Hvorfor skal jeg gå og bøvle med kærligheden?

Vis spørgsmål

Hvorfor skal mennesker elske, hvorfor kan vi ikke bare lade være med at føle noget, for følelserne bliver jo for meget. Jeg har i lang tid troet, at jeg ville klare det uden kærligheden, uden en der støtter mig, uden en der er der, når jeg har brug for en skulder og græde ud ved. Men desto mere, jeg prøver at leve uden nogen følelser, jo mere bliver jeg påvirket!

Mit selvværd og selvtillid fejler ikke noget. Jeg har det fint og dyrker en sport på et meget højt plan og klarer mig godt i skolen, så hvorfor skal jeg gå og bøvle med et problem med kærligheden?? Skal jeg bruge et stykke tid til at finde mig? eller hvad skal jeg gøre? Please hjælp mig

Moses, 14 år

SVAR:

Kære Moses

Du spørger, hvorfor du ikke bare kan lade være med at føle noget, og klare dig uden følelser og uden kærlighed? Det er svære spørgsmål at tumle med, men som du skriver i brevet, så har du opdaget, at når du prøver at leve uden, så påvirker det dig, og som jeg læser det, så savner du følelsen af kærlighed i dit liv.

Alle har behov for at få fyldt på ”kærlighedsbeholderen”

Jeg tror på, at vi som mennesker er skabt til at elske og blive elsket, og at det er bærende i vores liv, at der er mennesker, der elsker os betingelsesløst, uanset om vi fortjener det eller ej. Der er mange måder at beskrive kærlighedens betydning i vores liv på, men nogen har beskrevet det med et billede af en ”kærlighedsbeholder”, vi har i os. Og vi har behov for, at der er noget i den, som en bil har brug for benzin i tanken, for at den kan køre. Vi har brug for, at der er nogen, der tror på os, nogen der ser og hører os, når vi har brug for det, og når vi ikke har så meget brug for det. Og hvis vi ikke har noget i beholderen, så føles det som om, at vi må klare alting selv, og vi kan nemt blive usikre, utrygge, og ensomme.

”kærlighedsbeholderen” skal først og fremmest fyldes op af mennesker, der elsker os, bare fordi vi er den vi er, og ikke p.g.a. at vi er gode til noget, eller er søde og rare. Det er selvfølgelig først og fremmest dine forældre, og nærmeste, men også gode venner og voksne som vil dig det godt.

Som du beskriver dig selv, er du ikke usikker og utryg, du har gode værdier i form af sport, du er god til, og du er god i skolen, så du er, som jeg ser det, ikke helt tom for kærlighed, men samtidig kan jeg også mærke, at der er noget, du savner i dit liv.

Kun robotter klarer sig uden kærlighed

Jeg ved ikke, hvad der er sket for dig, men måske er du blevet svigtet af gode venner, eller du føler ikke noget nært og kærligt forhold til dine forældre. Det er ofte sådan, at hvis man er blevet svigtet, så er man bange for at blive det igen, og jeg tror, at det er p.g.a svigt, at du har besluttet dig for at klare dig selv uden følelser og kærlighed. Men det er kun robotter, der kan klare livet uden at have følelser, vi mennesker bliver påvirket af det, og føler ensomheden og skuffelsen eller hvad det nu er for følelser, du mærker lige nu.

Vigtigt at kende sig selv – sine følelser og sine behov

Nu ved jeg jo ikke præcis, hvad det er, du har brug for i dit liv, om det er gode venner, eller det er en kæreste du savner, men uanset hvad, er det nok en god ide, som du selv skriver, at du bruger noget tid på at finde dig selv. Først og fremmest er det nødvendigt, at du bliver klar over med dig selv, hvad det er, du føler. Det er vigtigt, at du gør dig klart, at følelserne er der, uanset om man vil have det eller ej, og så er det nemmeste, at man ved, hvad det er, man føler. Følelser er mange ting, det er både vrede, sorg, kærlighed, skuffelse, glæde, begejstring, stolthed, svigt, ensomhed, forelskelse o.s.v. ,så det kan være godt at finde frem til, hvad det er, der trænger sig på hos dig, og påvirker dig så meget. Det kan være svært at skille ad, men hvis du læser de ord, jeg har skrevet, er der nok nogen, der siger dig mere end andre, så kan du prøve at tænke over, hvad der påvirker dig mest.

Måske kan du få inspiration ved at læse disse artikler:

Hvem er jeg?

Pubertet - en ekstrem forvandling

Barn eller voksen

Er der nogen der kan li mig?

Hvem har du lyst at bruge tid sammen med?

Samtidig synes jeg, du skal prøve at se dig omkring, og se om der er nogen mennesker, der vil dig det godt. Hvis man er svigtet, eller skuffet, kan man ofte komme til at tro, at alle mennesker vil gøre det samme, men sådan er det heldigvis ikke. Du har brug for en skulder at græde ud ved engang imellem, eller bare en at snakke med, om hvordan du har det, og da er det en god ide at mærke efter, hvem du gerne vil være ven med. Det er vigtigt at give sig god tid og prøve sig frem med, hvem der er ok, og er gode at være sammen med, og hvem der har helt andre værdier end dig. Læs mere om gode venskaber her:

Gode venner

Pigevenner og drengevenner

Gå ikke alene - find en fortrolig

I din alder er der meget, der et vanskeligt at få styr på. Du er i overgangen til at blive voksen, og det er en tid, hvor du skal finde din egen identitet, samtidig med at kroppen og sindet forandrer sig, så det er svært at finde sine egne ben. Der kan det være godt, hvis du har nogle ”voksne”, som du kan snakke med om det. Jeg ved ikke, om du kan snakke med dine forældre, men ellers kan det være din træner, eller en lærer, det er godt at have en at støtte sig til.

Jeg ønsker dig held og lykke med det, og ønsker dig alt godt.

Hilsen Kirsten K. Christensen

Annoncer