Har høje mænd længere penisser?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva 

Jeg skriver til jer, fordi jeg faldt over en artikel inde på Videnskab.dk, hvor der er foretaget en undersøgelse af mulige sammenhænge mellem kropsmål og størrelsen på ens penis. Og jeg er begyndt at tænke rigtig meget på den artikel og kan ikke få den ud af hovedet, og den ødelægger kort sagt min hverdag.

De skriver følgende: “Forskerne har vurderet de mulige sammenhænge mellem penisstørrelsen og andre kropsmål såsom skostørrelse, fingerlængde og højde. Men her er der ikke meget hjælp at hente, hvis man vil gætte dimensionerne – uden selv at se efter. Højden er den eneste faktor, der ser ud til at have en svag sammenhæng med størrelsen på penissen.”

Sagen er den, at jeg ikke er en særlig høj fyr, og som jeg læser det, skriver de jo godt nok, at man ikke kan “gætte” en mands dimensioner udfra hverken, fingerlængde, skostørrelse eller højden, men så skriver de, at højden “ser ud til” at have en svag sammenhæng med størrelsen på penissen – og det forvirrer mig og sætter en masse tanker i gang.

I den forlængelse kommer mit spørgsmål til jer så: Kan det konkluderes ud fra denne artikel og den “svage sammenhæng”, de mener at have fundet, at alle de mænd, der er højere end mig er bedre udrustet end mig? Eller betyder den svage sammenhæng bare, at i deres undersøgelse var der få tilfælde, hvor den højeste fyr var bedst udrustet?

Håber virkelig, I kan hjælpe mig, da jeg ikke kan få de negative tanker ud af hovedet.

Link til artiklen: https://videnskab.dk/krop-sundhed/endelig-fastslaet-sa-lang-er-en-gennemsnitlig-penis

Anonym mand, 22 år

SVAR:

Hej anonyme mand 

Tak for dit spørgsmål.

Der er en sammenhæng

Jeg har gravet lidt i artiklen og de andre artikler, som ligger bag. Jeg må sige, at der er en svag sammenhæng mellem ens højde og længden på ens penis, og jeg kan se, at artiklerne er skrevet på baggrund af data fra nogle tusinde forsøgspersoner. Så nej, det er ikke bare nogle få “veludrustede” høje mænd.

Det betyder til gengæld slet ikke, at alle høje er “bedre udrustet” end lave.

Hvad er normalt

En normal penis er i erigeret tilstand ca. 13 cm lang, og ifølge artiklen, du nævner, er 95% af alle penisser mellem 9,8 cm og 16,4 cam lange uanset mandens højde. Når man kigger på slappe penisser, kan der værre endnu større forskel, fordi nogle vokser mere end andre, når de bliver erigeret. Derfor – sådan helt generelt – vil en penis der er stor, når den er slap, ikke vokse så meget, når den erigerer.

Hvordan er det lige med forskning?

Når vi kigger på forskning som den artikel, du henviser til, så bygger det på gennemsnitstal. Det bliver vi nødt til for at se generelle sammenhænge. Det betyder også, at nogle ting kan blive sat for simpelt op. For eksempel er danskeres gennemsnitslevealder 79 år for mænd og 82,9 år for kvinder, men det betyder jo ikke, at en mand ikke kan blive ældre end en kvinde. Måske er eksemplet banalt, men det er samme måde at beregne og beskrive på, som ligger bag.

Mere læsestof

Du kan evt. kigge lidt rundt her på hjemmesiden og finde mere. Jeg har to steder, du kan starte:
Drengens kønsorganer
Er min penis for lille? Det her svar forklarer rigtigt godt, hvad der “kræves” af en mand, når han er sammen med en kvinde.

Hvis mit svar er helt ved siden af, hvad du spekulerer på, er du meget velkommen til at vende tilbage.

MVH Jonas

Annoncer