Hvordan taler du med dit barn om transkønnethed?

Vis spørgsmål

“Da min 10-årige søn i dag var på toilettet i skolen, kom der en pige på hans egen alder for også at bruge toilettet. Min søn fortæller, at hun ikke længere er en pige, for nu hedder hun Mikkel.”

Du har måske oplevet noget lignende. Eller måske har du oplevet, at din søn eller datter har fortalt dig, at de føler sig mere som det modsatte køn. Hvad siger du til dit barn i sådanne situationer?

SVAR:

Børn kan næsten ikke undgå at høre om, at man kan ændre sit køn. Historier i medierne rammer også tit barneører. For få år siden var det en mand klædt som kvinde, der vandt det europæiske Melodi Grand Prix. Sådanne oplevelser vil få mange tanker til at køre rundt i hovedet på en del børn. Spørgsmålet er, om dit barn vil tage snakken om det med dig eller med andre.

Hvis du helst vil undgå at tale med dit barn om det, og dit barn ved, du har det sådan, fortæller du dermed dit barn to ting. For det første: Du vil (eller kan) ikke hjælpe dit barn med at håndtere det vanskelige emne. For det andet: Barnet vil få indtryk af, at kristne ikke kan give et kærligt og nuanceret svar på det spørgsmål, og den kristne tro kan ikke forholde sig til virkeligheden, som den er.

Det er naturligvis forskelligt, hvad du kan og vil sige til et barn på otte og et på 16 år, men her er et forslag til en samtale med et barn på omkring 10 år:

Forskellighed er skabt af Gud

Mennesker ser forskelligt på, hvordan verden er skruet sammen. Kristne bygger vores verdenssyn på, hvad Bibelen lærer os, fordi den er Guds ord til os. Den Gud som har skabt os.

Gud har skabt kvinder og mænd med helt samme værdi, og han skabte os forskellige. Forskelligheden er derfor vidunderlig og god, og vores seksuelle forskellighed er nødvendig for at skabe nye mennesker. Forklar derefter på en alderssvarende måde om de forskellige træk, der hører til at være en dreng og en pige.

Mænd er forskellige og kvinder er forskellige

Jeg vil også forsøge at prikke huller i kulturelle stereotyper om køn. Jeg vil fortælle mit barn, at nogle mænd kan lide at gå på jagt eller se fodbold. Andre mænd kan lide at lave mad eller skrive digte. Nogle piger har lyst til at gå i prinsessekjoler eller lege med dukker. Andre piger har lyst til at vade gennem skoven i overalls eller spille fodbold. Nogle mænd har nogle gange lyst til at bruge en boremaskine, mens de andre gange har lyst til en lang og dyb samtale med en god ven. Nogle kvinder har nogle gange lyst til en lang shoppetur med en veninde, mens de andre gange vil fælde et træ i haven.

Ikke alle mænd gør det, vores kultur generelt forventer, at mænd skal gøre. Ikke alle kvinder gør det, vores kultur generelt forventer, at kvinder skal gøre. Og det er både vigtigt og fantastisk, at det er sådan. Fordi vi med vores forskelligheder afspejler Guds skaberværk med alle de facetter og farver, han har skabt det med.

Der er skår i alting

Gud skabte verden perfekt, men den er blevet ødelagt af synd. Bibelen fortæller, at da de første mennesker, Eva og Adam, syndede og blev sendt uden for Paradisets have, gik Guds perfekte skaberværk i stykker. Der kom onde ting ind i verden som naturkatastrofer, sygdomme og død. Og altså også det, at nogle mennesker kan føle, de er født i en forkert krop. Det har ikke noget med deres egen personlige synd at gøre, når de oplever det sådan, men det er, fordi verden ikke længere er perfekt, som Gud skabte den.

Jeg vil også gøre opmærksom på, at ikke alle mennesker deler den bibelske måde at forklare verden på. Mennesker, der ikke anerkender Guds gode magt, vil heller ikke acceptere hans vejledning i Bibelen. Sommetider har vi kristne heller ikke lyst til at rette os efter det, der står i Bibelen … Men vi vælger at gøre det alligevel, fordi vi ved, at Gud kender til og har fortalt os, hvordan vi får det bedst mulige menneskeliv.

Født i en forkert krop

Nogle mennesker føler, de er blevet født som et andet køn end det, deres krop viser. Derfor føler de, at de er født i en forkert krop. Det kan gøre dem enormt kede af det at have det på den måde, og det kan være virkelig svært at have det sådan. Vi må aldrig tale ondt om eller være onde over for dem, der føler sådan. Vi må aldrig tænke om dem, at de er mærkelige eller “freaks”, for de er skabt i Guds billede som mennesker. Men vi må huske på, at Gud skabte dem til at være en mand eller kvinde med en mands eller kvindes krop, og derfor er det de føler, ikke hvad Gud ønsker for dem.

I en falden verden gør alle mennesker synd og har noget i deres liv, der er i stykker. Noget, som de ikke ønsker, og som de ikke bare kan lade ligge. Derfor har enhver kristen sommetider brug for at sige nej til noget af det, vi har lyst til, fordi Jesus er vores herre. At være kristen betyder, at vi må stole på Gud, selv når det føles forskelligt fra, hvad vi oplever, fornemmer og ønsker. At være kristen betyder også, at vi skal elske dem, der er omkring os, selv når – måske især når – vi er uenige med dem. Det gjorde Jesus.

Vær ærlig og modig

Når dit barn spørger om noget, du ikke umiddelbart har et svar på, skal du have mod til at sige: “Jeg ved det ikke, men jeg vil gerne undersøge, hvad Bibelen siger om det.” Når du er ærlig over for dit barn om svære spørgsmål og lader barnet vide, at du vil gøre alt for at hjælpe det i stedet for at give et eller andet intetsigende svar, viser du, at du tager din opgave alvorligt med at hjælpe dem i en udfordrende verden.

Hold samtalen i gang, mens dit barn vokser til. Naturligvis vil der komme andre og måske mere udfordrende spørgsmål, efterhånden som dit barn bliver ældre. Vær med til at opmuntre barnet til fortsat at tale med dig om de spørgsmål. Også når dit pubertets- og teenagebarn stiller vanskelige og måske lidt ubehagelige spørgsmål. Netop i den periode har dit barn brug for din opmærksomhed, din tillid og din bekræftelse. Her gælder det om at være “sandheden tro i kærlighed” – med lige stor vægt på begge dele.

Lad din kommunikation være troværdig, men ikke arrogant; empatisk og ikke hård; ærlig og hverken forsimplet eller fuld af floskler.

Læs også artiklen De gode samtaler med børn om sex.

Du kan måske også finde hjælp i KNUS - Kristent Netværk omkring Udfordret Seksualitet.

Artiklen er et oversat og bearbejdet afsnit (side 134-137) fra bogen God and the Transgender Debate: What Does the Bible Actually Say About Gender Identity?, Andrew T. Walker, The Good Book Company, 2018.

Annoncer