Kære ”Den fortabte”
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan godt forstå, det er svært med tilliden mellem jer. - Løgn er noget af det, der kan være den største trussel i et parforhold. Derfor kan jeg godt forstå, det er svært for jer lige nu og jeg gætter på, at du oplever skyldfølelse over at have løjet og jeg formoder, ud fra det du skriver, at du har et stærkt ønske om gerne at ville rette det op igen.
Du skriver, I har prøvet at snakke om tingene. – Det er godt, I prøver at snakke om tingene. – Samtidig oplever du, som om det ikke hjælper noget. Det, tror jeg, er en hel naturlig oplevelse. Da det vil kræve en stor indsats af jer begge og samtidig en stor portion tålmodighed og tid, inden I kan forvente, at I kan mærke nogen ændring. Det er vigtigt, at I fortsætter med at snakke sammen og fortæller hinanden, hvordan I har det, med det der er sket.
Hvordan beviser jeg, at hun kan stole på mig igen?
Du spørger helt forståeligt om, hvordan du kan bevise, at hun kan stole på dig igen.
Tillid kan som udgangspunkt ikke bevises. Tillid er noget, der opbygges mellem mennesker over tid. Jo flere gange, man erfarer, at man kan have tillid til hinanden, jo mere tillid får man sandsynligvis.
Ud fra det, du skriver, tænker jeg, at du sikkert har bedt hende om tilgivelse, for at du har løjet over for hende. Hvis du er i tvivl, om du har været tydelig over for hende, i at bede om hendes tilgivelse – Så vend tilbage og fortæl hende, hvordan du har det med det, du har gjort over for hende og dermed, hvad du har ødelagt i jeres forhold.
Et vigtigt og afgørende element i et parforhold er netop tillid. Derfor er lige præcis genoprettelse af tillid afgørende for jeres forhold fremover. Ud fra det, du skriver, tror jeg, at du er helt klar over, at det er nødvendigt, at din kæreste kan få tillid til dig igen.
Vilje og tid
Der er en hel klar forudsætning for at kunne opbygge tillid igen. Denne forudsætning er, at begge har viljen til at forsøge at genopbygge tilliden igen. Der kan man jo ikke kræve noget af hinanden. Det er jo helt op til din kæreste, om hun vil forsøge at give dig en ny chance. Det kræver udover vilje også en stor indsats fra jer begge. Det kræver, at du er villig til at være helt ærlig over for dig selv og din kæreste.
For hver gang din kæreste erfarer, at hun kan regne med dig og at du vil hende, er der mulighed for, at det giver lidt mere tillid. Som du nok er klar over, så er det en tidskrævende proces, hvor der kræves en del tålmodighed.
Du kan eventuelt vise din kæreste dette svar og sammen snakke om, hvad I tænker om det hver især.
Læs også disse artikler sammen
Håber meget for jer, at I finder en vej gennem det.
De bedste hilsner
Annette