Kære triste og frustrerede pige
Tak for dit brev. Det er rigtig klogt at stoppe op, når noget udfordrer og finde ud af, hvor vejen går for mig. Jeg vil gerne give dig nogle tanker tilbage.
Mine værdier
Jeg lægger først og fremmest mærke til, at du har nogle værdier – noget der er virkelig vigtigt for dig. Du skriver:
- at du kun ønsker én kæreste, og at det er ham, du gerne vil gifte dig med.
- det er vigtigt at sætte grænser. Det er ikke i orden, at en beder mig om at sende nøgenbilleder.
At handle ud fra sine værdier
Det er vigtigt at koble handling på sine værdier. Det var netop det, du gjorde, da du stoppede med at være kæreste med den første, der bad dig om at sende nøgenbilleder. Respekt for det. Respekt for dig. Ved at gøre det, du dybest set ønsker og vil, passer du på dig selv og den du er og vil være.
At plumpe i
Du har gjort dig erfaringer. Du har fortrudt, at du – imod dine værdier – sendte ham nøgenbilleder. Erfaringer kan vi lære af. Det giver dig mulighed for i fremtiden IKKE at sende nøgenbilleder. På den måde passer du på dig selv.
At stoppe op ved kaos
Du lyder til at være meget i vildrede. Tankerne kører frem og tilbage mellem to drenge: Skal – skal ikke. Jeg vil stille dig nogle spørgsmål, som måske kan hjælpe dig til afklaring:
- Tror du, den første kæreste er en at gå efter, da han på flere måder har overskredet dine grænser?
Han har kaldt dig for sur.
Han har spurgt om nøgenbilleder.
Han vidste, at du tidligere har været udsat for lige nøjagtigt det samme. At du har cuttet og overvejet selvmord.
Han blev ovenikøbet vred på dig. Det er det modsatte af forståelse og respekt.
Hvad tænker du? - Tror du, at du i virkeligheden ikke er klar til en ny kæreste?
Du lyder til at pendle frem og tilbage i dine tanker.
Hvad tænker du?
Kærestesorg
Du er ramt af kærestesorg. Når noget bliver kaldt sorg, tænker jeg, at noget bliver taget seriøst. Det betyder, set fra min verden, at det vil være godt, at du tager dig selv seriøst. At du ærligt overvejer, hvad der er hold i og fremtid for dig, når du overvejer det, du står i.
Slutreplik
Til sidst en lille eftertanke. Du ønsker at møde én kæreste – den rigtige – og blive gift med ham. Kommer du derfor til at binde dig til din første kæreste med mangel på frihed til at sige fra? Tanken om den eneste ene er smuk, men hvordan vil det være at tænke: Kærestetid er prøvetid.
Måske kan du få nogle input til dine overvejelser ved at læse artiklen Den eneste ene.
Du kan måske også finde relevante artikler og svar til andre i vores tema om kærestesorg.
Håber, mine overvejelser kan skubbe dig videre i at gøre det, der vender rigtigt for dig.
Mange hilsner
Hanne Esmarch