Kære M
Tak for dit spørgsmål! Jeg kan godt forstå, at det er en svær situation, du står i med en veninde, som du holder meget af og ønsker at bevare det gode forhold til og så hendes kæreste, som er sød ved dig og siger de ting til dig, han gør. Veninder og deres kærester er et minefelt og vil altid være det, og derfor er det rigtig godt, at du tager problemet alvorligt og gør noget ved det. Der er mange følelser på spil, og man kan hurtigt komme til at såre nogle af de mennesker, man holder allermest af.
Grænser der overskrides
Som jeg læser det, du skriver, synes jeg, det lyder som om din venindes kæreste går alt for langt i sit forhold til dig. Når han siger, du er smuk, skriver at han elsker dig, og at du er sød, så kan jeg godt forstå, at din veninde bliver ked af det. Selvfølgelig er det dejligt for dig, at han siger og gør sådan overfor dig, men du er ikke hans kæreste, og derfor skal han ikke gøre det. Det er at gå over grænsen både i forhold til dig og i forhold til din veninde. Jeg tror egentlig godt, at du ved det et eller andet sted. Det virker på mig, som om du allerede godt kan se, at det er problematisk, og at det kan komme til at gøre rigtig ondt i jeres forhold, hvis I ikke finder en anden måde at være sammen på.
Til overvejelse
Jeg synes, du skal bruge noget tid på at svare på de spørgsmål, som jeg vil stille og så se, om det får dig frem mod noget, du vil gøre i jeres forhold:
- Hvad føler du for din veninde, og hvor vigtigt er jeres venskab for dig?
- Når du ser på det forhold, du har til hendes kæreste, og de ting I skriver til hinanden, kan du så godt forstå, at din veninde bliver ked af det og vred over det?
- Ville du blive ked af det og vred, hvis det var din veninde, der behandlede dig og din kæreste sådan?
I siger måske til hende, at det I skriver til hinanden ikke betyder noget, og at der ikke er følelser mellem jer, men I handler, som om der er. Man kan ikke skrive til hinanden, at man elsker hinanden og give en masse komplimenter, uden at det sætter ting igang både i jer selv og I andre. Kan du se, at det du siger til din veninde om, at du ikke har kærestefølelser overfor hendes kæreste ikke hænger så godt sammen med den måde, du og han opfører jer på?
Vigtigt med klare grænser
Hvis du prioriterer din veninde og jeres venskab, så vil jeg foreslå, at du sætter dig ned med hendes kæreste og fortæller ham, at han ikke skal skrive den slags ting til dig, så længe han er kæreste med din veninde. Han kan sagtens være din ven, og I kan lave sjove ting sammen, men det skal ikke være mere end det. Han skal vise sin kæreste, at det er hende og ikke dig, der kommer først. Hvis han ikke kan det, skal han måske overveje, om han overhovedet skal være kæreste med hende.
Hvis du helt tydeligt og klart fortæller ham, hvor grænsen mellem venskab og kæresteforhold går, og at du gerne vil være ven med ham, så viser du respekt for både dig selv, din veninde og ham. Det er meget vigtigt! Og hvis du har brug for nogen at tale med om ting i dit eget liv, som du har svært ved eller er ked af, så synes jeg, du skal tale med dine veninder om det og ikke med deres kærester.
Jeg håber, du kan bruge det, jeg har skrevet til noget, og at du finder en rigtig god løsning på problemet.
Læs også vores artikel Et trin ad gangen er det mest sikre.
De bedste hilsner
Eva