Kære forvirrede mand
Tak for din henvendelse til AdamogEva.dk. Jeg kan ikke give dig de endelige svar på dine spørgsmål, men jeg vil komme med nogle tanker, som du forhåbentlig kan bruge.
Refleksion
Et brud er aldrig nemt, slet ikke når I har været sammen over længere tid. Dit ønske om at gøre alt godt igen, lære af dine fejltagelser og håbe på, at tilliden bliver genopbygget, er en god reaktion, der viser, at du tør reflektere over jeres forhold, og hvad der har været på spil.
Du beskriver flot, hvad I har været igennem, og det virker til, at du har en god selvindsigt. Det er begyndelsen på, at I kan komme videre.
Tillid og ærlighed
Du skriver, at du har givet hende plads, været der for hende og fortalt hende, hvad hun betyder for dig. Det er vigtige elementer i den proces, som det er at genopbygge en persons tillid. Denne tillid er i sig selv noget, der skal opbygges over lang tid og er et af de grundelementer i et forhold, man aldrig bliver færdig med.
Tillid er en sårbar størrelse, for den er utrolig svær at bygge op, men så utrolig nem at nedbryde. Tillid, der har været nedbrudt, er måske endnu sværere at bygge op igen. Derfor er det vigtigt, at I begge er ærlige over for hinanden. Ærlighed kræver mod – fra begge parter.
Derfor er det en god ide, at du giver det tid, som du selv foreslår. Prøv at læse vores artikel Slip angsten – giv nærheden en chance, som netop handler om, hvor vigtigt det er at være ærlig og vedholdende. Du er allerede godt på vej med nogle af disse ting, og selvom eksemplet i artiklen er lidt anderledes end det, du oplever, tænker jeg alligevel, den er relevant for dig, og du kan få noget ud af at læse den.
Kærlighed er mange ting
“Kærlighed er mere end følelser. Kærlighed er handling, vilje og holdning.” Sådan begynder vores artikel Kærlighed i praksis, som jeg synes, du og din pige skal læse. Den handler bl.a. om kærlighedens fem sprog (tid til hinanden, fysisk berøring, anerkendende ord, tjenester og at modtage gaver), og at man i parforhold skal tage bevidste valg.
Kærlighed er ikke bare følelser, men i høj grad vilje. Vil I hinanden? Du vil hende, men vil hun dig? I skal tage ansvar for hinanden, kommunikere og tale forventninger. Det er vigtige forudsætninger for, at et parforhold (og ægteskab) kan fungere.
Stabilitet og tryghed
Jeg tænker, det bedste, du kan gøre, er at fortsætte, som du gør. Det er vigtigt, at hun oplever dig som en rolig og stabil person. Når man er ivrig efter at få genopbygget en persons tillid, kan man godt i sin iver blive omklamrende. Vær derfor opmærksom på, at det, du gør, er naturligt og ikke virker påtaget og omklamrende.
Du skriver, at det går langsomt fremad. Det er godt og et tegn på at det, du gør, er rigtigt. Derfor er det også vigtigt, at du fortsætter på en naturlig måde. Hvis hun tidligere har oplevet dig som ustabil, vil det virke påtaget, hvis du pludselig gør noget, som du ikke har gjort tidligere, eller gør det oftere, end du tidligere har gjort. Hun skal mærke en god stabilitet fra dig, som er mulig for dig at fortsætte, når/hvis I finder sammen igen. Hun har brug for at føle sig tryg.
Konkret vil jeg råde dig til
- Vær naturlig og stabil
- Vær ærlig og vedholdende og giv hende samtidig den plads, hun har brug for
- Vær tålmodig
- Læs de artikler, jeg har henvist til, og tag bevidste valg i forholdet, som er truffet på baggrund af grundige overvejelser
Jeg håber, alt løser sig for dig.
Mange hilsner
Tabita Olesen