Kære fortvivlede pige
Tak for din besked. Når jeg læser din historie, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det må være svært og gøre ondt på så mange måder. Jeg vil gerne dele nogle overvejelser med dig, og jeg håber, noget af det kan være til hjælp.
Godt gået!
Først vil jeg gerne udtrykke min respekt for, at du valgte at bryde med din ekskæreste. Jeg er klar over, jeg kun hører en lille del og én side af historien, men det lyder, som om det var en klog beslutning. Vi kan alle fejle en eller to gange, men når et menneske sårer os voldsomt mange gange, er det tid til at stoppe op og overveje, om og hvordan forholdet skal fortsætte. Både fordi det kan gøre meget ondt at forsætte, og fordi vi kan sende det signal til os selv, at vi ikke er bedre værd.
At bryde forhold, hvor vi bliver dårligt behandlet og opsøge noget bedre, er det samme som at sige: “Det gør ondt at sige stop, men det er det værd. Jeg er det værd. For alle mennesker skal behandles med respekt, og selvfølgelig også mig.” Godt gået, pige! Det lyder, som om du er i gang med en sund proces. Smerten vil gå over, men selvrespekten beholder du. Rank ryggen og fortsæt i den retning!
Når jeg læser din beskrivelse af det, der er sket, gør det ondt i hjertet på mig. Det må have gjort ondt at opleve din kærestes gentagne svigt, finde sammen, blive svigtet igen. Det må have være benhårdt at sige stop og slå op. Og oven i det opleve, at din veninde opfører sig anderledes, end du havde troet. Du beskriver så fint, at du ikke forlanger, at din veninde bryder med sine venner, men dog at hun ville være der for dig. Den forventning forstår jeg godt!
Du er ikke alene
Mange dejlige og kloge mennesker har prøvet at stå i den situation, at et brud vender op og ned i venneflokken. Hvem er sammen med hvem? Betyder et brud mellem to kærester, at de andre skal “vælge side”? Hvordan forholder vennerne sig til fordelingen af skyld? Hvor meget kan den, der blev bedraget, forvente af de andre? Og flere spørgsmål af samme slags. I bøvler med dem, og I er ikke alene om det.
Det gør det ikke lettere at bære, men måske kan det være en hjælp at vide, at det ikke er dig, der er årsagen. Det er bare sådan, det fungerer nogle gange for mennesker. Problemet er, at din eks jo ikke kun er din eks; han er også de andres ven, og det fornemmer jeg, at du har fin forståelse for.
Vi kan kun tage imod
Samtidig savner du din venindes forståelse for, at du i denne situation ikke blot har mistet din kæreste, men også muligheden for at være sammen med dine venner. Det forstår jeg til gengæld også godt! Der er ingen lette svar – desværre. Den hårde sandhed er, at i venskab må vi sætte hinanden fri og tage imod, hvad de kan og ønsker at give os. Vi kan, som du så flot har gjort, fortælle hvad vi har behov for, og se hvad der sker.
Det gør ondt, når vi bliver skuffede. Meget ondt. For dig kan smerten måske handle om, at det “bare” gør ondt, om at være ensom, om at blive dårligt behandlet igen. Måske også om, at det opleves som blodig uretfærdighed, at den, der har opført sig forkert, nu hygger sig med dine venner.
Du er mere værd!
Det leder mig videre til det næste: Ved du godt, at du er bedre værd? Det kan lyde letkøbt at spørge, men bliv ikke for hurtigt færdig med spørgsmålet – for det er du. Det næste er svært at sige ordentligt på skrift, og jeg ville så gerne kunne sidde ansigt til ansigt med dig og tale med dig om disse ting. Men det kan jeg ikke, og nu gør jeg mit bedste her bag tastaturet. Tilgiv mig, hvis jeg tager fejl. Først nogle spørgsmål, jeg vil foreslå dig at tænke over et par dage:
- Hvordan synes du, forhold mellem mennesker skal være?
