Vi har nye partnere, men min eks og jeg vil gerne finde sammen igen

Vis spørgsmål

Hvad skal man gøre i en situation, hvor man med sin ex har aftalt, at man ikke kan være sammen nu. Men begge elsker stadig hinanden og håber “på sigt” at kunne finde sammen igen.

Vi har begge vores nye respektive partnere.

Mand, 24 år

SVAR:

Kære mand på 24

Jeg vil gerne prøve at sætte mig ind i din/jeres situation, men det er ikke nemt, da du ikke giver så mange oplysninger. Det kunne fx være relevant at vide noget om:

  • Hvad bandt dig og din ex sammen?
  • Hvad var årsag til, at I gik fra hinanden?
  • Hvor længe er det siden?
  • Hvor længe har I været sammen med jeres nuværende kærester?

Vær ærlige over for jeres partnere

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår, hvorfor I begge er sammen med en anden, når I åbenbart har talt om, at I skal være sammen igen på et tidspunkt.

Jeres nye partnere kan jeg godt have temmelig ondt af. De har involveret sig i parforhold, som de formodentlig håber på en fremtid i, men nu kan de risikere at blive vraget, fordi I begge har rodet temmelig meget med kærligheden.

Jeg vil opfordre jer til at være ærlige overfor jeres respektive partnere – og bryde med dem. Det er både uærligt og ukærligt at fortsætte i et forhold, som man ikke har hverken vilje til eller håb om en fremtid i.

Vigtige overvejelser

Når det er sket, vil jeg råde jer begge til at være alene i en periode. Brug tiden til at mærke efter: Hvorfor er I stadig tiltrukket af hinanden? Hvorfor gik det galt?

Efter nogen tid kan du og din ex begynde at tale sammen igen for at finde ud af, om det, I føler, er stærkt nok til, at det kan bære fremover ved fx at arbejde med de her spørgsmål:

  • Har I fælles interesser og værdigrundlag?
  • Kan I være uenige på en konstruktiv måde?
  • Har I fremtidsønsker (bolig, uddannelse, børn, arbejde, rejser osv.), som kan kombineres?
  • Hvad mener I, når I siger, at I elsker hinanden?
  • Er I villige til at forpligte jer på hinanden – fx ved at blive gift – så I ikke skal være utrygge, selvom ikke alt bliver perfekt?

Måske kan I få noget ud af at læse vores artikler Kærlighed i praksis og Kærlighed og forelskelse.

Dit spørgsmål kalder på masser af selvransagelse. Det håber jeg, I begge er villige til, så I kan modne og vokse gennem de svære overvejelser.

Mange hilsner
Inge

Annoncer