Er det for tidligt at "slå sig ned" som 20-årig?

Vis spørgsmål

Hej. Da jeg var 15, fandt jeg mit første kærlighed, dog var der landegrænser imellem os, hvilket forhindrede os i at være sammen. Han følte sig ikke bundet af at have følelser for mig og havde flere kærester. Jeg elskede ham utroligt højt og afholdt mig derfor fra intim kontakt med fyre. For to år siden blev vi kærester og har levet i et langdistanceforhold op til nu, hvor vi er til at flytte sammen.

Jeg har jo aldrig rigtigt "eksperimenteret" med andre og selv mit første kys var med min kæreste.

Jeg er bange for, at jeg om 30 år, hvis vi bliver gift osv., kommer til at savne den "normale" ungdom og erfaringer, som jeg ikke vil kunne pådrage mig i et fast forhold. Jeg taler ikke kun om sex, men det at udvikle sig uafhængigt af andre og "finde sig selv" 100%

Jeg er bange for at smide det gode, jeg har, væk pga. en frygt eller en tvivl. På den anden side har jeg brug for at kende mig selv og mine grænser.

Mine spørgsmål er:

Er det for tidligt at have fundet personen, man vil dele sit liv med?

Kan konventionen om det "normale" ungdomsliv være det, der gør mig usikker, eller ligger usikkerheden i det grundlæggende i vores forhold?

Undskyld hvis det blev lidt langt og på forhånd tak :)

Pige, 20 år

SVAR:

Tak for din henvendelse.

Det ”normale” ungdomsliv

Det er vidt forskelligt, hvordan vore liv former sig, og det er svært at definere, hvad det ”normale” ungdomsliv er. Faktisk er jeg ikke sikker på, at vi overhovedet kan tale om én måde at leve sin ungdom på, som den ”normale”. Nogle har mange kærester i løbet af deres ungdom, inden de (måske) finder den, som de vælger at dele deres liv sammen med. Andre – som f.eks. dig – finder ”den eneste ene” i en meget ung alder. Nogle er knap gået ud af et forhold, før de er i et nyt forhold. Andre har lange perioder i deres ungdomsår, hvor de er singler. Og så er der et væld af kombinationsmuligheder. Desuden kan der i de forskellige ungdomsmiljøer være stor forskel på, hvad der bliver anset for at være det ”normale”.

Sådan blev det for dig

Du traf din første kærlighed, da du var 15 år, og de følelser, du havde for din ven, var gengældte. Men det var meget forskelligt, hvilken konsekvens I tog af jeres følelser for hinanden. Din ven følte sig ikke bundet af, at have følelser for dig og havde flere kærester i den periode. For dig betød dine følelser for din ven, at du afholdt dig fra intim kontakt med andre fyre. For to år siden blev I kærester – men vedblev at have et ”langdistance-forhold”. Og nu har I besluttet jer for at flytte sammen. Det vil betyde en stor forandring for jer – med nye udfordringer og fornøjelser. For første gang i jeres forhold til hinanden, skal I leve hverdagen tæt sammen, og I vil derfor komme til at kende nye sider af hinanden med de udfordringer og glæder det indebærer.

Dit valg udelukker ikke, at du ”finder dig selv”

Nu er den helt naturlige tanke kommet til dig, om du mon - når du engang bliver 30 år – vil komme til at savne den ”normale” ungdom og de erfaringer og det liv, som du ikke kan få, når du lever i et fast forhold. Sandt er det, at livet er en lang række af tilvalg og fravalg. Livet er prop-fyldt men muligheder, og når vi vælger noget til, vælger vi ofte noget andet fra.

Men ikke alle valg udelukker hinanden! Det er klart, at nu hvor du traf din ”eneste ene” i en ung alder, og du valgte at satse på ham, så udelukker det, at du kan leve som single – eller have skiftende kærester – indtil du er 25 år. Der er nogle erfaringer, som du ikke kan få – eller som du får på en anden baggrund, når du har valgt at satse på din første kærlighed. Men det at ha´ en kæreste fra en ung alder udelukker ikke, at du samtidig kan ”finde dig selv” 100%. Og heldigvis for det!

Du bruger vendingen ”at udvikle sig uafhængig af andre”. Jeg tror, vi som mennesker netop udvikler os sammen med andre. Det er i samspillet med andre mennesker, at vi udvikler os og finder os selv. Det, at du valgte at satse på din første kærlighed, udelukker på ingen måde din sunde udvikling som menneske. Men det er klart, at rammerne herfor er anderledes, alt efter om du lever i et parforhold eller du lever som single.

At flytte sammen indebærer en stor omvæltning

Du skriver: ”Jeg er bange for, at smide det gode jeg har væk p.g.a. en frygt eller tvivl. På den anden side har jeg brug for at kende mig selv og mine grænser”.

Jeg ved naturligvis ikke, hvordan du trives i dit forhold, men ud fra det, du skriver, får jeg det indtryk, at du er tryg ved din kæreste og ved tanken om en lang fremtid sammen med ham. Derfor er der ikke noget til hinder for, at du kan knytte dig tæt til ham – og samtidig lære at kende dig selv og dine grænser bedre at kende.

At flytte sammen med din kæreste indebærer en stor omvæltning i dit liv i forhold til det ”blot” at være kærester, og det er helt naturlig, at det vækker en masse tanker om det, du derved har valgt til og det du samtidig har valgt fra. Men det, at leve i et parforhold, udelukker ikke at du lærer dig selv og dine grænser bedre at kende. På flere måder kan det være en fordel – med hensyn til det at udvikle sig som menneske, at leve tæt på et andet menneske, som holder af en.

De to ting udelukker bestemt ikke hinanden.

Dine to spørgsmål

Du spørger: ”Er det for tidligt at have fundet personen, man vil dele sit liv sammen med?”

Svaret er ”nej”. At finde den man vil dele sit liv sammen med i en forholdsvis sen alder har sine fordele og samtidig sine udfordringer. Det samme kan siges om det, at vælge sin livsledsager i en relativ ung alder.

Men man kan ikke sige noget generelt om, at det at møde sin kommende livsledsager som 15-årig er for tidligt. Det er tidligt, men ikke nødvendigvis for tidligt. Ligeledes kan det ikke sige, at det er for sent at møde sin livsledsager som 35-årig.

Med hensyn til de spørgsmål, som optager dig (om at lære sig selv at kende, udvikle sig og at ”finde sig selv”), vil jeg opfordre dig til - også - at bruge tid sammen med dine veninder – og andre mennesker i øvrigt. Det er vigtigt, at din kæreste og dig bruger tid sammen. På mange måder er det jo først nu, I skal til at lære hinanden at kende, på grund af at I indtil nu har haft et langdistance-forhold. Men giv også hinanden stor frihed til - hver for sig og sammen - at være sammen med jeres venner og bekendte.

Du spørger: ”Kan konventionen om det ”normale” ungdomsliv være det, der gør mig usikker, eller ligger usikkerheden i det grundlæggende i vores forhold?”

Jeg ved ikke helt, hvad du tænker på med ”det grundlæggende i vores forhold”. Altså, om du taler om det faktum, at I begyndte at komme sammen i en relativ ung alder, eller du tænker på den ”frygt og tvivl”, som du nævner i dit brev – eller om du tænker på helt andre forhold!

Mit bedste bud på, hvad det er, som gør dig usikker, er den naturlige spænding og mødet med mange nye udfordringer og sider at sin kæreste, som er forbundet med at flytte sammen.

Flemming H. Møller, præst og psykoterapeut

Annoncer