Hvordan skal jeg bearbejde min jalousi?

Vis spørgsmål

Hej

Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over et år, og vi har det rigtig dejligt sammen, faktisk så dejligt at jeg vil bruge ordet fantastisk :-)

Jeg kan ikke sætte en finger på noget, men der er dog en ting, som er fuldstændig dræbende for mig: Jeg lider af jalousi!

Min kæreste har en ekskæreste, som han har været sammen med i to år, og desuden var der en pige på studiet, som han har haft lidt med, inden han og jeg fandt sammen, plus en pige som engang prøvede at kysse ham, mens vi var sammen. Og de piger er mine fjender!!

Jeg er meget splittet over de følelser, som hober sig op i mig, når jalousien bryder frem. Jeg hader disse piger i det øjeblik, men jeg bliver så ked af det, da jeg burde elske dem og ved, at de er Guds børn, som jeg selv er. Og som Jesus selv siger, skal man elske sin fjende som sin næste. Jeg har så svært ved dette.

Min kæreste kan hurtigt mærke, når jeg er ked af det over disse jalousi-problemer, og vi snakker på en god måde om det.

Alligevel er det så hårdt, for jeg kan se, han bliver rigtig ked af det. “Ved du ikke, at jeg elsker dig?” spørger han. Og jo, jeg ved han elsker mig og vil leve resten af livet sammen med mig. Jeg prøver derfor at forklare ham, at det IKKE er, fordi jeg IKKE stoler på ham, og at det på en måde ikke handler om ham men om mig selv, fordi jeg sammenligner mig selv med disse piger og føler, at de er smukkere, dejligere og bedre end mig.

Jeg har selv en ekskæreste, som jeg var sammen med i fire år. Og min kæreste smider altid dette kort på bordet: “Tænk på, at sådan som DU har det med DIN ekskæreste, sådan har jeg det også med min.” Jeg har på ingen måder følelser for min ekskæreste (det er et afsluttet kapitel), men tænker tilbage på de fire år, som år jeg ikke ville være foruden og nogle år, hvor jeg lærte meget. Og hvor jeg er nu, er der, hvor jeg gerne vil være. Jeg kan godt se fornuften i det, min kæreste siger, men mit hjerte og mine følelser forstår det ikke, og det bliver ved med at blive knust, når bomben springer, og jalousien bryder frem. Det er så hæmmende og dræbende for min hverdag og mit humør.

Jeg ved, det handler om mit lave selvværd, og at jeg ikke føler, jeg er god nok. Jeg vil SÅ GERNE arbejde på dette, men jeg har svært ved at forstå, hvordan jeg skal gøre det ... Hvor skal jeg begynde?

Mvh L, 23 år 

SVAR:

Hej L

Tak for dit ærlige og selvreflekterende brev. Du har fat i rigtig mange ting, som jeg gerne vil give dig noget tilbage på.

Selvplacering

Det første, jeg lægger mærke til, er, at du er helt klar på, at du er, hvor du gerne vil være mht. at være kæreste med ham, du er kæreste med. Du skriver:
“Vi har det faktisk dejligt, ja fantastisk.”
“Jeg kan ikke sætte en finger på noget.”
“Der, hvor jeg er nu, vil jeg gerne være.”
At tænke på din afklarede selvplacering kan være et godt sted at stå, når der er noget i kæresteforholdet, som udfordrer. Det kan være et trygt ståsted. Og det lyder til, at din kæreste også er der, hvor han gerne vil være. Han har sagt, at han elsker dig.

At sortere ting

Du beskriver, at du tidligere har haft en kæreste i fire år. Du sorterer i to:
Jeg ville ikke have været det foruden.
Jeg har lært meget.
Ved at skille ting ad på den måde får du mulighed for at finde ud af: Hvad er godt? Hvad udfordrer?

I dit nuværende kæresteforhold har du også mulighed for at sortere:
Vi ved, at vi vil hinanden. 
Min jalousi udfordrer mig og os.

Kan du skille det ad og tænke:
Hvor er det dejligt, at vi begge vil hinanden.
Jeg tager mig af min udfordring: Jeg er jaloux.

For mig lyder det nemlig, som om du er i fuld gang med at se, hvad du kan gøre ved din jaloux side. Du er allerede nået frem til, at det hænger sammen med dit lave selvværd. Og du spørger, hvor du skal begynde. Ved at spørge sådan har du allerede åbnet en sprække ind til mulighed for nytænkning.

At mærke sig selv

Har du tænkt på, det er godt at kunne mærke sig selv? Det er godt at kunne mærke: Jeg har en jaloux side. Det giver mulighed for at tage sig af den side.

At opbygge selvværd

Måske kan jeg opmuntre dig med, at du har mulighed for at arbejde med dit selvværd. Selvværd er ikke fastlåst, men bevægeligt. Hvis vi ikke er vokset op med sundt selvværd, er det helt normalt at komme til at sammenligne sig med andre. Derfor vil jeg spørge, om du er vokset op med, at dine forældre fx har fortalt dig:
Du er en dejlig pige. 
Vi holder af dig, som du er.
Du betyder alt for os.
Du er vores skønne datter.

Overvej, om de har sagt noget til dig, som har betydet, at du mærker, du er OK. Hvis du kan konstatere, det har manglet, så kan du måske sige til dig selv: Jeg har manglet at høre, at jeg er OK, så det er helt forståeligt, at jeg bøvler med lavt selvværd. At forstå sig selv er et skridt i den rigtige retning. Måske har du bebrejdet dig selv for, at du er jaloux. Lavt selvværd giver netop grobund for jalousi. Måske kan du prøve i stedet at tænke: “Jeg ved, hvor jalousien kommer fra.”

At blive repareret

Når vi har sårbare steder, kan ens kæreste/partner/ægtefælle være med til at reparere det, der gør ondt. Prøv at notere nogle sætninger, som din kæreste har sagt til dig, som netop kan øge dit selvværd: Jeg starter for dig med at skrive en sætning, som du allerede har nævnt:
Jeg elsker dig.

Fortsæt nu selv ...

Forhindringer i at modtage

I dit brev læser jeg, at din kæreste siger dejlige ting til dig, men det er svært for dig at modtage. Kan du forestille dig, at der er en side i dig, som måske næsten kan finde på at sige: “Det er løgn, når min kæreste siger noget dejligt til mig.” Er det muligt for dig at sige: “Goddag side, dig kender jeg godt. Du må gerne holde pause, for der er en anden side, som har brug for at komme frem.” Måske du lægger mærke til, at siden bliver mødt venligt. Ikke med skældud. Det har den ikke brug for; der er jo en grund til, at den kommer frem: Den tror nemlig, at den har fat i sandheden. Ved at tænke sådan giver det mulighed for, at en anden side i dig kan få plads; den side der længes efter at modtage og vokse i at være god nok.

Jeg har nu skrevet nogle tanker til dig. Måske er det en idé, at du viser mit svar til din kæreste, så I kan følges i det, som udfordrer dig/jer mht. jalousi.

Måske kan du også få hjælp af at læse artiklerne Hvad er jeg værd? og Når fortiden gør ondt.

Hav et godt følgeskab. Velkommen til at vende tilbage.

Mange hilsner
Hanne Esmarch

Annoncer