Har kæreste, men eks er bedste ven – hvad gør jeg?

Hej.

Jeg har et problem!

For år tilbage, da jeg lige var blevet 19 år, fik jeg en kæreste, K, som jeg kom til at elske, som jeg aldrig har elsket nogen.  Jeg var overbevist om, at vi skulle være sammen for evigt. Meget af tiden kan jeg nærmest ikke huske, fordi jeg var i sådan en rus.

Vi var kærester i 1½ år. Desværre har vi begge mange problemer psykisk, og vi kunne til sidst ikke hjælpe hinanden mere. Da vi flyttede sammen, blev hans depression for meget for mig at klare, da jeg selv havde meget at kæmpe med. Men jeg har aldrig elsket nogen som ham. Vi var så ens, vi kunne snakke om alt. Han så direkte igennem mig. Vi var bedste venner. Nu er han "kun" min bedste ven, efter vi havde afstand til hinanden i 1½ år efter bruddet, og vi kunne bygge et venskab op igen.

Nu er jeg kærester med den dejligste fyr, H, på 8. måned. Når han kigger på mig, kan jeg se, hvor meget han elsker mig. Det har været svært at være sammen med ham, fordi vi er som nat og dag. På trods af det, elsker jeg ham. Han vil gøre alt, for at jeg er glad. Men det har været svært, fordi vi så tit har været uenige, og han er meget ligefrem og spydig nogen gange, og det kan gøre mig rigtig ked af det, fordi jeg er meget følsom. Men modsat er han også en klippe, der kan lægge sine store arme om mig, når jeg er sårbar. Han er nok det, man vil kalde en rigtig "primitiv" mand, der kan lide maskiner og benzin. Og sådan en slags mænd har jeg aldrig rigtig været interesseret i, før jeg mødte ham.

Mit store problem er, at jeg altid har følt, at jeg en dag skulle være sammen med K igen. Og det ved jeg, han også har følt for mig. Vi var for perfekte sammen til ikke at skulle være sammen for evigt. Jeg elsker ham jo stadig på en måde. Men har svært ved at forestille mig at være intim med ham. Fordi vi har været "just friends" nogle år efterhånden.
Alligevel bliver jeg ked af det, hvis han er sammen med andre piger. Og jeg er bange for at binde mig til min nuværende kæreste, fordi jeg er bange for at give slip på muligheden, for det igen kan blive os.
Jeg kan savne den slags kærlighed, jeg havde til ham så inderlig, det kan gnave så slemt og gøre frygteligt ondt.

Men samtidig har jeg lyst til at være sammen med H. Jeg fatter det ikke. Og det gør mig så ked af det. For et eller andet sted ville jeg ønske, jeg bare kunne give mig selv fuldt ud til min nuværende kæreste, fordi jeg ved, hvad jeg betyder for ham. Og han betyder også meget for mig.

Jeg ved godt, jeg er ung. Men jeg er så bange for, at jeg aldrig kan slippe K og aldrig kan være tilstede fuldt ud i et nyt forhold, fordi jeg altid vil komme til at sammenligne med den overvældende kærlighed, jeg følte og føler til ham.

Jeg kan ikke droppe mit venskab til ham og få ham cuttet helt ud af mit liv. For jeg kan ikke leve uden ham. Og det er meget få mennesker, jeg ikke kan leve uden. Det er stadig K, jeg har lyst til at gå til, hvis lortet virkelig brænder på. Men det kan jo også være, fordi han virkelig også bare er min bedste ven.

Jeg ved, at han har det ligesom mig.

Jeg kunne aldrig finde på at være min kæreste utro, men jeg føler lidt, jeg er det inde i hovedet. Og jeg har prøvet at snakke med ham om, hvordan jeg har det med K. Og han tog det det rigtig godt, situationen taget i betragtning.
Men det er efterhånden mange måneder siden, jeg gjorde det. Og jeg tror ikke, han tænker over det mere.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

L, 22 år