Kære S
Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Det er grimt, når man pludselig mærker, at ens følelse af værdi smuldrer – så er det nemt at miste fodfæste. Der er desværre ikke nogen nemme løsninger på det, du eftersøger – selvtillid og selvværd – men jeg vil gerne give dig nogle råd med på vejen, så du forhåbentlig kan finde ro i dit liv igen.
Fyren fik dig til at tvivle på dig selv
Du beskriver dig selv som en med god selvtillid og gode værdier, og det er rigtig godt, for det kan hjælpe dig godt videre. Desværre har mødet med drengen fået dig til at tvivle på dig selv. Det, du faldt for, nemlig at han ikke bekymrer sig om hvad andre tænker, har ramt dig selv og gjort dig usikker på dig selv. Jeg tror, mange piger kan nikke genkendende til det, at når man er vild med en fyr, kan man pludselig ikke være sig selv mere, men man føler sig dum og grim, og det er virkelig noget, der kan få en til at ligge vågen om natten.
Du beskriver, hvordan det har knust dig, at han afviste dig. Det kan jeg godt forstå. Noget går i stykker i en, når man bliver afvist, og det er svært at huske på, at han har afvist dig som kæreste, ikke som menneske, og derfor påvirker det dig så meget.
Gud elsker dig – derfor har du værdi
Du skriver, du gerne vil finde dit eget værd igen, med hjælp fra os og Gud. Som du sikkert ved, er Bibelen fuld af steder, hvor Gud fortæller om sin store kærlighed til os. Det kan nogle gange blive helt selvfølgeligt for os, der har hørt det mange gange, men jeg vil opfordre dig til at læse de steder i Bibelen hvor det bliver beskrevet mest tydeligt, fx Salme 139: “Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt.” Læs teksten med dit eget navn sat ind, og læs det mange gange, så det også kommer ind under huden på dig igen. Kun Gud elsker os ubetinget. Uanset hvad andre tænker om os, eller om de vil os eller ej, så vil Gud.
Jeg tror, det vil være godt for dig at finde en, som du har tillid til, der kan bede sammen med dig og for dig. Det er en god oplevelse, når en anden be’r for det som er svært i dit liv.
Du kan læse mere om selvværd og Guds kærlighed i vores artikler og svar til andre i teamet Selvværd og identitet.
Find dine værdier igen
For at opbygge dit selvværd igen er det godt at blive mindet om Guds kærlighed til dig, og det er samtidig godt at få øje på de ting, som tidligere har været dine værdier, dvs. det som du godt kan lide ved dig selv. Jeg er i tvivl, om du stadig ser den dreng, du er forelsket i. Hvis du gør, synes jeg du skal afbryde forbindelsen til ham eller se ham så lidt som muligt. Sammen med ham bliver du hele tiden mindet om, at han har afvist dig, og samtidig har du rigtig svært ved at være dig selv sammen med ham. Når du anklager dig selv for det, bliver dit selvværd endnu dårligere.
Start på en frisk
Som jeg skrev tidligere, gør det frygtelig ondt at blive afvist, og det har i dig skabt stor usikkerhed om, hvem du er. Det har også medført, at du pludselig sammenligner dig med andre og forsøger at leve op til krav, som andre stiller.
Derfor skal du på flere måder starte på en frisk med nye øjne på dig selv. Den proces sker mest inde i dig selv på den måde, at du mærker efter, hvilke værdier du har, og hvad du gerne vil stå for. Brug tid på at tænke på det, og fremhæv det i dine tanker.
Vælg den rigtige flok
Det er også vigtigt, du er sammen med mennesker, som fremhæver de gode ting i dig. Dvs. nogle som først og fremmest accepterer dig, som den du er, og hvor du kan mærke, at dine gode værdier bliver fremhævet og ikke undertrykt. Ofte er det sådan, at vi vil gøre hvad som helst for at være en del af flokken, og derfor er det vigtigt, hvilken “flok” vi er en del af. Det er vigtigt, du finder mennesker som opbygger dig. Jeg håber for dig, du er med i en god kristen ungdomsgruppe, som kan støtte dig i at holde fast ved de gode værdier, du har.
Måske kan du også få noget ud af at læse svaret Jeg føler mig ikke god nok …
Håber, du kan bruge mit svar, ellers må du gerne skrive igen.
Mvh Kirsten Kirk Christensen