I tvivl om forhold - hvad stiller jeg op med kærestes dominans?

Hej Adam og Eva. Jeg skriver ind, fordi jeg er meget i tvivl, om jeg skal blive i mit forhold eller ej. Jeg elsker min kæreste gennem lidt over 2 år så overdrevent højt, og kan slet ikke forestille mig med en anden end ham. Min familie elsker ham, og hans familie elsker mig, og jeg elsker dem. Jeg mødte ham, da jeg var 14, og han var min allerførste kærlighed. Vi gik fra hinanden ca. et år efter, og har så fundet sammen igen for 2 år siden.

Problemet er bare, at jeg synes, at han er alt for dominerende. Når jeg spørger ham, hvorfor han er så dominerende, siger han bare, at jeg er ligeså god om det, som han er, og det synes jeg bestemt ikke.

Jeg må f.eks. ikke have facebook for ham, fordi han siger, at der er alt for mange fyre, der skriver til mig. Dengang han sagde det til mig, og jeg sagde, at det var jeg ligeglad med, sagde han bare, at facebook betyder mere for mig, end han gjorde. Det passer jo selvfølgelig ikke..

Der er mange ting, og det er bare den måde, han siger tingene på. Han får det til at lyde som om, at hvis jeg gør det, jeg selv gerne vil, så skider jeg på ham, på vores forhold og så elsker jeg ham ikke nok.

Jeg kan komme med mange eksempler:

Jeg blev på et tidspunkt tilbudt at være model. Det lavede han en kæmpe scene over, fordi jeg synes, det lød så spændende, og det jo var en hver piges drøm. Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde tænkt mig at gøre karriere ud af det, men at jeg bare gerne ville prøve det, for hvem får det tilbudt? Efter over en uges skænderier, hvor jeg holdte fast og sagde, at jeg ville gøre det, gav han efter og sagde okay. Men jeg måtte kun få taget billeder den ene gang. Da vi nåede derud og jeg skulle have taget billeder, lavede han den største scene. Det var simpelthen så pinligt for mig overfor denne mand og min mor som stod og kiggede.. Det var faktisk så pinligt og jeg aldrig har kontaktet ham siden.

Efterfølgende var han glad og tilfreds i noget tid, for nu havde han jo fået hans vilje.

Et andet eksempel var, at min veninde inviterede mig og ham til hendes fødselsdag. Han gad ikke med, fordi han ikke kendte nogen, og derfor måtte jeg heller ikke tage med derover. Det blev jeg simpelthen så ked af over, især fordi alle spurgte mig, om jeg ikke nok ville komme, og at jeg skulle tage afsted alligevel. Det var vi også uvenner over i en uge, hvor han skabte sig, og smed rundt med tingene og truede mig. Jeg var fast besluttet på at tage derover alligevel, men endte med ikke at gøre det. Jeg var simpelthen så bange for, at han ville lave en scene igen, og gøre det rigtig pinligt overfor alle mine veninder. Jeg endte med at sige til min veninde, at jeg havde en anden aftale, og at jeg ikke kunne komme.

Derefter fik jeg så tilbudt at få et nyt job, hvor jeg skulle til samtale med chefen. Det var han heller ikke glad for og gik og sagde til mig i længere tid, at nu troede jeg, at jeg skulle til samtale, men at manden bare var ude på at voldtage mig. Det blev jeg sur over, og spurgte, hvorfor han ALDRIG kunne være glad på mine vegne? Hver gang, der sker noget, som jeg bliver overrasket og glad over, synes han at det er noget lort og gør alt for at tale mig fra det.

Nu har jeg så fået en invitation til at komme til casting på en lille film på filmskolen, og det synes jeg selvfølgelig også lød utrolig spændende. Det første han siger er: det gør du ikke.. Jeg synes, det er så irriterende, at jeg skal kæmpe mod ham hver gang, der er noget, jeg gerne vil. Jeg har så sagt igen, at det havde jeg tænkt mig at gøre, og det eneste an sagde til mig var, at hvis jeg skulle gå og lave nogle blikke til en fyr, så kunne jeg godt regne med, at vi ville blive uvenner.

Ang. galla på min skole til næste år, det må jeg heller ikke tage til.

Jeg må egentlig kun gøre noget,hvis det KUN er piger,der er til stede.

Han siger hele tiden, at han ikke stoler på mig, og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor han så overhovedet gider og være sammen med mig?

Har gået fra ham et par gange og hver gang kommer han kravlende tilbage og siger, at jeg aldrig nogensinde kommer af med ham, han vil altid være efter mig, han elsker mig overalt, og at jeg er hans livs kærlighed. Jeg forstår bare ikke, hvorfor han er sådan mod mig så?

Jeg har snakket med veninder og familie, og alle siger til mig, at han ikke vil forstå tingene, før jeg gør, som det passer mig og trodser ham. Selv hans EGEN familie siger til mig, at han ikke skal bestemme over mig, og at jeg bare skal gøre, som jeg har lyst til.

Jeg er 20 år nu, og hvis jeg ikke kommer ud og oplever en masse nu, hvornår skal jeg så gøre det??

Jeg er simpelthen så fortvivlet omkring vores forhold, og undskyld dette blev så langt, men det er så svært for mig.

En anden ting er også, at han naturligt er meget negativ omkring alting, hvor jeg er typen, der møder alle med et smil og et grin, og ser noget positivt i alt, uden at gøre mig til et englebarn. Jeg tror, at grunden til, at han elsker mig så meget, er, at jeg med mit grin og smil får ham til at være gladere, hvor han egentlig kun gør mig negativ. Jeg føler, jeg har mistet noget af mig selv, og jeg er slet ikke den samme pige, han blev forelsket i. Jeg kan ikke kende mig selv længere.

Jeg skal dog sige, at han nogen gange også bare er verdens bedste kæreste, og går og fortæller mig, hvor smuk og dejlig jeg er og giver mig nogle små overraskelser engang imellem.

Hilsen den 20-årige