Er det normalt at være så angst i et godt kæresteforhold?

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg er en 21-årig pige, som er SÅ træt af mit hoved for tiden ... Sagen er den, at jeg har verdens bedste kæreste, som jeg elsker og ved er rigtig for mig – men nogle gange kan jeg ikke mærke de der varme følelser, som jeg forventer, man skal have, hvis man elsker nogen. Det er super, fucking irriterende, fordi jeg i perioder er super nyforelsket, og når jeg så kommer ud af de perioder, er jeg bare helt tom.

Nu er jeg flyttet til den by, hvor han bor, og det har egentlig været meget dejligt; jeg elsker at være sammen med ham, jeg ELSKER HAM! Og har været lidt forelskelsespjattet, super fedt! Men i efterårsferien var jeg bare tom, og det skræmmer mig, fordi jeg ikke plejer at føle tomheden, når vi er sammen. Det resulterede også i, at jeg var meget irriteret på ham hele tiden.

Mit spørgsmål er egentlig, om det er meget normalt at have det, som jeg har det? Og hvordan accepterer jeg det? Altså jeg er fuldkommen afklaret med, at det er ham, jeg vil være sammen med lige nu.

Jeg har overvejet, om det er en tilbagevendende depression, men det føles ikke, som da jeg havde depression. Jeg har overvejet, om jeg er stresset, fordi jeg er lige startet på studie og flyttet langt væk fra mit barndomshjem. Jeg har overvejet, om det er, fordi nyforelskelsen er dæmpet, og at jeg skal lære at acceptere, at der er flere hverdage i et forhold?

Jeg har overvejet, om det er mine minipiller, for jeg er nemlig kommet på nogle med meget mere hormon. Jeg har overvejet, om det har noget at gøre med mit tidligere forhold, som var ret ... psykisk voldeligt og hårdt for mig?

Men jeg ved det virkelig ikke!! Jeg vil bare gerne lære, hvordan jeg skal håndtere dette. Hvorfor svinger det så meget? SOS, jeg vil bare gerne nyde min kæreste hver dag og ikke gå og være angst 40% af tiden.

(forkortet af red.)

SVAR:

Hej trætte pige!

Tak for dit lange brev, hvor du er super god til at sætte ord på, hvad du føler. Jeg er imponeret over din ærlighed og evne til at tage ansvar for dine egne følelser. Det lyder, som om jeres forhold har alt det, der skal til for at kunne lykkes. Men, som jeg vil tale om i det følgende, har du gode grunde til at føle dig træt!

Du har selv nøglen

I slutningen af dit brev kan du selv finde nøglen til de udfordringer, du slås med nu. Minipiller kan godt give humørsvingninger (se på sundhed.dk). Desuden er det stressende at begynde på studie langt fra sit barndomshjem. Men dit tidligere voldelige forhold er helt sikkert den største trussel mod jeres lykke lige nu.

Nyere forskning tyder på, at kroppen gemmer på de dele af vores hukommelse, vi ikke har overskud til at rumme lige i situationen. Din “stereo-oplevelse” – altså det at du er 60% lykkelig forelsket og 40% angst – skyldes med meget stor sandsynlighed dette forhold. Det er derfor rigtig vigtigt, du får arbejdet med de traumer, det voldelige forhold har givet dig. Når man elsker, er man meget åben og sårbar, og derfor bliver man også dybt skadet, når genstanden for denne sårbarhed og åbenhed overskrider grænser og udøver vold. Det gamle ord: “brændt barn skyr ilden” passer rigtig godt her.

Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Når fortiden gør ondt.

Du har et mål

Dit mål er at nyde din kæreste med alt, hvad der er i dig. Og det har alle chancer for at lykkes! Specielt fordi du er så god til at tage ansvar for dine egne følelser. Efterhånden som tiden går, og du får trøstet dig selv, vil angsten forsvinde.

Metoden er at anerkende følelsen og fortælle sig selv, at det er overstået, at forholdet er trygt osv. Hver gang angsten kommer, så mærk den og fortæl den, at den godt kan gå igen, for nu er der ikke længere noget at være bange for.

Følelser er flygtige

Følelser kommer og går, og du virker til at være en pige med stærke følelser. Det skal du kun være glad for, men du vil også opleve, at stærke følelser kan forskrække dig og føles så virkelige, at du leder efter en årsag her og nu. Det er normalt også det, de skal: Advare os om, at der er fare på færde. Nogle gange er følelserne så at sige “dårligt synkroniserede”.

Det er helt almindeligt, at traumatiserede mennesker har disse “ud af det blå” følelser. De følelser skal ikke presses væk, men anerkendes og slippes. Når der kommer dårlige følelser “ud af det blå” i et godt forhold, så er det kroppen, der fornemmer, at NU er der overskud, og så begynder helingsprocessen. Ind imellem kan det være smertefuldt, men det er også meget forløsende.

Terapi kan fremskynde helingsprocessen

Måske kan du få glæde af nogle samtaler hos en god psykolog eller terapeut (du kan finde nogle på vores side). Processen kan så gå hurtigere, men måske kan du også tale med venner/veninder om det.

Der er ofte en del skyld og skam forbundet med at havde været i et voldeligt forhold. Mærkeligt nok er det ikke DINE følelser, du her mærker, men krænkerens. Her vil det nok være fint med samtaler med en professionel, der kan hjælpe dig til at lære at skille tingene ad.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!

Venlig hilsen
Tove Larsen

Annoncer