Jeg er sammen med den eneste, jeg nogensinde virkelig har kunnet se mig selv med i fremtiden, og vi har været sammen i 2 1/2 år, som har været ret så turbulente for os begge. Da vi mødtes, læste vi begge, men ville begge gerne ind på medicinstudiet. Det første år, vi var sammen, var helt aldeles fantastisk, og jeg vil sige, at vi var nyforelskede -solidt forelskede i hele det år, der endte ud med en længere rejse, som var helt fantastisk. Men i slutningen af rejsen fik vi at vide, at han var kommet ind på studiet og jeg var ikke. Jeg begyndte på biomedicin for at kvalificere mig til året efter, mens han begyndte at pendle. Vi blev enige om at flytte sammen, fordi vi ikke havde så mange penge, og der var mere tid på den måde. Han havde førhen været imod det, fordi han er meget bange for for store skridt, mens jeg virkelig gerne ville. Men da vi endelig besluttede os for det, var det en fælles ting, og som ikke kun blev besluttet pga praktiske årsager.
Jeg blev mere og mere bitter. Tog mig selv i at være jaloux på ham, fordi han havde fået det studie, jeg så inderligt gerne ville ind på. Samtidig var det eneste, der fungerede i mit liv, og som jeg virkelig gerne ville have, det var ham. Dette sammen med min misundelse blev en coctail i at være mega meget tilstede - næsten for meget - når vi var sammen, mens jeg blev sur og tvær, når han var i København, og jeg kunne ikke forstå, at han havde brug for at være social med sine medstuderende. Og han skar virkelig ned på det, fordi han kunne se, hvor meget det sårede mig. Efter et halvt år fortalte han mig, at han havde sin tvivl. På alt. Om det var det rigtige studie, han var på, og det var også vildt, at han pludselig boede med en pige, osv. Det skal siges, at han er musiker, spiller meget og ville egentlig, hvis det var muligt, gå fuld tid med det, tror jeg, selv om han er bange for at tage skridtet. Han er meget tungsindig og filosofisk, så dengang tog jeg det ikke så alvorligt. Og vi kom også over det.
Det blev sommer igen, og denne gang fik jeg endelig at vide, jeg var kommet ind på studiet i København, og jeg var sindssygt glad. Hvad der førhen havde været konstant migræne, depressionsagtige tanker, forsvandt bare pludselig, og mit liv gav mening igen. Jeg er nu begyndt, og det er megafedt. Jeg har først nu indset, hvor meget, jeg har lagt beslag på ham i hans studiestart, for jeg har selv meget brug for at være social, selv om jeg stadig er pendler mellem Odense og KBH. Han har sagt, at han godt kan tilgive mig mine onder sidste år, fordi han vidste, hvor ked af det, jeg var. Men at han også skulle tilgive sig selv, for at han var gået på kompromis med, hvad han selv ville.
Vi snakkede godt igennem, og det var okay herefter. Selv om vi ikke havde særlig meget tid sammen, var vi tilstede, og det var dejligt. Men så kom hans tvivl igen. Jeg kunne mærke på ham, at han ikke havde så meget lyst til mig, og han trak sig lidt ind i sig selv. Han sagde, at han ikke vidste, hvordan han havde det med mig. At han stadig syntes, det var en stor ting at bo sammen, og han blev helt forvirret, når han tænkte på fremtiden. Egentlig hvad angik alt, både hans studie, hvad han skulle, og dermed også med mig. Jeg gik helt i panik. Han sagde, at han stadig gerne ville være sammen med mig, og at det meget var noget, der foregik inde i ham. Men det gjorde mig vildt usikker. Han sagde, at det måske ville hjælpe at flytte hver for sig, fordi han ikke kan lade være med at gøre det rutine-agtigt.
Det går lidt op og ned nu, her to-tre uger efter at han sagde det. Han har nu ikke lyst til at flytte fra mig, fordi vi faktisk er rigtig gode til at bo sammen. Jeg elsker at være hjemme, v i er kærlige og hyggelige. Men det er rigtigt. Der mangler lidt den passion, der var før. Og jeg ved ikke, om det ville hjælpe at flytte fra hinanden, for han er megastræber på studiet og bruger meget tid på det. Mere end mig, der egentlig også er stræber. Han går til eksamen fire gange om året, og to uger op til det, er han bare distanceret. Og det tror jeg ikke ændrer sig, hvis vi flytter fra hinanden. Han er meget rutinepræget selv, han skal have struktur. Her er jeg meget modsat. Jeg hader rutiner og hverdag og gør mit til, at det ikke skal blive sådan. Men når jeg også selv har så travlt, så trækker jeg også på energien, og jeg lader mig 'falde ned' i rutinerne også. Og det er vel på en måde okay. Men jeg har bare brug for, at han siger, han vil mig. At han er sikker på mig! Så tror jeg, det ville blive bedre. Og det siger han også, han vil.. Men ikke rigtigt. Jeg mangler, at han ser på mig på den der passionerede måde, som han har gjort før. Og jeg taler ikke bare om nyforelskelse, selv om det også ville være rart. Jeg keder mig lidt. Og det gør han jo også, eftersom han kan sige det, han siger. Jeg er frisk på enhver ændring for at gøre det bedre, for det er virkelig ham, jeg vil være sammen med, og jeg ved, at en så filosofisk fyr som ham aldrig bliver hundrede procent sikker. Men han har været bedre til at være til stede i nuet i stedet for at tænke på fremtiden. Og det har jeg brug for, at han kommer tilbage til. Vil det hjælpe at flytte hver for sig? Jeg er også bange for, at det er et skridt tilbage.. For hvordan finder man så ud af at flytte sammen igen? Og når det nu er dejligt, som det er, men at der stadig mangler den gnist - kan vi ikke få den gnist på en anden måde end ved at flytte sammen?
Hjælp! Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.
Kærlig hilsen Tyren, 26 år
