Min jalousi ødelægger forholdet - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej :) Jeg har en rigtig dejlig kæreste, som jeg har været sammen med i snart 17 måneder. Vi elsker hinanden rigtig højt, og det fører så til min jalousi.

Jeg er bange for at dele hende med andre end mig. Hun har lige mødt en til et førstehjælpskursus, og de er så begyndt at skrive og snakke sammen. Jeg har det rigtig svært med, at de skal være sammen. Han har selv en kæreste, men hun bor i Jylland, så jeg er stadig meget utryg ved det hele.

Jeg har lavet meget lort for tiden, men hun har ligesom tilgivet mig, og vi er stadig sammen. Men nu begynder min jalousi bare at hobe sig op, og er ved at ødelægge vores forhold.

Jeg kan mærke, at det her er det rigtige med hende og jeg. Så please, jeg søger virkelig hjælp til at komme over min jalousi, eller bare mindske den, så den ikke er noget problem mere.

Tak på forhånd.

M, 17år

SVAR:

Hej M

Tak for din henvendelse til AdamogEva. Jeg vil prøve, om jeg kan hjælpe dig lidt på vej.

Jalousi er ved at ødelægge vores forhold

Du fortæller, at du føler, at din jalousi er ved at ødelægge dit forhold til din kæreste. I har været kærester i næsten 1½ år, og du fortæller, at du holder rigtig meget af hende. Din kæreste har mødt en fyr på et førstehjælpskursus, og ham er hun begyndt at skrive og snakke lidt med. Det har du det ikke godt med, skriver du. Du er ikke glad for at dele hende med andre.

Det er lidt uklart for mig, om den jalousi, du skriver om, er en, der har forfulgt dig i længere tid, eller den mest handler om den helt konkrete situation, du nævner i din henvendelse. Du fortæller, at du har lavet meget lort i den for tiden. Jeg er usikker på, om det har noget at gøre med jalousien eller det handler om helt andre ting. Der er med andre ord nogle ting, som jeg gerne ville have spurgt nærmere ind til, hvis jeg kunne det. Det kan jeg ikke, så jeg må prøve at svare dig sådan lidt generelt.

Jalousi kan være en plage eller en hjælper

Jalousi er en følelse, som kan komme og gå og som vi ikke har helt styr på. I nogle tilfælde kan man være jaloux, selv om man egentlig ikke har nogen grund til det. Der kan jalousien være en plage. I andre situationer opstår jalousien, fordi der virkelig er grund til det. Der er jalousien en hjælper, som fortæller os, at der er noget galt, som vi må reagere på.

At bevare et parforhold kræver, at man konstant arbejder hen mod hinanden

Du fortæller, at din kæreste skriver og snakker med fyren fra kurset, men ikke om hvor meget, hvor ofte og om hvad. Jeg har dog en fornemmelse af, at den kontakt, der foregår også ville gøre mig bekymret, hvis det handlede om min kæreste og en anden fyr. Den fornemmelse jeg har, kan dog være helt forkert, for den har netop meget at gøre med, hvad det er for en slags kommunikation, der foregår. I mit svar til dig her, tager jeg udgangspunkt i, at den dialog, der foregår mellem dem, giver dig en god grund til at være bekymret og jaloux.

Min grundholdning til parforhold er, at så længe at man er par, så er det en del af konceptet, at begge arbejder med på forholdet og forsøger at gøre noget godt, for at parforholdet kan blive endnu bedre. Det føles utrolig nemt, så længe begge er forelskede. Når forelskelsen er gået over, skal man arbejde mere for det. Et parforhold, som man gerne vil bevare, kræver arbejde fra begge parter. Dette arbejde skal begge gå ind i og påtage sig. I samme øjeblik den ene melder sig ud af arbejdet eller begynder at arbejde i en anden retning, så er det første skridt hen mod opløsning af forholdet taget. Derfor er det vigtigt at gøre noget, hvis man fornemmer, at man selv eller den anden part har meldt sig ud af arbejdet eller tager skridt, som går i en forkert retning. Det er det jalousien kan være med til at meddele: ”Lige nu tager din kæreste skridt, som går i en forkert retning”.

Fortæl, at du ikke vil acceptere deres kommunikation

Jeg vurderer, at den jalousi du har, har du med god grund.

For mig at se, vil det være rigtigt, at du reagerer på det. Det er naturligt, fordi du ikke ønsker at miste din kæreste. Det er også naturligt, fordi du indtil videre må stole på, at din kæreste heller ikke vil miste dig. Derfor er det nødvendigt, at hun holder op med at gå ”den forkerte vej”.

Jeg synes, du skal sige til hende, at du holder så meget af hende, at du ikke kan acceptere, at hun involverer sig i tætte relationer med andre fyre end dig. Tag en snak med hinanden om, hvad I betyder for hinanden og hvor meget det betyder, at I passer på jeres forhold. Fortæl hende, hvad det betyder for dig, at hun ”tager skridt i den forkerte retning”. Vis hende evt. dette svar.

Måske accepterer hun dit ønske om, at hun ikke skal have kontakt med denne fyr. Måske accepterer hun det ikke. Som jeg ser det, vil det være en trussel for jeres forhold, hvis hun ikke gør det. Du må så gøre op med dig selv, hvor meget du vil sætte ind på, at kommunikationen mellem de to skal stoppe. Er det et ufravigeligt krav fra dig?

Jeg tror, at hvis det ikke stoppes, så vil din jalousi vokse, du vil komme til at føle trang til at kontrollere hende, du vil miste tilliden til hende, du vil faktisk begynde at kontrollere hende, kigge i hendes mail, hendes sms’er mv. og hun vil miste tilliden til dig, når hun opdager det. Du kan selv se, hvor det hele fører hen. Derfor mener jeg, at det skal stoppes nu.

Tag begge arbejdstøjet på

Du fortæller, at du har lavet meget lort for tiden. Måske har du også taget nogle skridt, som gik i den forkerte retning? Nogle skridt, hvor du glemte at passe på dig selv og jeres parforhold?

Måske er der basis for, at I begge får en erkendelse af, at hvis I vil hinanden, så må I lige hanke lidt op i hinanden. Måske I begge lige skal gøre lidt mere for at passe på det gode, som I har sammen. Efter 1½ år er forelskelsen efter al sandsynlighed ikke så stærk længere. Så kræver jeres parforhold mere vilje og samarbejde. Det er så det, I skal i gang med nu…

Som sagt ville jeg gerne have stillet dig et par spørgsmål, men jeg håber, at jeg, uden svarene på dem, alligevel har kunnet skrive noget til dig, som du kan bruge til noget.

Jeg ønsker alt det bedste for dig og din kæreste.

De bedste hilsner fra
Benny

 

PS: Spørger har siden sendt uddybende spørgsmål, som er besvaret her

Annoncer