Kære Rikke.
Jeg kan godt forstå, at du synes det er hårdt at se den fyr, som du har været helt vild med, sammen med en anden pige. Især når I alle tre går i klasse sammen. Det betyder selvfølgelig, at du dagligt bliver konfronteret med dine sårede følelser. Jeg vil gerne prøve på at hjælpe dig lidt videre i din frustration over dit knuste hjerte og din oplevelse af trekantsdramaet.
Ansvar for deres valg
Du skriver ikke rigtigt om han har været en kæreste eller en god ven, som du har fået følelser for. Men uanset om han har været en kæreste eller god ven, så kan jeg godt forstå, at det kan være svært for dig, når en pige bliver ved med at ”stjæle” dine kærester. Samtidig tænker jeg, at du må huske på, at dine kærester selv har mulighed for at vælge, hvordan de handler. Drengene er ikke hjælpeløse ofre for pigen, som ”stjæler” dine kærester. Men drengene står selv til ansvar for deres valg og deres fravalg – det er ingen andres ansvar, hverken dit eller pigens.
Nødvendig accept
Jeg kan godt forstå, at du kan være frustreret over, at det er den samme pige, som overtager alle dine kærester. Du bliver nødt til at acceptere, at hun også selv vælger, hvordan hun vil leve sit liv – selvom hendes adfærd selvfølgelig ikke er hensigtsmæssig for dig. Hendes valg af handlinger er hendes valg og hendes ansvar – ikke dit.
Hvis det er svært for dig at acceptere hendes måde at leve på (det hun ”stjæler” dine kærester), så kan det måske være en ide, at du stille og roligt prøver at tale med hende. Prøv at tale med hende på en måde, hvor du forsøger at lære hende at kende. Det kan være, at du gennem et nærmere kendskab til hende kan blive klogere på, hvordan det kan være, hun vælger dine kærester.
Gør dig selv fri
Jeg tænker, at det vil være godt for dig at opgive håbet om at få ham tilbage. Hvis du stadig har et håb om, at du kan få ham tilbage, så kan du få svært ved at slippe ham og dermed bliver du fastholdt i din hjertesorg. Når du slipper håbet om ham, kan du med tiden bedre håndtere at møde ham og pigen i klassen. Når du har sluppet håbet om ham, så vil du bedre kunne fokusere på andre ting og venner i dit liv.
Jeg tænker, det er vigtigt, at du arbejder på, hvordan du kan sætte fokus på andre ting end det trekantsdrama, som du har beskrevet. Det kan være en god ide at bruge din tid sammen med veninder/venner, ting du godt kan lide at lave mv. Sådan at du ikke bruger din energi på trekantsdramaet, som det ser ud til at du alligevel ikke kan ændre så meget på.
Pas godt på dine følelser
Det er altid hårdt at blive fravalgt, fordi det meget let kan komme til at føles, som om, at du ikke er god nok som kæreste.
Jeg synes, at du skal forsøge at passe rigtig godt på dit hjerte og dine følelser, sådan at du ikke bliver så såret og knust. Overvej nøje, hvem du deler dit hjerte med, sådan at dit hjerte forbliver helt. Du har hele livet til at finde den person, som vil og kan kan passe godt på dit hjerte på en måde, så det ikke bliver knust. Derfor er det vigtigt, at du ikke har for travlt med at blive forelsket og finde en ny kæreste.
Jeg vil sige til dig, at du skal huske på, du ikke har fortjent at få knust dit hjerte, men at det desværre nogle gange ikke kan undgås. Så derfor vil jeg ønske for dig, at du passer godt på dig selv og dit hjerte.
Kærlig hilsen Linda Valbjørn