - Se på hvem du er, fremfor hvordan du ser ud

Det kan hjælpe dig, hvis du forsøger at tænke positivt om dig selv. Find først de ting på dig selv, som du faktisk er tilfreds med og fokuser på dem. Når du ser på dig selv i spejlet, så smil til dig selv og tænk, at du er, som du skal være. Og du er sikkert en rigtig flot pige. Pas på med at sammenligne dig med de urealistiske idealer, for hvordan vi kvinder skal se ud. Der er stort set ingen, der kan leve op til dem. Du bliver 100 gange smukkere, når du har selvværd, fordi du udstråler, at det er helt i orden at være dig.

Du kan læse mere om selvtillid og selvværd her: Hvad er jeg værd?

Hvis du tænker på, om drengene går op i det med brysternes størrelse, så har du ingen grund til at være nervøs. Selvfølgelig tænker drenge på bryster, men det har større betydning, hvem de sidder på. Der findes helt sikkert en dreng, som synes, at dine bryster er helt perfekte.

Du kan evt. læse disse svar til piger i en lignende situation:

Ingen bryster som 19-årig - hvad gør jeg?

Bryster ødelægger mit liv - hvorfor kan jeg ikke tage på?

Jeg håber, du finder tålmodighed omkring dine brysters udseende. Med tiden vil du sikkert opdage, at du er helt perfekt.

Venlig hilsen Karen Klitlund Børty

Annoncer