Hvorfor vil jeg både være “uskyldig” og drikke til fester?

Vis spørgsmål

 

Hej A og E

 

Skriver, da jeg i den sidste periode har haft nogle følelsesmæssige ret hårde oplevelser. Måske ikke det helt store, men sådan har jeg følt det.

Helt konkret er jeg en pige på 15 år. Jeg har ikke gået til fester særlig længe, og dermed heller ikke rigtig drukket. Lidt det samme med rygning. Det er dog en verden, jeg har været ret interesseret i og egentlig også lidt fascineret af, hvor dumt det end lyder. For jeg ved udmærket godt, at begge dele er skadelige og med konsekvenser.

Jeg var så for nylig til en fest, hvor jeg lige pludselig drak, så jeg blev noget nær ret fuld. Jeg har før drukket lidt, men aldrig til en beruselse. Til festen fik jeg også røget en cigaret. Da jeg vågnede næste morgen, stod nogle oplevelser helt klare men ikke alle. Kunne ikke huske, hvad jeg helt præcist havde sagt noget af tiden, eller hvor mange der så mig ryge osv, og det tog faktisk meget hårdt på mig. Inderst inde fordi jeg er så forvirret.

På den ene side vil jeg gerne gå til fester og drikke og måske ryge ind i mellem, samtidig med at jeg ikke kan klare det følelsesmæssige ved at drikke så meget, at man mister noget af hukommelsen og det at ryge foran andre. For på en måde føler jeg mig stadig som et lille barn, der slet ikke gør alle de ting, og som gerne vil ses på som “uskyldig”, mens jeg sommetider har det helt modsat.

Det er altsammen vildt frustrerende og forvirrende. Jeg håber, at I vil forstå dette og ikke være alt for hårde. For jeg ved udmærket godt, at dette sikkert ikke giver den store mening og mest af alt bare lyder voldsomt dumt. Men jeg synes, I er så gode til at forstå følelser, og dem er jeg overvældet af lige nu og har brug for lidt hjælp.

 

Mvh E

 

SVAR:

Kære E!

Det lyder som en rigtig svær situation, du står i. Først og fremmest vil jeg gerne rose dig for at række ud og bede om hjælp. Det er et stort skridt, som mange ikke formår at tage. Du er også virkelig god til at sætte ord på det, du kæmper med. Nu vil jeg så forsøge at svare dig, så godt jeg kan.

Rusmidler

Du skriver, at du har oplevet nogle svære ting uden at komme mere ind på, hvad det er. Jeg ville ønske, at jeg kendte mere til det, du har oplevet. For jeg tror, at det har meget at gøre med hele problematikken. Lad mig prøve at forklare lidt nærmere.
Både alkohol og rygning går ind under kategorien rusmidler. Selv om man ikke bliver skæv af at ryge – ud over de første gange, man prøver det – så har det en effekt på psyken og kroppen. En cigaret indeholder nikotin, og når nikotinen forlader kroppen, oplever man en lidt tom følelse, som minder om sult eller usikkerhed. Derfor føles det rart at ryge den næste cigaret, da den tilfører nikotin igen, og dermed stopper den tomme fornemmelse. Hvis du inhalerer røgen, trækker du vejret ret dybt, hvilket også kan give en fornemmelse af afslappethed i kroppen. Derfor bruger mange cigaretter til at stabilisere sig i følelsesmæssige situationer. Vi ved alle, at rygning ikke er sundt, men jeg prøver bare lige at forklare, hvorfor det kan føles som en god idé at ryge. Alkohol ligger i den tungere ende af rusmiddelskalaen. Som du selv beskriver, kan alkohol give en rus, hvor du ikke har kontrol over dig selv og måske heller ikke bagefter kan huske, hvad du har lavet.

