I tvivl - skal jeg blive eller slå op?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Jeg er en 16 år gammel dreng, og jeg har en kæreste, som også er 16. Vi blev kærester lidt før sommerferien, og det har egentlig gået meget godt, indtil vi begge skulle starte på efterskole.

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at have en kæreste på efterskole, men hun gav mig alligevel lyst til at prøve. Nu er det bare, som om gnisten, der helt sikkert tidligere har været, er forsvundet. Da hun går på en seriøs idrætsefterskole, og det ligger i den anden ende af landet, er vi sjældent sammen, og derudover har vi heller ikke meget kontakt til hinanden. Og når vi endelig er sammen, ser vi bare tv hele dagen og flader den ud. Sexen er også blevet lidt tør, og det er heller ikke ligeså spændende, som det hidtil har været.

Som I måske kan fornemme, har jeg overvejet meget at slå op. Men da hun er min første meget seriøse kæreste, har jeg ikke rigtig nogen erfaring i, hvordan man tackler det på bedst mulige måde. Selvfølgelig vil hun blive ked af det, men jeg ved ikke hvor og hvordan jeg skal gøre det. Og hvad jeg skal sige?

MEN udover det skete der noget meget uventet lort. Hun var til fest og blev fuld og lidt efter træt, så hun lagde sig ind i en seng for at sove. Det hun så vågner op til, er festens vært, som rager hende i skridtet og kysser hende på nakken og munden. Hun bliver simpelthen nødt til at gå, da hun har sagt stop, hvilket han ikke retter sig efter..

Hun har altså været ude for et seksuelt overgreb. Hun er selvfølgelig meget ked af det, og derfor vil jeg gerne være der for hende. Men samtidig føler jeg også, at jeg bliver nødt til fortælle hende, hvordan jeg har det med vores forhold.

Skal jeg vente med at slå op, til hændelsen er kommet til på afstand, eller skal jeg bare være en ven, som kan hjælpe hende og snakke med hende, når hun har brug for det?

Hilsen den uvidende dreng, 16 år

SVAR:

Kære Uvidende dreng!

Du spørger: Skal jeg vente med at slå op, til hændelsen er kommet til på afstand eller bare være en ven, som kan hjælpe hende og snakke med hende, når hun har brug for det?

Mit svar er: Det sidste.

Det rigtige tidspunkt kommer aldrig

Hvornår er det bedst at gøre det forbi? Hvornår er det bedst at fortælle en hemmelighed, som er vigtig information for den anden? Hvornår kan man tillade sig at såre et andet menneske?

Der er aldrig et perfekt tidspunkt. Der kommer ikke en halv time, hvor din kæreste er super glad og ikke har et eneste problem, og hvor du så tænker: ”Jamen, så må jeg da hellere slå op.” Så bliver hun jo bare ked af det. Uanset hvad, vil hun blive ked af, at du gør det forbi, hvis hun ikke har det ligesom dig. Jo længere tid der går, hvor du skal lyve for dig selv og hende, jo værre bliver det.

Det er op til dig at vælge kampen

Om du skal blive og kæmpe er op til dig. Måske skal I være sammen, og lige nu er det bare svært, fordi I begge er optaget på jeres efterskoler, og hun har oplevet noget rigtig svært.

Hvis du vælger at blive hos hende, skal det være fordi du vil kæmpe den kamp. Så skal du sætte alt ind. Du skal ville hende og vise hende det. Hvis du vælger at kæmpe, skal du forsøge at holde modet oppe på dårlige dage, og når der er lang tid til, I skal ses igen.

100% lykkelig forelsket altid

Det findes kun på film. Du skriver, at gnisten ikke rigtigt er der, og at jeres sexliv er lidt ”tørt”. Ja, sådan er det nogle gange. Der er tider, hvor man er stresset af skole – for jeres vedkommende er I meget optaget på hver jeres efterskoler, og der er ikke mange friweekender til at ses. Der er tider, hvor man er lidt mut, fordi teenagehormonerne blæser rundt i hovedet og kroppen på én. Man aner ikke, hvem man er, og hvad man har lyst til.

Når I bliver voksne, vil der også være perioder, hvor man glemmer hinanden lidt, og hvor det bare ikke er super lykkeligt, gnistrende skønt og seksuelt opstemmende.

Fordi det er sådan for ALLE par, så kan du ikke alene bruge gnisten som målestok for, om I skal fortsætte med at være sammen. Du skal op og læse mit svar forfra igen.

Hvorfor er du sammen med hende? Fordi du ikke kan få dig selv til at slå op, eller fordi du har valgt at kæmpe for hende og for kærligheden
MÅske kan du få nogle input fra vores artikel Skal jeg blive eller gå fra min kæreste?

Min holdning

Det er svært at være kærester, når man er langt fra hinanden, og når der sker en masse nyt omkring én. Hvis man ikke har været i forholdet i en længere periode, inden efterskolen skiller jeres hverdag fra hinanden, kan det være rigtig hårdt at få det til at fungere. I oplever hver især en helt ny hverdag, hvor I skal forholde jer til en masse nye venner. På efterskolen er man også tættere på sine skolekammerater. Der knuses og krammes, og måske vokser der følelser frem for andre, som man pludselig har tæt kontakt til.

Jeg ved, det kan lade sig gøre for nogle at have en kæreste, der ikke går på efterskolen, men det kræver gode aftaler med hinanden.

I bliver nødt til at tale sammen om, hvordan jeres forventninger til hinanden er. Skal I tage hjem fra efterskolen, så snart det ikke er en ”tvungen” weekend? Skal I være sammen hele weekenden, og skal I være aktive, eller må I godt flade ud på sengen hele dagen foran tv’et?

Jeg er ofte sammen med efterskoleelever, og de er totalt smadrede, når de endelig kommer hjem på weekend. Der skal soves ud, og hovedet skal tømmes for alle de indtryk, der bombarderes med døgnet rundt på en efterskole. Sidst men ikke mindst skal der måske også lige laves lidt lektier.

I to bør tage en snak om, hvor meget I kan forlange/forvente af hinanden i det år, I er hver for sig på efterskole. Kan/vil I holde sammen, eller vil I hellere tage den fulde efterskoleoplevelse, være venner, og så se hvad der sker, når I kommer hjem efter dette år?

Jeg håber, du finder en god løsning. Jeg vil ønske dig et rigtig godt efterskoleår. Det er ”once in a lifetime”. Nyd det, alt det du kan.

Kærlig hilsen
Anja 

Annoncer