Har sagt det lige ud og ærligt til min ekskæreste: Jeg vil ham rigtig meget, fordi jeg elsker ham. Men jeg har ikke lyst til at være sammen med ham, hvis han er sammen med andre, for så bliver jeg rigtig ked af det.... Så hvis han vil prøve ikke at være så impulsiv og være sammen med andre, er der ikke noget, jeg hellere vil, end at være sammen med ham. Han siger, han også elsker mig, men er i tvivl og det ikke skal være os lige nu. Han har en kæreste, men jeg tror mest, det er et proformaforhold. Vi har aftalt at mødes. (forkortet af redaktionen)
Læs hele spørgsmålet her:
Elsker min ekskæreste og vil ham så gerne... Ringede til ham forleden og sagde det lige ud og ærligt: Jeg vil dig rigtig meget, fordi jeg elsker dig. Jeg vil rigtig gerne være sammen med dig, hvis det er os to. Men jeg har ikke lyst til at være sammen med dig, hvis du er sammen med andre, for så bliver jeg rigtig ked af det.... Så hvis du vil prøve ikke at være sammen med andre, er der ikke noget, jeg hellere vil, end at være sammen med dig.
Da jeg sagde, jeg elsker dig, åndede han lettet ud, sagde: Åååååå hvor er du sød... Men jeg har jo lige... Jeg sagde, jeg elsker dig, han sagde, jeg elsker også dig. Jeg sagde, det var så dejligt, da vi var sammen, han sagde ja, at han var så i tvivl. Jeg sagde, vi bare kunne tage det helt stille og rolig, at vi kunne starte med at drikke en kaffe, han sagde, det ville han gerne. Han sagde, han ikke havde lyst til en kæreste lige nu, han sagde, han havde en kæreste og han også var glad for hende, at det ikke skulle være os to lige nu. Han sagde, vi ses snart .... Han var glad. (Samtalen blev meget kort, da han var lige ved at skulle til møde)
Når jeg skriver, er det fordi, vi er kørt helt skævt af hinanden, jeg valgte, at nu var tiden kommet til ærlighed, for med ærlighed kommer man længst. Vores problem ligger nok ikke i, at han ikke elsker mig, hvilket er så ufattelig trist, men at han er meget impulsiv og derfor har svært ved ikke at være sammen med andre. Jeg elsker ham alligevel, på godt og ondt, sådan er det nok, når man elsker et andet menneske. Han har prøvet at skubbe mig ud i, vi skulle have et åbent forhold, det er meget tydeligt... Og selvom han har gjort det forbi, så er vores forhold ikke rigtig afsluttet, det er det, der gør det kompliceret og svært. Og så tror jeg, han egentlig har meget store tanker om os, han var meget opsat på vi skulle have børn og flytte sammen og rejse og alt. Tror han er meget bange for, at han ikke kan leve op til sine egne forventninger om, hvad man skal, når man er i et SERIØST forhold. Men jeg vil ikke have det så seriøst, bare et han vil mig og ikke alle andre og at han fortæller mig, det er det, han vil.
Når han siger, han har en anden kæreste, er det rigtigt, men jeg ved, de ses meget sjældent og det virker på mig helt oprigtigt, som det mere er en proforma kæreste, ikke noget elskværdigt og ægte.
Jeg skal optræde med et projekt, jeg har arbejdet på længe, han sagde forleden, han ville komme og se det. Jeg håber, han kommer. Skal jeg følge op på det og fortælle ham, hvor og hvornår det er????
Jeg har prøvet at droppe alt kontakt, men det er meget svært, vi færdes meget de samme steder. Og det er jo heller ikke det, hverken jeg eller han vil, han blev nemlig meget ked af det.
Når jeg skriver her, er det fordi, jeg er oprigtigt fortvivlet og ikke ved, hvad jeg skal gøre, hvordan og om jeg overhovedet kan får ham tilbage, eller egentlig bare få lov til at være sammen med ham igen, os to... For det er faktisk bare det, jeg vil.
Jeg synes virkelig, jeg forsøger ikke at presse for hårdt på. Og jeg håber virkelig, at selvom jeg ikke fik et afklaret svar nu, så vil min ærlighed gøre, han også bliver ærligt og tør være det og genvinder tilliden til mig, for det er nok det, det hele handler om.
Hvordan gør man og hvor længe skal jeg kæmpe?
Kunne have skrevet meget mere, men det fortæller nok meget godt, hvor dilemmaet ligger.
Alle råd modtages med stor tak og har virkelig brug for et råd.
Ronja, 26 år
