Begrebet interkøn bruges om de ca. 1,1 % af Danmarks befolkning, der fødes med atypiske kønstræk. Det kan være variationer i kønsorganerne, kønskromosomerne eller kønshormonerne testosteron (drenge) og østrogen (piger). På nogle nyfødte kan man se variationerne med det samme, mens det hos andre først viser sig senere i livet.
Nogle af variationerne har navne: Klinefelters syndrom (drenge/mænd) og Turners syndrom (piger). Læs mere på sundhed.dk.
Hvis du oplever en meget forsinket pubertet, er det en god idé at blive undersøgt af din egen læge, da nogle af symptomerne kan behandles med medicin.
Indtil videre er det ikke mange personer med variationer og forstyrrelser i den biologiske kønsudvikling, der betegner sig selv som interkønnede. Interkøn har ikke noget at gøre med hverken seksuel orientering eller kønsidentitet.
Før i tiden kaldte man variationerne for hermafrodisme, tvekønnethed, intersex m.m. På dansk bruger sundhedsvæsenet nu forkortelsen DSD fra den engelske beskrivelse Differences/disorders of Sex Development.