Kære Gry
Tak for din mail, jeg håber, mit svar kan være dig lidt til hjælp. Jeg har valgt at klippe lidt ud i det, du har skrevet, fordi jeg synes, du selv har svaret, men ofte kan det være svært at stole på det, vi selv mener eller tænker, når andre synes noget andet. Jeg har ladet din tekst stå, men har klippet en del ud, der hvor du finder tre punktummer.
Du skriver.
”Vi mødte hinanden for 10 måneder siden, havde en hel masse ballade i starten, (Med at han stadig var gift!, løj om stort og småt - Noget han liiige havde glemt at informere mig om).Vi slog op. Og efter 2-3 måneder, var jeg godt i gang med at gå "Min egen vej", flytte til en ny by, starte studie osv. Det hele så lysere ud. … savnede jeg ham ikke mere og havde følelsesmæssigt givet slip.
En dag ringer han mig pludselig op og siger, at han har skaffet os en helt ny, lækker 4-værelses lejlighed … Og tanken om at bo der virkede mere tillokkende, end det projekt, jeg selv havde gang i. Så det endte med, at jeg flyttede ind hos ham. (Nok mest fordi jeg var dum, impulsiv og usikker på min egen situation fremover og havde et spinkelt håb om, at forholdet kunne reddes.) …
Nu står vi så her. Vi skal have et barn sammen, og det er han glad for, men jeg bliver bare mere og mere slukøret. Ikke på grund af barnet, men den situation som jeg har sat mig selv i. Jeg har heller ikke de samme følelser for ham mere, har ikke lyst til kys og kram, og egentlig mest lyst til at tage flugten. Men jeg ved jo heller ikke, hvad jeg går ud til …
Så nu er mit spørgsmål, hvad skal jeg gøre med denne her "Usikkerhed"? Eller min manglende sans for "retning" i mit liv. Skal jeg lytte til mig selv og gå, eller prøve at ignorere min frygt og give forholdet mere tid? Jeg er mest tilbøjelig til at tænke det sidste, for det viser sig jo altid at "Græsset IKKE er grønnere"! Mht. min kæreste, så har jeg prøvet at foreslå ham, at vi kunne flytte hver for sig og at det måske ville lette presset på forholdet. Men den tanke er han ret, hvis ikke helt lukket overfor, HAN ER JO TYRKER OG SÅDAN GØR MAN IKKE I DERES KULTUR. Suk! Jeg havde desværre nok forventet, at han ikke var så farvet af den tyrkiske kultur, når det kom til stykket, for han har boet i Danmark i lang tid, før vi mødte hinanden.
Men jeg er bange for, at det kun bliver værre.”
Hvad fik dig til at gå ind i forholdet igen?
Når jeg læser det, du har skrevet, er der et par ting, som jeg gerne vil trække frem. I mødte hinanden for ca. 10 mdr. siden, efter 2-3 mdr. slår du op, fordi han lyver, og I har det svært. Du rejser og oplever, at der kommer mere ro på dit liv. Pludselig ringer han til dig og du flytter sammen med ham. Hvad er det, han gør ved dig, som får dig til at opgive dine egne planer og roen i dit liv for at flytte sammen med ham? Hvad er det, der sker; overtaler han dig, eller overøser han dig med gaver? Hvad får dig til at skifte mening? Prøv lige at overveje, hvad der får dig til at handle, som du gør. Det er helt sikkert ikke, fordi du er dum og impulsiv (som du skriver); nej, der må være noget mere, en dybere og langt vigtigere grund til, at du gør det.
Lyt til dig selv
Så er der lige dit forslag om at flytte hver for sig, hvor han henviser til hans kultur. Gad vide, om man bare flytter sammen i hans kultur - det tror jeg ikke. Jeg har svært ved at tro på, at han bare kan flytte sammen med en tyrkisk pige, sådan som han har gjort med dig. Men det er ikke kulturen, der skal bestemme over dit liv. Han har inviteret dig, I er ikke gift, og det er meget vigtigt, at du mærker efter, hvad der er rigtigt for dig.
Du spørger, om du skal lytte til dig selv eller ignorere din frygt. Jeg tænker, at det vigtigste er, at du lytter til dig selv. Når du skriver, at du frygter, det bliver værre, så tænker jeg, at du sætter ord på en dyb fornemmelse i dit indre. Faktisk synes jeg, det lyder meget fornuftigt at flytte hver for sig, i hvert fald for en tid, så du kan finde dig selv. Det betyder ikke, at jeres forhold behøver at slutte, men det kan give dig lidt afstand, så du kan tage skridtene i dit eget tempo og mærke efter, hvad du vil.
Faren ved at opgive dig selv og ikke tage din frygt og tvivl alvorlig er, at du bliver trist eller syg. Der er rigtig meget i det, du skriver, som tyder på, at det simpelthen er gået for stærkt for dig.
Kære Gry. Jeg håber mit svar kan være dig til lidt hjælp, og jeg ønsker dig alt det bedste for din fremtid.
Venlig hilsen
Gunhild Aaen Madsen