- Har du venner, hvor du føler dig set, vigtig og respekteret?
- Hvad siger du – ordløst – til dig selv i løbet af dagen?
- Hvordan kan du være din egen bedste veninde eller mor og far i denne tid (lytte, beskytte, trøste, bakke op)?
Jeg spørger, fordi jeg fornemmer, du er god til at sætte ord på dine følelser. Måske kan du bruge den evne til at hjælpe dig igennem?
Kan du i breve (afsendt eller ej), en dagbog, digte eller andet sætte ord på det, du oplever i venneflokken? Og hvordan du har det med det? Og hvad du drømmer om skulle ske i dit liv?
Usundt fællesskab?
Måske tager jeg fejl, men det er, som om der er en usund dynamik i jeres venneflok. Tager jeg fejl, når jeg fornemmer, at de passer bedre på sig selv end på andre? Du skriver om din veninde: “Jeg kan godt se hendes pointe, men jeg havde bare selv handlet anderledes.” Det tror jeg faktisk, du havde. Jeg sidder og tænker på, om du måske hører til blandt dem, der passer bedre på vennerne end dig selv? Den kombination kan nemlig gøre ondt på dig!
Mit indtryk er, at dine venner er hyggelige og dejlige mennesker, indtil venskab og troskab kræver, at de skal træffe ubehagelige valg, være loyale og bære ubehageligheder (som at vælge det mindre muntre samvær med dig frem for festen med de andre.) Hvis der er noget om snakken – og det ved du langt bedre end jeg – så betyder det, at du kan nyde deres selskab alt det, du har lyst til, velvidende at de er venner i medgang men falder fra i modgang.
Rigtige venner
Måske skal du passe godt på dig selv og stille og roligt begynde at opsøge fællesskaber og aktiviteter, hvor du kan møde mennesker, der med tiden kan blive rigtige og gode venner. Fællesskaber, hvor I laver ting, der giver god mening for dig, glæder dig og får dig til at blomstre og være tryg. Hvad kunne det være?
Her er en dobbelt gevinst: Tit finder vi sammen med mennesker, der behandler os med samme grad af omsorg, som vi behandler os selv med. Når du behandler dig selv godt, vil det også være lettere at finde sammen med andre, der behandler dig godt og respektfuldt.
Elsk dig selv
Jeg ved ikke, hvor meget kristendommen betyder for dig, men jeg har lyst til at citere et sted fra Bibelen, hvor der står: “Du skal elske din næste som dig selv.” Du kan læse mere om det i vores artikel Du er meget værd! Det betyder, at du skal behandle dine medmennesker og dig selv ordentligt og kærligt.
At behandle andre kærligt og respektfuldt hører helt naturligt sammen med at behandle sig selv på samme måde. Der er masser af kærlighed i et værdigt og umisforståeligt nej til at blive behandlet dårligt, hvilket du også har prøvet.
At elske sig selv betyder også aktivt at opsøge og dyrke gode og varme relationer. Det kan være både nye relationer, gamle, der er trådt i baggrunden eller uudforskede muligheder i udkanten af din bevidsthed og omgangskreds, som måske kunne fortjene lidt opmærksomhed i form af en aften med TV, en kop kaffe i en park eller tur i biografen, eller hvad der passer dig bedst.
Overvej alkoholens plads
Nogle oplever, at alkohol hjælper hyggen og den gode stemning på vej; andre kan opleve, at alkohol kommer til at fylde for meget på bekostning af det afslappede og ærlige samvær. Jeg tager det op, fordi du et par gange nævner alkohol i forbindelse med dine smertefulde oplevelser. Måske er det værd at overveje, hvor meget og hvordan du ønsker alkohol skal fylde i dine relationer fremover.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, du finder en vej igennem alt det her.
De bedste og varmeste hilsner fra
Anne Kathrine