Fascineret af alkohol og rygning

Min tanke er, at du nok er fascineret af både alkohol og rygning af flere grunde. Den ene handler netop om, at de er rusmidler. Når vi oplever svære ting i livet, kan rusen være tillokkende, da den kan virke til at tage os ud af det svære. Problemet er bare, at rusen ofte giver nye problemer. Dem har du selv beskrevet i forhold til, hvordan du havde det bagefter. Sådan er det også med cigaretterne, da du jo selv beskriver, at det ikke er rart, at folk har set dig ryge.

Den anden del af fascinationen handler nok om det med at være voksen. Måske tror jeg det, fordi jeg selv begyndte at ryge for at vise, at jeg ikke bare var en sød lille pige. Jeg drak stort set aldrig alkohol, men ville gerne vise de andre, at jeg ikke var kedelig. Så jeg har selv prøvet noget af det, du fortæller om.

Du kan læse mere om alkohol og virkninger i vores artikel Alkohol – så det rykker.

Barn eller voksen

Jeg vil også gerne skrive lidt om det med at ville være voksen og barn på samme tid. Jeg vil prøve at forklare dig, hvad jeg tænker, og så må du endelig rette mig, hvis jeg tager fejl. I teenagetiden lever vi i et grænseland mellem at være børn og voksne. En del af at være voksen kan være virkelig tillokkende, da der er en større selvbestemmelse og frihed. Men det kan også være skræmmende, fordi du selv skal stå med ansvaret for dine valg. Derfor kan det også være tillokkende at blive i det barnlige og uskyldige, hvor ansvaret ikke er så stort.

Her kommer så det, jeg tænker udfra din mail. Måske de svære ting, du har oplevet, har sat dig i en situation, hvor det er tydeligt, at du ikke længere kun er barn. Men du er måske stadig heller ikke voksen nok til at håndtere de ting. Og tro mig, sådan har vi voksne det sandelig også tit. Hvor ofte har man ikke hørt voksne ønske sig tilbage til en deres barndom, eller fortælle børn, hvor let de har det? Og hvem har lært dig, at alkohol og rygning er noget rart, der hjælper, hvis man har det skidt? Det har de voksne. Måske ikke dem omkring dig, men så i fjernsynet og medierne. Så du skal bestemt ikke føle dig dum over at tænke sådan. For mig giver det rigtig god mening, at du føler dig fanget i følelserne af både at ville være barn og voksen. Hvis man kunne få al selvbestemmelsen og friheden ved at være voksen og al trygheden og uskyldigheden ved at være barn på én gang, så tror jeg mange af os ville vælge det.

Du kan måske få noget ud af at læse vores artikler Barn eller voksenHvem er jeg? og Du er meget værd!

Tal med en om de svære ting

Mit ønske for dig og råd til dig vil være, at du ikke eksperimenterer med rusmidler af nogen slags, mens du har det svært. For det giver bare nogle ekstra svære ting at slås med. Problemet med beruselse er netop, at det svækker ens hæmninger og tanker. Det kan virke rigtig rart, men det er også en meget utryg situation. Og det lyder bare ikke, som om du har brug for eller plads til den utryghed.
Tag gerne med til fest, men prøv at snakke med en veninde om, hvor træls du havde det efter festen, hvor du ikke kunne huske så meget. Så kan I måske aftale, at I to passer på hinanden.

Som sidste note vil jeg sige: Find nogen at få snakket om de svære ting med. Du må gerne skrive til mig, hvis du har lyst. Et menneske at snakke med er en langt mere moden, voksen og godtgørende ting end forskellige former for rusmidler.

Så, kære E, tak fordi du skrev. Det, du oplever, er slet ikke mærkeligt. Men naturlige ting i store overgange i livet kan være rigtig svære. Du er godt på vej. Det kan jeg læse i din måde at reflektere, beskrive og at du rækker ud efter hjælp. Godt gået.

Pas på dig selv – og vær nådig mod dig selv, når du mislykkes. Det gør vi alle.

Kærlig hilsen
Krista

Annoncer