Kæreste Marie!
Tak for dine spørgsmål til vores brevkasse, hvor du ærligt beskriver dine mange tanker og følelser i forhold til din krop og dit udseende. Det drejer sig særligt om:
- Dine bryster, som du synes er alt for små, og som påvirker dit humør og selvbillede negativt.
- Din undervægt. Du har svært ved at tage på i vægt, og nu "væmmes" du tilmed ved mad.
- Din højde. Du spekulerer på, om du mon bliver højere.
Inden jeg svarer mere konkret på ovenstående spørgsmål, vil jeg sige til dig, at du er ikke alene!!! Rigtig mange især unge piger føler, at de enten er for høje eller for lave, for tykke eller for tynde, eller at de har for små eller for store bryster m.m.
Vi får nemt fokus på, hvordan vi SER UD
Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden bliver bombarderet med idealbilleder på TV, nettet eller i blade og magasiner om, hvordan den perfekte krop helst skal eller bør se ud. Det påvirker os ofte mere, end vi tror. Ubevidst får vi en følelse af, at vi skal ligne det idealbillede, vi møder, for at vi er gode eller attraktive nok. Det kan starte en lavine af negative tanker og følelser, hvor fokus bliver vores krop, og de mangler den har. Det fører til en endeløs og udmattende stræben efter at opnå den perfekte krop. I disse bestræbelser mister rigtig mange sig selv i svinget, og så er det, at tristheden flytter ind!
Vi har værdi, fordi vi ER
Det er en sandhed, at man må lære at acceptere og stå ved sig selv og sin krop, som den er, ellers ender man med at være trist og deprimeret. Selv en model kan være trist og deprimeret, hvis hun kun har sin værdi i, hvordan hun ser ud, og hvad hun kan præstere. Alle mennesker har brug for at føle sig elsket af sig selv og af andre mennesker for den, de er - ikke for, hvad de kan, eller for hvordan de ser ud. Det handler om selvværd!! At man har værdi som menneske for den, man er.
Skønheden kommer indefra
Ved at arbejde med sit selvværd, er der ofte den sidegevinst, at man bliver mere smuk og attraktiv af det. Skønheden kommer som sagt indefra. Det smitter af på ens ydre og ens omgivelser, når man accepterer sig selv, som den man er. Og glad for sig selv, det kan man sagtens være, selvom man ikke har en idealkrop. Med et sundt selvværd bliver man desuden en mere glad, omgængelig og nærværende person.
Det betyder ikke, at man behøver at være ligeglad med, hvordan man ser ud. Hvis man er glad for sig selv og sin krop, er det også naturligt, at man gør noget for at pleje, styrke og passe på den. Tingene skal bare være i den rigtige balance.
Bedre selvværd kan give større livskvalitet
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du er en pige med et lavt selvværd, og at du vil have gavn af at få arbejdet med at styrke dit selvværd. Det vil med stor sandsynlighed give dig noget af den livskvalitet og glæde, du savner. Vil du ikke gerne elskes for den, du er? Hvordan vil det være, hvis du synes, at det var ok at se ud, som du gør? Jeg tror ikke, at du har BDD! Det fokus, du har på din krops "defekter", handler nok nærmere om det, jeg har beskrevet ovenfor.
Du kan læse mere i denne artikel: Hvem er jeg?
Din krop kan nå at ændre sig meget
For at vende lidt mere konkret tilbage til dine spørgsmål, så kan jeg sammenfattende sige, at når man er teenager, kan der nå at ske rigtig meget! Det er slet ikke sikkert, at din krop ligner sig selv om et par år. Det samme gælder dine bryster, baller og lår.
I forhold til højde, siger man, at piger i puberteten kan vokse rigtig hurtigt. Du kan faktisk vokse op til ni centimeter på et år, når du vokser allermest. Efter puberteten stopper du med at vokse så hurtigt, og langsomt stopper du også helt med at vokse i højden. Det sker omkring 17 års alderen, men selvfølgelig er det individuelt, hvordan og hvornår man udvikler sig.
Brysternes størrelse
I forhold til brysterne vokser de også mest i puberteten, og du kan regne med, at de er færdigudviklede, når du er ca. 19 år. Men brysterne kan stadig vokse eller blive mindre, hvis du tager på i vægt eller taber dig, fordi en stor del af brystet består af fedt.
Jeg vil ikke anbefale dig, at du får lavet en brystforstørrende operation, når du bliver 18 år. Jeg synes, det er for tidligt! Vent og se, hvordan du ender ud, når du er helt fuldvoksen. Det, der først og fremmest vil kunne fremme din livskvalitet, er som sagt at få styrket dit selvværd.
Mange piger tror, at drenge helst vil have piger med store bryster, men det er en myte. Det er forskelligt fra dreng til dreng, hvad han foretrækker, og de fleste fyre vil faktisk synes, at bare det, at du har nogle bryster, er spændende, uanset hvor store eller små de er.
Der kan være mange gode grunde til at være glad for sine små bryster. De hænger ikke, og man kan gå i små kjoler uden at skulle bruge bh. De fleste modeller har små bryster, og rigtig mange drenge kan godt lide små bryster.
Vægten
I forhold til din undervægt, så kan det evt. være en ide at konsultere din egen læge, da det kan skyldes en ubalance i dit stofskifte. Du beskriver, hvordan du har spist mange usunde ting og droppet motionen i et forsøg på at tage på. Det lyder ikke særlig hensigtsmæssigt for din krop og dit humør. Selvom du gerne vil tage på, kan du sagtens spise sundt og varieret, sørg blot for at få rigeligt med de sunde og gode kulhydrater og fedtstoffer. Din krop er midt i en vild ommøbleringsfase. Den har brug for masser af god energi for at kunne levere nogle gode byggesten. Hvis den ikke får noget ordentligt at arbejde med, så vil det gå ud over din energi og dit humør, så spis sundt og varieret. Måske det også kan give dig madlysten tilbage!?
Prøv også at læse svaret til en dreng, der har problemer med undervægt, trods det han spiser usundt: Dreng 14 år - hvorfor taber jeg mig, når jeg spiser usundt?
Kære Maria, jeg håber, at du har fået svar på nogle af dine mange spørgsmål. Jeg håber også, at mit svarbrev må være med til at sætte gang i nogle nye tanker hos dig, som kan medvirke til, at du får et styrket selvværd. Du er velkommen til at skrive igen, hvis det har affødt nye spørgsmål, eller hvis der er noget, du gerne vil have uddybet.
Mange kærlige tanker fra Gurli