Hvordan fortsætte som kolleger, når jeg har været forelsket?

Jeg har været gift i 11 år og vores ægteskab har været præget af en bakke, hvor jeg i 5 år har måttet gennemgå terapi på grund af overgreb. Det er nu godt et år siden, jeg stoppede og har i det år brugt meget tid på at være til stede og opleve nuet.

I perioden under min terapi har vi også arbejdet meget med min fysiske kontakt i mit ægteskab. Det at lære at modtage fysisk omsorg på den trygge måde og tilliden til at føle lyst.

Jeg ønsker at vende tilbage til mit ægteskab efter mit utroskab. Mit problem opstod for to år siden, da jeg startede nyt arbejde. Jeg har oplevet før, at synes om en person af det modsatte køn. Det at blive smigret og omvendt smigre føler jeg som en naturligt omgang hos mennesker.

Desværre oplevede jeg mere end følelsen af smigre en dag. En fascination blev til forelskelse allerede tidligt i min ansættelse og jeg har kæmpet meget længe. Jeg har haft et stort ønske om at komme videre og få min følelser til at forsvinde. Jeg læste derfor mange artikler omkring forelskelse, utroskab og grunde hertil, måder til at undgå utroskab og grunde til, hvorfor ønsket om utroskab opstår og hvorfor man bliver forelsket/fascineret af en anden end sin partner.

Intellektuelt har jeg kunne genkende mange emner og følt lidt trøst i dem. Følelsesmæssigt har det været en kamp. Jeg har været fortvivlet og meget ked af det, for omend min fornuft kunne læse sig til grunde og mekanismerne omkring en forelskelse, følte jeg ikke, at jeg kunne gøre noget for at lægge låg på det. Værre var det, da jeg fornemmede, at den var gengældt - han er også gift.  Vi har aldrig sat ord på vores tiltrækning til hinanden, men har til festerne danset tæt og kærligt. Her til forrige fest modtog jeg også et kindkys og et langt kram fra ham, efter vi havde danset tættere end de forrige gange og hvor jeg heller ikke selv lagde skjul på mine følelser overfor ham, ved at holde ham lidt tættere og endog ae ham, mens vi dansede.

Efter denne episode havde jeg en følelse i kroppen af, at det næste gang ville blive "alt eller intet", så draget følte jeg mig af ham.

Denne "næste gang" har nu været der. Der skete intet. Jeg er lykkelig! Vi dansede, dog denne gang på en venskabelig måde, dvs. ikke i form af tæt pardans.

Mit spørgsmål går nu på, at selvom jeg er lykkelig for, at det blev til "intet" den aftnen - der efterlader mig med en lettet følelse af, at eventyr nu er slut, så er jeg også bekymret for, hvordan jeg skal komme videre og om jeg risikerer, at de samme følelser opstår.

Jeg har været rigtig vred og frustreret over at have haft dem, prøvet ikke at fodre dem og alligevel hygget mig lidt ved spændingen. Og qua spændingen har jeg ikke kunne finde den grænse. Den grænse satte han forleden, ved høfligt ikke at komme for tæt på.  Det er som om han også hele vejen har styret, hvor tæt jeg måtte komme.

I hverfald er jeg glad for, uanset hvorfor, at han ikke længere ønsker den tætte kontakt. Men fordi det ikke er mig, der har kunne styre den grænse, er jeg bange for, at jeg vil falde i igen.

At undgå ham på arbejde er en mulighed, men ikke noget jeg ville kunne gøre uden, at det bliver bemærket. Jeg ønsker derfor et redskab, der kan hjælpe mig til, at møde ham på et platonisk og høfligt plan samtidigt med, at jeg ikke skal frygte min tiltrækning til ham.

Jeg kan mærke, at jeg er klar til at komme videre, klar til at koncentrere mig om min familie og andre ting. Jeg har ikke følt mig klar før, fordi den her forvirring har fyldt mit hovede alle vågne timer. Jeg føler mig klar og derfor "lykkelig", da jeg føler, at det er ved at nå sin ende, men dog stadig bekymret. Jeg ønsker IKKE, at have de her følelser, jeg ønsker at komme videre, at se denne her kollega som et alm. menneske, jeg kan have en god faglig relation til og en alm., høflig omgang med.

Den aften der var fest og jeg blev "afvist", blev jeg ærgerlig og meget ked af det. Om morgenen, da jeg vågnede, følte jeg mærkeligt nok også en lettelse, vrede men lettelse.

Vreden har jeg ikke helt fundet ud af, hvad handler om. Jeg sov hos en veninde den nat efter festen. Om morgenen ringede jeg til min mand for at sige godmorgen og at jeg var på vej hjem. Da jeg hørte min mands stemme, kunne jeg mærke tårer og gråd i min stemme. Hvad betyder det? Har jeg følt skyld? Er det glæde over, at alt er godt igen? Det var som om det var glædes tårer. Jeg lod ham ikke mærke, at jeg var snøftet, men afsluttede blot samtalen hurtigt og glæder mig til at komme hjem til ham, en følelse jeg ikke har haft meget længe. Jeg var lettet, men stadig forvirret.

Hele det her år har jeg prøvet at tolke min situaition for værende en følelse af, at jeg har haft et behov for at blive begæret. Denne mand, jeg faldt for, ligner på mange måder min mand, i hvert fald af udseende og måske lidt af karakter. Begæret og vores fysiske samliv herhjemme har været meget på stand-by pga. min fortid. Jeg synes, jeg er gift med en meget flot og tiltrækkende mand med mange positive sider, men jeg har haft svært ved at finde begæret. Var jeg låst fast i et "ikke seksuelt forhold" til ham pga. angsten for at vise mig fra min seksuelle side? Hvorfor var det nemmere overfor en fremmed? (og ved nemmere mener jeg i mine tanker). Hvorfor har jeg haft svært ved at stoppe min flirt og sætte en passende grænse?

Hvorfor er jeg nu, til trods for, at jeg har været så fascineret af min kollega, glad for den "afvisning", jeg fik? Det er som om et nyt kapitel har åbnet sig i mit ægteskab, et kapitel hvor jeg kan begynde at være til stede i mit ægteskab, og arbejde på at finde begæret til min mand. Jeg vil rigtig gerne have hjælp til at lukke det andet kapitel nu.

Paradoksalt er jeg ikke ked af min erfaring og oplevelse, da det også på mange måder har gjort mig mere bevidst og givet mig selv lov til at finde mig selv, min seksualitet og kvindelighed, som jeg nu vil bruge med mere glæde ind i vores ægteskab.

Kan I hjælpe mig, på forhånd tak.

Anonym, 35 år