Hej S
Tak for dit spørgsmål, som jeg vil svare på, så godt jeg kan.
Det er sårbart at flirte
Du skriver, at klassen har været på tur, og at du oplevede en lille flirt. Hvis det er første gang, du har oplevet det, kan det måske være derfor, at du stadig kan få en knude i maven, når du ser ham. Det var måske første gang, de følelser blev vakt i dig, og der er man ret så sårbar – det er helt naturligt. At han så efterfølgende går tilbage til en tidligere flirt og ignorerer dig er ikke særlig modent gjort af ham.
Forskellige forventninger
Når man leger med følelser, kæresterier osv. kan det godt være svært at sætte ord på – og derfor undgår mange teenagere og unge det måske, men det medfører tit misforståelser – ligesom i dit tilfælde. Jeg kan godt forstå, at du føler dig udnyttet, for flirten betød noget for dig, og måske regnede du med, at I skulle være kærester? For ham betød det måske ikke så meget, og han nød måske bare nuet. Måske troede han, at den anden pige blev jaloux, og det var det, han ville opnå? Når I ikke har talt om, hvad jeres handlinger overfor hinanden betød, bliver det rent gætværk, og det er svært at forholde sig til.
Mine råd til dig
Mit råd til dig lige nu er at se fremad og prøve at tilgive ham. På den måde forsvinder din knude i maven, og du kan bruge din energi på andre gode venskaber istedet. Mit råd til dig i fremtiden er at få sat ord på næste gang, du oplever en flirt, så du ikke oplever misforståelser og føler dig misbrugt.
Du kan læse mere om flirt og det at få en kæreste i vores artikler
Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Ét trin ad gangen er det mest sikre
Plusser ved at vente med at få en kæreste
I vores tema Fra venner til kærester kan du finde flere artikler og svar til andre, som du måske også kan få noget ud af at læse.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Mvh Lea