Udsat for overgreb på offentligt toilet - er jeg biseksuel?

Vis spørgsmål

Hej, jeg har altid været kæreste med piger og haft det godt med det. Men en dag var jeg inde og tisse på et offentligt pissoir. Da jeg står der, ser jeg pludselig at manden på 60 år ved siden af står og kærtegner hans næsten stive tissemand. Jeg blev lidt paf og kunne ikke lade være med at lade øjnene dvæle i 20 sekunder, lige præcis nok til at han tog hånden over og rørte ved min tissemand. Den blev hurtigt stiv og han sagde "kom" og gik ind på toilettet, jeg var dum og fulgte efter. Han låste døren og suttede mig til udløsning. Jeg var flov og skyndte mig ud og løb væk derfra.

Nu er mine tanker en stor forvirring. På sin vis følte jeg det som et overgreb og jeg går ikke på offentlige toiletter igen. På den anden side har jeg skyldfølelse, for jeg kiggede jo selv og gik selv med ham. Jeg har ikke haft lyst til mænd siden, men er i tvivl om, hvorfor jeg ikke kunne slå blikket væk, hvorfor blev jeg stiv af hans berøring, hvorfor fulgte jeg efter ham og lod ham sutte mig, og hvordan kunne jeg få udløsning, hvis det ikke er fordi, jeg har en undertrykt biseksuel side.

Hjælp
P, 28 år 

SVAR:

Kære P

Tak for dit spørgsmål til os. Jeg kan godt forstå, det har været en både forvirrende og følelsesmæssig mærkværdig oplevelse. Du oplever, at en situation, som i sig selv ikke var seksuel i karakter, pludselig blev vendt til en voldsom seksuel oplevelse. Du gik intetanende ind på et offentligt toilet, og få minutter senere må du nærmest flygte derfra efter en seksuel handling, du ikke i udgangspunktet selv opsøgte eller ønskede. Det må naturligvis opleves følelsesmæssigt forvirrende.

Her er nogle overvejelser:

Din fornemmelse af at være heteroseksuel

Du er 28 år, og du har hele livet haft det godt med at have piger som kærester. Du giver ikke udtryk for at have haft et fokus på dit eget køn som genstand for din seksualitet. Du har heller ikke siden oplevelsen haft lyst til sex med mænd. Hold fast i det. Lad ikke denne forvirrende oplevelse slå noget i stykker i dig, som du indtil nu har oplevet som din seksuelle orientering.

Mænds seksualitet er ofte ganske visuel

Med det mener jeg, at man kan blive seksuelt tændt hurtigt og uden varsel af ting, man ser eller oplever. Synet spiller en stor rolle i mange mænds seksualitet. I dit tilfælde ser du en seksuel handling helt tæt på, nærmest indenfor din egen intimsfære. Du skriver, at du bliver både paf og samtidig dvæler øjnene på det, du ser.

Det forekommer mig at være en naturlig reaktion: Man tror ikke sine egne øjne, og det er svært at se uanfægtet bort. Inden du rationelt når at tænke dig om, har manden fysisk overskredet din intimsfære og begynder at røre ved dig. Igen sker der en automatisk reaktion. Det er vel sådan de fleste mænds køn fungerer – hvis man stimulerer penis, kan der komme en spontan erektion.

At du bliver seksuelt tændt, behøver derfor ikke at betyde, at du er kommet i kontakt med en skjult biseksuel side. Det kan også bare være reaktioner på stimuli, og som sådan en ganske naturlig reaktion.

Skyld eller overgreb

At du reagerer seksuelt i situationen og på det tidspunkt følger med hele vejen, betyder ikke, at du selv har lagt op til situationen eller er ”skyldig”. Din reaktion på situationen viser, at du ikke har haft det godt med den og har oplevet den som en form for overgreb. Set udefra, har manden, allerede inden du går med ham, overtrådt dine grænser to gange. Først visuelt ved at berøre sig selv foran dig i det offentlige rum, og dernæst ved at berøre dit køn fysisk.

Du havde ikke inviteret ham ind, og følelsen af at være invaderet af en andens vilje og behov forekommer mig at være helt på sin plads. Skylden må derfor placeres hos ham. Han er den, som trækker en fremmed med ind i sin seksuelle handling.

Det kan ske, at mennesker i ufrivillige seksuelle situationer selv reagerer seksuelt og måske endda får en udløsning, og det bliver enormt forvirrende pga. de blandede signaler: Lyst og ubehag. Spørgsmålet melder sig: Var man så ikke selv medskyldig; havde man måske selv lagt op til det, man gik jo med osv.

Lige meget, hvordan ens krop og sind reagerer, ændrer det ikke ved udgangspunktet: Et andet menneske overskred en grænse og tiltog sig noget, som man ikke havde sagt ja til i udgangspunktet.

Behold selv magten

Derfor vil jeg opfordre dig til, når du arbejder videre med det, at du anerkender, det var komplekst, og at skylden skal placeres hos manden. Giv dig selv lov til at sørge, ærgre dig, være vred på ham, se det som en invadering af din grænse osv.

Det vil sandsynligvis være en hjælp for dig at erkende, at nu er denne episode skrevet ind på dit livsblad som en del af din erfaring. Men øv dig i ikke at lade den tage magten over dig – hverken som lyst eller frygt. (Tag fx heller ikke lysten med ind i dit fantasiliv.) På den måde kan du mere frit anerkende og også delvist frikende dig selv for den lille del, du bebrejder dig selv for som skyld: at du kiggede, og at du gik med. 

(Hvis du er en kristen – så giv skylden til Kristus og placer den der hos ham! Lad ham træde ind mellem dig og denne mand som beskyttelse og genoprettet grænse. Hvis du har brug for hjælp med den lille skyld, som kunne ligge i, at du fulgte med, da du først var tændt og manden sagde kom – så lad Jesus også bære den for dig.)

Biseksuel

Du spørger, om du er kommet i kontakt med en skjult biseksuel side. Det vil jeg ikke i første omgang sige. Hold fast i alt det andet, du ellers kender til dig selv. At det heteroseksuelle har fyldt for dig. Og at du reagerede på seksuel stimuli.

Hvis der så skulle vise sig at være en lille biseksuel side, som du ikke har vidst om før, så betyder det jo ikke, at den bliver din skæbne eller noget, du skal leve ud, hvis du ikke vil. Den er så blot en lille del af alt det store, du nu engang er som menneske. 

Vejen frem

Hvor meget magt skal episoden have i din fremtid? Arbejd med den, til den falder til ro som en del af din erfaring. Tal evt. med en sjælesørger eller rådgiver, hvis du har brug for at tale det igennem med en anden. Lad ikke episoden definere dig fremover.

Du kan jo også i fremtiden få brug for at skulle bruge et offentligt toilet. Når du næste gang er nødt til det, så gå fx direkte ind på et lukket rum, hvor du er alene. Tænk strategisk på, hvad der kan være mest trygt for dig. Brug fx kun toiletter, hvor der er flere båse i samme rum osv.

Jeg håber, du kan bruge mine overvejelser til noget. Jeg ville ønske med dig, at du ikke havde oplevet et andet menneskes grænseløshed på den måde. Jeg vil ønske dig alt godt, mens du arbejder videre med denne oplevelse.

De bedste hilsner
Ole

Opdateret 20.10.2020

Annoncer