Hej med dig
Mange tak fordi du skriver til os. Den oplevelse, du har haft, er der mange både på din alder, men også voksne, der har prøvet.
Hjernen advarer – men skal du altid høre lige godt efter?
Vores hjerner (og vores hjerter) husker rigtig godt, når det handler om de oplevelser, som har gjort os ondt og kede af det. Hver gang vi nærmer os en situation, der minder om, siger hjernen: “Hey, kan du huske den gang, hvor det ikke gik godt?” Og så får vi lyst til at holde os væk og undgå de situationer.
Det er en god idé, hvis det handler om farlige oplevelser i trafikken eller noget, hvor vi er i fare. Altså alle de situationer, hvor vi kan komme til skade fysisk eller miste livet. Men hjernen advarer os på samme måde, når vores hjerte er i fare, men her skal vi måske ikke gøre alt, hvad hjernen siger.
Hvad skete der – og hvordan kommer I videre?
Du kan ikke styre, hvad de andre tænker om dig, men du kan være med til at gøre dit bedste og give dem mulighed for at se dig på en ny måde.
I blev uvenner engang. Det sker for os alle, og det kan være meget alvorligt. Men vi kan blive venner igen. Alt efter hvad der skete (hvor alvorligt det var) kan man godt få det ok med hinanden igen, men det er ikke sikkert, at man kan blive bedste venner igen.
Ét er dog helt sikkert: Hvis ingen af jer gør noget for at finde tilbage til venskabet igen, så sker det ikke.
Hvis du, hver gang du ser de to gå sammen, går væk eller kigger surt/bange/underligt på dem, så føler de måske, at det er DIG, der stadig er sur på dem. Men hvis du i stedet prøver at tale med dem – først med dem én ad gangen – og så stille og roligt giver dig selv lov til at have gode oplevelser med dem, så kan du hjælpe din hjerne til at huske, at du også har gode minder med dem.
Gode oplevelser kan skjule de dårlige
Nogle påstår, at der skal 10 gode oplevelser til at slette én dårlig. Jeg ved ikke, om tallet er helt præcist, men jeg VED, at vores hjerner er meget bedre til at huske én dårlig oplevelse. Så du skal hjælpe din hjerne til at samle på gode erfaringer med dine to “gamle bedste venner”.
Det kan godt være, at det der skete mellem jer dengang, kræver, at I får talt ud og får sagt undskyld, før I kan komme videre. Andre gange handler det egentlig bare om at komme videre. Gå i gang med at tale sammen almindeligt igen og begynd ikke med at grave i det, der skete den gang. Jeg ved dog ikke, hvad jeres uvenskab opstod af, men én af jer bliver nødt til at tage det første skridt for at komme videre.
Gør noget andet end det du plejer
Nu er det dig, der har skrevet til os, og du vil gerne af med den følelse, som du får, hver gang du ser de to gå sammen. Så du må gang med at gøre noget andet, end det du plejer. Når først du begynder at tale med dem igen, være sammen med dem – én og én eller begge på en gang – så kan din hjerne få samlet nye erfaringer, som den kan minde dig om. Gå hen og tal med dem, lav sjov, grin, slå en streg over det der skete. Livet er for kort til lange uvenskaber.
Jeg har selv prøvet den situation, som du beskriver, rigtig mange gange. De gange, hvor jeg har taget mod til mig og er gået hen for at tale ud med personen, så har det meste af min usikkerhed været noget, der foregik oppe i mit eget hoved. Den anden person var videre for længst og havde en oplevelse af, at det var mig, der ikke længere gad snakke med ham eller hende. Det jeg har mest erfaring med er faktisk, at de der uvenskaber (eller eftervirkningerne af uvenskaberne) bliver ved lige så længe, jeg ikke gør noget ved dem. Så der er kun én ting at gøre.
Vær glad for at du mærker noget
Det kan være hårdt, at hjernen gør dig ked af det ved at minde dig om dårlige oplevelser. Men vær glad for, at du ikke er følelseskold. Vær glad for, at du mærker, og gør så noget ved det, du mærker.
Jeg håber, du finder modet til at gøre noget andet, end det din hjerne vil lokke dig til. Den skal nok passe på dig, når der er noget farligt, men i denne situation synes jeg, at du skal gå ud og samle på nye oplevelser og erfaringer, som din hjerne kan huske til næste gang.
Måske kan du bruge rådene i vores artikel Få mere ud af dine vennesamtaler.
De kærligste hilsner fra
Anja