Kære Hansen
Jeg har læst dit spørgsmål, men også læst de tidligere spørgsmål og svar: Hvorfor bliver han ved, når han kun ønsker sex?
Du har fået nogle rigtig gode svar, som du kan læse igennem mange gange.
Men i forhold til denne helt konkrete situation, har du en mavefornemmelse selv, der får dig til at sige ”IKKE IGEN!”. Jeg tror, du selv har dit eget dybfølte svar her. Men du søger støtte til dit valg, og måske kan jeg give dig lidt der.
Før du sagde stop, var han meget led ved dig. Han har talt usandt om dig til andre. Måske sagde han også noget til dig, der ikke var sandt. Der var ikke gensidig tillid og respekt mellem jer.
Jeg tror, at hvis I skal have noget sammen igen, må det begynde som et nyt venskab helt nede fra bunden, hvor man respekterer hinanden. Tillid er meget vigtigt. Det er ikke nok, ”at du er god for ham”. I skal tilsammen være gode for hinanden. I skal ville hinanden det bedste. Som minimum kunne en forventning være, at han vil dig så meget, at han selv henvender sig til dig for at få en åben og ærlig snak.
Indtil da synes jeg, du skal holde fast i din beslutning om at stoppe forholdet.
Med venlig hilsen Margit