Kære du!
Du spørger, om du vil kunne mærke på din livmoderhals og livmodermunden, om du er gravid. Mit umiddelbare svar er, at det tror jeg ikke, du kan. Når du har søgt så meget uden at finde svar, er det nok, fordi det ikke forbindes med de almindelige graviditetstegn.
Hvis du jævnligt mærker på spidsen af din livmoderhals (livmodermunden), vil du MÅSKE mærke, at den er lidt mere følsom, hvis du en dag bliver gravid, men som sagt tvivler jeg på, det er ad den vej, du vil konstatere din graviditet.
Graviditetstegn
De mest almindelige symptomer tidligt i graviditeten er udebleven menstruation (forudsat at den ellers er regelmæssig), oppustethed, ømme bryster, kvalme, madlede eller ændret lyst til mad, forstærkede/forandrede sanse-indtryk og en overvældende træthed.
Nogle gravide kvinder har stort set alle symptomerne hurtigt efter befrugtning, og nogle har ingen symptomer. Derfor er det også kun en graviditetstest (som du kan tage dagen efter udebleven menstruation) eller en gynækologisk undersøgelse hos din læge, der kan afgøre, om du er gravid eller ej.
De bedste ønsker for din fremtid – både med og uden børn!
vh Ida Rom