Kære forvirrede
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er godt, du har henvendt dig, for det er hårdt at gå alene med problemer, der “fylder det meste af ens hoved”. Og du skal ikke undskylde – det er kun godt, du får sat ord på de ting, der fylder.
Dit spørgsmål er, hvordan du kommer over ham. Jeg vil dog gerne starte et lidt andet sted.
Man lærer, at man vil overleve
Da jeg var chatrådgiver for børn og unge, chattede jeg med én, der havde en problemstilling, som lignede din. Jeg kunne gennem skærmen nærmest mærke hendes smerte – ligesom jeg kan fornemme din. Fordi jeg også har prøvet at være ulykkeligt forelsket. Dengang sagde jeg til min vejleder, at smerten ikke blev mindre med alderen – og man føler, man ikke kan overleve det. Han svarede: “Ja, men forskellen er, at man med alderen ved, at man vil overleve.” Jeg fortæller det, for at du ikke skal føle, at jeg bare er en voksen, der siger, det er så nemt, hvis du bare lige gør sådan og sådan. For det ved jeg, det ikke er. I dag kan jeg stadig blive så ked af det, at jeg er bange for ikke at overleve. Ting fylder mit hoved, og jeg kan være overbevist om, at de altid vil fylde så meget, at jeg næsten ikke kan tænke på andet. Men jeg ved – fordi jeg har oplevet det mange gange – at jeg overlever, og at de fleste ting med tiden kommer til at fylde mindre i mit hoved.
Du nævner ordsproget “Tiden læger alle sår”. Jeg har aldrig rigtig kunnet lide det citat, for det gør så ondt at få at vide, når det er lige NU, man har brug for lægedom. Jeg synes heller ikke, det er rigtigt. Tiden læger ikke alle sår, men jeg tror, at man med tiden kan lære at leve med sine sår.
Et svært dilemma
Du står i en svær situation, fordi det drejer sig om dine bedste venner. Det gør det særligt svært af mindst to årsager. For det første er det ofte lettere, når man skal komme over/glemme en, ikke at se, snakke eller være sammen med personen. Men det er både dine bedste venner, og i går i samme klasse, så det er umuligt slet ikke at se ham. Men du kan alligevel gøre noget; det kommer jeg ind på om lidt. For det andet er det ofte sine bedste venner, man taler med, når man er forelsket, og det kan du ikke rigtig gøre.
Hvordan du kommer videre
Men hvad gør du så? Du skal holde fast i, at han er din venindes kæreste. Altså er han ikke en mulighed for dig. Uanset hvor svært det er, bliver du nødt til at blive ved med at fortælle dig selv, at det ikke kan blive jer to. Du må slippe ham for at komme videre. Du bliver nødt til at opgive håbet. Det er meget svært (hvis ikke umuligt) at komme ordentligt videre, hvis du bliver ved med at håbe og tænke: “Måske på et tidspunkt …”
Det betyder også, at hver gang du tænker på dit udseende, må du sige til dig selv, at du gør det for din egen skyld og for, at der måske er en anden sød dreng derude. Det skal være for jeres skyld. Ikke for din bedste venindes kærestes skyld. Som du selv skriver, er det forkert og ikke sundt eller godt for dig. Du risikerer også at komme til at såre – ikke kun dig selv – men også dine bedste venner. Det virker måske kunstigt i starten, men øv dig på det og bliv ved.
Det gør ondt at blive valgt fra
Uanset, om du var forelsket i ham eller ikke, så gør det ondt at få at vide af en person, at man ikke lige er noget for dem. Det vil man blive ked af uanset hvad. Man vil bare gerne være vellidt og holdt af. Og det er jo heller ikke så mærkeligt, når han er en af dine bedste venner. For du er jo ikke bedste venner med ham for ingenting. Han må indeholde mange af de ting, du godt kan lide. Derfor kan det være vanskeligt at lære at være tætte venner med dem fra det andet køn, fordi man kan blive forvirret, usikker og ked af det, og det er let at komme til at forveksle gode-venner-følelser og forelskelses-følelser.
Jeg tænker også, det er en af drivkrafterne bag, at du nu står foran spejlet og tænker: “Hvad kan jeg ændre, for at han vil kunne lide mig?” Det er naturligt at tænke, når man bliver valgt fra, men det er ikke sundt. Du skal finde en fyr, hvor du ikke føler, at du skal lave dig selv om for at være den bedste i verden. Uanset hvor meget du ændrer dit udseende eller din væremåde, så er du dig. Helt enestående. Det skal du finde en, der sætter pris på, uden at du føler, du skal ændre dig.
Giv slip – og giv plads til andre ting
Som du selv skriver, bliver du nødt til at give slip på ham. Jeg tror, det vil være rigtig godt for dig, hvis du i en periode bruger så lidt tid sammen med ham som muligt. Fordi det vækker noget i dig og gør dig ked af det at være sammen med ham, og det holder liv i de følelser, du mærker. Hvis han er din bedste ven, vil han også respektere og acceptere det.
Tving dig selv til at tænke på noget andet, når han dukker op i dit hoved. Lav noget andet, gør noget andet, vær sammen med mennesker, du kan hygge og have det sjovt med. Bestem dig for, at du ikke vil være sammen med en, som ikke vil være sammen med dig, og som du føler, at du skal ændre dig for. Du fortjener bedre. Sig også til dig selv, at du ikke vil ødelægge noget for din veninde og risikere venskabet med begge dine bedste venner. Når han dukker op i dit hoved, kan du ringe eller skrive til venner eller familie. Ikke for at tale om ham men for at tænke på noget andet.
Tænk på, at han heller ikke er perfekt. Der er sikkert flere ting, du ikke synes så godt om. Når man er forelsket, er det svært at se disse ting. Men husk på, at de er der, og at der er andre fyre, der har mange af de samme gode kvaliteter som ham.
Det kan også være vigtigt for dig at tænke på, at hvis de to en gang skulle slå op, vil det jo nok være dig, din veninde vil komme til, da I er bedste venner, og så er det ikke rart at have arbejdet på, de skulle gå fra hinanden.
Hvis følelser bare kunne beordres væk
Til sidst skal du vide, at uanset hvad jeg skriver, eller hvad du gør, siger eller tænker, så glemmer du ham ikke fra det ene øjeblik til det næste. Nogle gange ville man gerne kunne beordre sine følelser bare at forsvinde, men det kan man ikke. Men du skal også vide, at det bliver bedre, og du overlever – også selvom det går langsomt og føles helt anderledes. Prøv i stedet at se frem til, at du møder en fyr, som du ikke er i tvivl om, at du er forelsket i, og hvor det er gengældt. Det fortjener du!
Hvis du har lyst til at læse lidt mere, kan jeg anbefale dig at kigge på artiklerne
Pigevenner og drengevenner
Slå koldt vand i blodet
og svarene
Forelsket – hvad gør jeg, nu han har noget seriøst med en anden?
Jeg er forelsket i den samme som min veninde – hvad skal jeg gøre?
Kan jeg være ven med min venindes kæreste?
Er forelsket i en pige, der kun vil være venner
Med ønsket om alt det bedste …
Kærlig hilsen
Dorthe Mørch Mikkelsen