Hvorfor hjælper Gud mig ikke?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en kristen 16-årig pige. Jeg går på efterskole, og her er jeg så blevet forelsket i en sød fyr. Problemet er bare, at det føles, som om Gud ikke hjælper mig ...

Drengen, jeg er forelsket i, er meget populær, og mange piger er forelsket i ham. Jeg beder til Gud for at få ham til at se lige præcis mig, men det gør han bare ikke. Jeg har før været forelsket og har ofte i de seneste tre år bedt Gud om hjælp. Det føles bare, som om han aldrig hjælper mig. Jeg har derfor aldrig haft en kæreste før på trods af min forholdsvis høje alder.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Har du nogle råd, og vil du måske bede en bøn for mig?

Jeg takker på forhånd.

Hilsen den ulykkeligt forelskede, 16 år.

SVAR:

Kære ulykkeligt forelskede

Tak for dit spørgsmål. Det er altid godt at få snakket med en anden om oplevelsen af, at Gud kan føles fjern, og at han tilsyneladende ikke hjælper. Jeg håber også, du – efter at have læst mit svar – har frimodighed til at snakke med en anden, som kender dig godt, og som du har tillid til. En, der måske har levet som kristen i længere tid, end du har, og har oplevet at stå i en lignende situation. Det tror jeg er vigtigt. Du må gerne vise mit svar, så har I noget at starte ud med.

Gud er svær at forstå

Først vil jeg sige, at det er meget svært at svare på Guds vegne – og det vil jeg faktisk heller ikke forsøge på her. For Gud handler meget ofte med os på en måde, som vi ikke kan forstå. Hans visdom er større og anderledes end vores. Men én ting ved vi med sikkerhed: Vi er hans børn, og han har omsorg for os. Jeg tror derfor, det gode spørgsmål her er: Hvordan er det i det hele taget rigtigt og godt at bede til Gud? Og hvordan vi kommer frem til at stole på ham i tro – lære at vente tålmodigt?

Hvordan er det godt at bede til Gud?

Måske hjælper det at vende dit spørgsmål helt modsat. Forestil dig, du havde hørt, at en anden dreng på efterskolen bad en daglig bøn til Gud om, at du måtte blive forelsket i ham. Så ville dit spørgsmål til mig måske lyde: “Kære AdamogEva.dk. Der er en dreng på efterskolen, som er forelsket i mig. Han har fortalt en af sine kammerater, at han beder Gud om, at jeg må blive forelsket i ham, og det har kammeraten fortalt videre til mig. Mit problem er nu, at jeg har slet ikke lyst til at blive forelsket og have en kæreste. Så hvad skal jeg gøre? Skal jeg bede drengen om at lade være med at bede til Gud om det? Kunne Gud finde på at gøre mig forelsket i ham, selv om jeg slet ikke har lyst til det? Handler Gud overhovedet sådan, og har jeg ikke en fri vilje i det spørgsmål?”

Gud kan have en anden plan

Mit bud er, at jeg tror, du skal bede på en helt anden måde. Jeg vil ikke afvise, at Gud nogle gange kan give mennesker en oplevelse af at være ført sammen; det tror jeg mange kristne ægtepar kan fortælle om, at de har oplevet. Men vi skal hele tiden i vores bønner være åbne for, at Gud måske har en helt anden plan end vores. Måske er der en helt anden til dig derude et sted, som Gud kender til. I så fald kommer du til at bede meget længe og meget forgæves om det, du beder om ...

Forslag til en ny bøn

Måske er dette (eller lignende) en bedre og mere frigørende bøn for dig: “Kære Gud, jeg er forelsket. Han ser mig ikke rigtigt. Jeg har brug for din hjælp til at være frimodig og turde vise ham, hvem jeg er, og at jeg er interesseret i at lære ham bedre at kende. Jeg føler mig usikker, så jeg beder dig om at hjælpe mig med min usikkerhed. Og hjælp mig til at bruge min fantasi, som du har givet mig, til at finde gode, naturlige måder at komme i kontakt med ham på. Men hjælp mig til også at se, hvornår jeg skal opgive håbet og bruge min energi på noget andet. Hjælp mig til at være åben over for, hvis det er en helt anden, jeg skal være sammen med.”

Du har god tid

Jeg kan ikke lade være med at kommentere på noget, du skriver til sidst: “Jeg har aldrig haft en kæreste på trods af min forholdsvis høje alder.” Du er jo ganske ung og har et helt liv foran dig! Det er fuldstændig normalt og faktisk meget sundt for dig, at du ikke har haft en kæreste endnu – selv om vi desværre får et helt andet billede i medierne, hvor det fremstilles, som om vi kun er halve mennesker, hvis vi ikke har en partner.

Mit råd er derfor: Giv dig god tid! Du er først lige i gang med at finde ud af, hvem du selv er, hvad du kan lide at bruge din tid på, hvilke holdninger du har til ting, og hvad der betyder noget for dig i livet. Det er så fantastisk at have god tid til at finde ud af det, uden samtidig at skulle tage ansvar for et kæresteforhold.

Du kan måske få noget ud af at læse artiklerne
Slå koldt vand i blodet 
Plusser ved at vente med at få en kæreste 
Den eneste ene
og svaret Kristen teenager og forelsket – jeg synes ikke, Gud hjælper mig.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du også vil tale med en anden voksen om det. Måske kan du bruge en af lærerne på efterskolen?

Venlig hilsen
Benjamin Hougaard

Annoncer