Hvad gør jeg ved mit frustrerende kæresteforhold?

Vis spørgsmål

Kære AdamogEva

Jeg har gennem længere tid været meget frustreret og stresset over mit forhold.

En tirsdag aften var jeg på cafe med en ven, da min nuværende kæreste træder ind. Med det samme får jeg en glædelig følelse og kigger på hende hele tiden, og det bliver gengældt fra hende. Jeg siger ikke noget til hende, men afleverer hurtigt mit telefonnummer til hende og smutter (jeg er ret genert ).

Dagen efter skriver hun til mig, og det forsætter en uge, hvor vi så har vores første date. Daten går rigtig godt, og vi griner og taler om både personlige ting og ikke-personlige ting ... Vi kysser, inden vi siger farvel.

To dage efter inviterer hun mig på middag, her går det også rigtig godt, og sådan går det i tre uger. Hun siger allerede efter tre uger, at hun elsker mig, og jeg siger, at vi stadig dater, men at jeg kan mærke stærke følelser for hende og ikke ser andre.

En uge efter er jeg ude med en ven, og hun siger, hun er hjemme og går tidligt i seng. Jeg kører hjemad og ser tilfældigt hendes bil parkeret, hvor hendes ekskæreste bor. Dagen efter mødes vi, og jeg spørger ind til det. Hun benægter et stykke tid, indtil jeg siger, at jeg ikke vil forsætte. Hun fortæller så, at hendes eks. skylder hende masser af penge, og derfor holder hun kontakt. Siden har jeg fanget hende flere gange hos ham og til sidst set, hun var mig utro med ham.

Hun siger, hun hader ham, men alligevel har han været hos hende, når vi ikke talte sammen. Hvad gør jeg? Hun siger, hun elsker mig, men jeg føler, hun udnytter mig, mens jeg elsker hende. Hendes eks. har også en kæreste ... 

Skal lige sige, at han er hendes første kærlighed, men de har levet i et åbent forhold sammen med andre.

Fra jeg fandt ud af, at hun ser ham, har jeg altid haft det i hovedet, og jeg stoler ikke på hende, men elsker hende.

Hans familie fylder mere for hende end min. 

O, 32 år

SVAR:

Kære frustrerede mand

Tak for dit spørgsmål, der handler om, at din kæreste har et forhold til sin ekskæreste. Du skriver, at du elsker hende, og at du samtidig føler dig udnyttet. Når jeg læser dit brev, er der meget, jeg er usikker på, om jeg forstår rigtigt. Jeg vil forsøge at svare på det, jeg tror, du spørger om. Du må bare skrive igen, hvis jeg har misforstået, hvad du spørger om. Jeg forstår, at selv om jeres forhold er nyt, er der allerede er problemer. Du skriver, at din kæreste tidligere har levet i et åbent forhold, hvor seksuelle sidespring blev accepteret. Jeg fornemmer, at det er det, der giver dig problemer nu, da hun opsøger sin tidligere kæreste og overnatter der.

Noget er rigtigt, og noget er forkert

I dagens Danmark kan man få fornemmelsen af, at alt er ok, bare det ikke går ud over andre. Vi kan tro, at vi skal kunne acceptere alt. Men det er ikke alt, der er i orden. Mærk bare efter. Du er frustreret, måske ligefrem vred. Hvad er dine værdier? Er det rigtigt at leve i et åbent forhold? Jeg mener, det er forkert. Det begrunder jeg senere.

Stå ved hvem du er og sig det

Hvad skal jeg gøre, spørger du? Du bliver nødt til at sige det, som det er. Sig at det gør dig vred, når hun forsætter med at have et forhold til ekskæresten. Det betyder ikke, at hun ikke må snakke med ham. Men sig, at du ikke kan dele den, du elsker, med en anden, og at hun må vælge. Fortæl hende, at du elsker hende og ønsker at passe på alt det gode og smukke, der er i hende, og det I har sammen. Fortæl hende om dine drømme om parforhold og ægteskab. Om hvilke forestillinger, du har om samliv. Fortæl hende om, hvad der er vigtigt for dig. Lad hende kende dig og dine grænser.

Risiker uenighed

Måske er du bange for, hvordan hun reagerer. Går hun, fordi hun ikke kan elske dig når du siger din mening? Eller siger hun, at hun mener, åbne forhold er helt i orden? Er du bange for, at hendes kærlighed til dig ikke er stærk nok til at vælge dig?

Kontrol eller slip kærligheden fri

Kærlighed er en fantastisk følelse. Den kan bare ikke styres og kontrolleres. Man kan have lyst til at kontrollere og bestemme over sin partner, men det dør kærligheden af. Skal din partner elske dig, så må du sætte hende fri. Du kan kontrollere dig selv og bestemme, hvor meget du vil stå model til og lade dig byde.

Parforholdet vokser i en tryg ramme

Som kristen terapeut mener jeg, at der kun kan være to i et parforhold/ægteskab. Seksuelle sidespring er med til at ødelægge det gode forhold og undergraver tilliden og trygheden i forholdet. Jeg tror på, at Gud har en tanke om, at vi kan leve trygt og intimt sammen. Intimitet betyder, at jeg tør være åben overfor min partner/ ægtefælle, og jeg åbent tager imod det, den anden viser mig. Og det kræver tillid. Du skriver om, at din kæreste tidligere har levet i et “åbent parforhold”. Et åbent forhold betyder, at man ikke kan leve intimt med den anden, og at jeg tillader den anden at negligere mig og mine følelser igen og igen. Indtil jeg bliver kold over for det og ikke længere kan mærke, hvem jeg er. Jeg tillader den anden at udnytte mig.

Kæresteaftale

Hvis jeres forhold skal udvikle sig sundt, er det vigtigt, at I begge kan være i det og føler jer trygge sammen. Tag en snak om, hvilke behov I har, og hvordan I viser respekt for hinanden. Lav en aftale om, hvad der giver en tryg ramme for jeres forhold. Skal jeres forhold blive til noget, må du fortælle, hvad du står for og risikere, at hun går. Et godt forhold kræver, at begge kan både kommunikere og lytte. Og hvorfor så ikke starte med det nu.

Du kan måske også få hjælp af at læse artiklen Den nødvendige tilgivelse eller hente inspiration i temaet Kæresteliv.

Håber der er noget af det, du kan bruge.

Med kærlig hilsen
Erna Nielsen

Annoncer