Kære F
Mange tak for din henvendelse til AdamogEva.dk. Rigtig fint at du prøver at søge hjælp herigennem.
Jeg vil skrive nogle af de tanker, jeg gør mig, i håb om, at du kan bruge noget af det. Den videre beslutning er selvfølgelig op til dig.
Forelskelse
Du skriver: “Forelskelsen er der ikke på samme måde fra min side.” Forelskelse kan man sammenligne med at hælde benzin på en lille flamme eller glød. Der opstår en voldsom brand; en opflamning af ild. Det samme gør sig gældende med vores følelser, når vi er forelskede. Følelserne for den anden opflammes så meget, at man bliver helt forblændet af dennes skønhed. Kan endda forblændes så meget, at man ikke kan se den andens fejl. Det er en tilstand af lykke. Selvom det er en rigtig dejlig tilstand at være i, vil den aftage – lige som benzinbålet – og når den gør det, kommer kærligheden. Kærligheden kan dog sagtens komme uden at være kommet gennem forelskelsesfasen.
Kærlighed
Er som en glød, der giver varme og tryghed, men bliver den ved med det? Nej, det gør den ikke! Det viser sig klart i vores samfund med de mange skilsmisser. For at bevare kærligheden levende er det vigtigt at gøre noget for hinanden, der er med til at skabe gode følelser for hinanden. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvad der skal til, for at der skabes gode følelser i din kæreste. Det samme gælder også omvendt. Når vi er bevidste om og handler på det, der skal til for at gøre hinanden godt, er vi med til at pleje vores forhold.
Læs mere i vores artikler Kærlighed og forelskelse og Kærlighed i praksis.
Jeres kæresteforhold
Når du ser tilbage på jeres kæresteforhold, hvad var det så, der gjorde, at du fik følelser for din kæreste? Det kan være måden, I var sammen på og brugte tiden sammen på. Prøv at tænke konkret. Er det stadig noget, du synes er godt og giver gode følelser hos dig og hende? Tænk over, hvad hun kan gøre for at skabe gode følelser for dig, og snak med hende om det. Prøv at gøre de gode ting for hinanden. Måske er der en måde, I har været over for hinanden på, som var god, men I er kommet fra det.
Konfliktskyhed
Du skriver også om, at du er gennemgået en massiv personlig udvikling. Jeg er klar over, det at gennemgå en personlig udvikling kan være meget hårdt arbejde og kan kræve mod og vilje. Nu ved jeg ikke, hvor meget det fylder i dag, dvs. hvor meget konfliktskyheden stikker næsen frem. Men er det ofte, så det forhindrer dig i at gå ind i en dialog om jeres forhold, vil det medvirke til, at der vil være en lille revne i jeres forhold. Denne revne vil vokse med tiden, hvis I igen og igen ikke får sagt det, der har betydning. Der er forskel på, om det er dig, der tager et valg ud fra, hvad du mener er rigtigt, fremfor det er konfliktskyheden, der bestemmer, hvad der skal siges eller ikke siges.
At arbejde med sit forhold
Du skriver også om, at når I har prøvet at snakke om jeres forhold, bliver hun meget ked af det, og det skaber dårlig samvittighed hos dig. At være i et parforhold kan både være vildt fantastisk og meget udfordrende. Sådan vil det være. Det vil aldrig være godt hele tiden, men hvis I begge vil forholdet og er villige til at arbejde på det, kan det blive godt.
At arbejde med sit forhold kan medføre, at en af parterne eller begge bliver ked af det. Er det så dårligt? Nej, nogle gange er det nødvendigt at få snakket tingene igennem, og når I kommer igennem det, der er svært – en konflikt – kan det være med til at styrke jeres forhold. Det er vigtigt at have øje for, at det ikke handler om, at jeg får min vilje, men at vi møder hinanden. Det betyder, at vi skal høre, hvad den anden siger og mener, så vi ikke selv konkluderer, hvad den anden mener, men undersøger det. Det er nemlig ofte her, vi som par går forkert af hinanden: Vi tror, vi ved, hvad den anden mener, men mange skænderier opstår på baggrund af misforståelser.
Så det er vigtigt at få snakket tingene igennem, selvom prisen for det er, at hun bliver meget ked af det, og du får det dårligt pga. din samvittighed. Hvis det ikke snakkes igennem, ender det med, at der bliver undertrykt nogle følelser. Det vil igen betyde, at I kommer længere og længere fra hinanden, og det kan ende med et brud.
Læs mere i artiklen Konflikter i parforholdet.
Er hun den rigtige for mig?
Tanken om et brud har du sikkert været omkring, når du skriver, at du er i tvivl, om du er sammen med den rigtige. Jeg kan ikke svare på, om hun er den rigtige, men du kan gøre noget for at komme nærmere en afgørelse ved at bruge noget tid på at se på, hvad du har:
- En pige der elsker dig og ønsker at dele sit liv med dig!
- Du er selv inde på, at I var de bedste venner, før I blev kærester. Er I stadig venner?
- Hvad betyder det, at hun er din ven? Måske at I snakker godt sammen, eller at ingen andre kender dig så godt.
Det er bare nogle eksempler på det, din kæreste er med til at give dig. Kun du ved, hvor lang listen er. Jeg vil opfordre dig til at lave en sådan liste og skrive alt ned, din kæreste giver dig. På den måde bevidstgør du dig om, hvad hun har betydet og betyder for dig i dag. Og du kan stille dig selv spørgsmålet: Vil jeg sige farvel til dette, eller vil jeg arbejde på, at det bliver endnu bedre? Hvad er jeg klar til?
Opsøg hjælp
Hvis du trækker dig fra forholdet, kan du ikke forvente, I kan opretholde jeres venskab, da det kan være for smertefuldt at være tæt på hinanden.
En mulighed er også, at I søger hjælp for at få snakket tingene igennem. Under fanen ressourcer er der en liste over personer, vi anbefaler at tale med – måske er der en i nærheden af, hvor du bor? I kan også vælge at tage på et PREP-kursus, hvor I sammen lærer at kommunikere bedre i jeres parforhold.
Jeg håber, mit svar har givet dig nogle input til at træffe et valg og ønsker for dig, at det valg, du træffer, må være til stor glæde for dig og dine relationer. Uanset om det er din nuværende kæreste eller en anden, du kommer til at dele din fremtid med.
Venlig hilsen
Dennis Hansen