Hej pige på 14
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er altid rigtig godt at få sat ord på det, der fylder, og som man går og spekulerer på.
Bryster forandrer sig
Du kan roligt regne med, at som dine bryster ser ud nu, bliver de ikke ved med at se ud. Du er stadig meget ung, og dine bryster vil blive ved med at udvikle sig livet igennem. Bryster er lige så forskellige, som alle mennesker er forskellige. Der er ikke grimme og pæne bryster, men bare forskellige bryster.
Hvis du har dit ideal om, hvordan bryster skal se ud fra reklamer eller film, så kan du ikke regne med det, for sådan er virkeligheden ikke. Du må tænke godt og positivt om dine bryster og tænke, at de er dine, og de har deres helt eget look.
Prøv at lægge mærke til rigtige bryster i virkeligheden – fx i omklædningsrummet i svømmehallen. Så vil du opdage, hvor mange slags bryster der findes. Du kan også tage et kig på forskellige bryster på helt almindelige kvinder på den her side.
Kæreste
Du behøver ikke være bekymret over ikke at få en kæreste, fordi du tænker, at du har grimme bryster. De fleste fyre synes, de fleste bryster er flotte og lækre som de er. De tænker slet ikke på samme måde om bryster, som piger ofte gør.
Så jeg håber, du kan blive lidt opmuntret over mit skriv og øve dig i at acceptere, at dine bryster er en værdifuld del af dig og er smukke, lige som de er.
Måske kan du få noget ud af at læse det her svar til en anden: Grimme bryster – hvad vil min kommende mand tænke om dem? og vores artikel Du er smuk som du er!
Kh Marianne