Elsker jeg ham nok?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på 18 år, som har været kæreste med en dreng omkring halvandet år. Jeg føler virkelig, han er den perfekte for mig, fordi han er så omsorgsfuld og god til at se mig for den, jeg virkelig er. Vi har det rigtigt sjovt sammen, og vi laver mange forskellige ting sammen.

Jeg har en fortid med en anden kæreste, da jeg var 12 år gammel, som overskred mange af mine grænser fysisk, men som også knækkede mit selvværd på mange måder. Han gad mig aldrig rigtigt. Det har sat dybe spor i mit selvværd og har gjort det svært for mig at forstå, hvordan et forhold egentlig skal være.

Jeg har tidligere haft lyst til at begå selvmord eller skade mig selv, fordi det bare gjorde så ondt. Mit selvværd var helt i bund, og jeg har bebrejdet mig selv meget. Jeg har også bedt til Gud om, at han en dag ville velsigne mig med en, som ville elske mig for den jeg er.

Min kæreste får mig til at føle mig tryg, men han har aldrig givet mig kæmpe sommerfugle, hvor jeg ikke har kunnet spise. Min kæreste er så perfekt på alle punkter, at jeg ikke føler, jeg kan leve op til hans godhed.

Jeg er slet ikke i tvivl om, hvor meget jeg holder af ham, men er der noget bestemt, jeg skal have følt/skal føle for, at det er godt nok? Jeg elsker virkelig at have ham omkring mig, og det gør så ondt indeni, når han skal rejse afsted med toget efter en weekend. Det er for mig et tegn på, at jeg elsker ham, men er det nok? Elsker jeg ham kun som ven eller som kæreste? Jeg er så bange for at miste ham, men jeg føler også bare, at han fortjener det bedste.

Jeg håber, I kan give mig nogle svar

Kh Anonym

(forkortet af red.)

SVAR:

Kære unge kvinde!

Tak for dit spørgsmål. Jeg skal gøre mit bedste for at give dig et svar. Også selv om jeg ikke kan svare klart på dit største spørgsmål.

Tegn på forelskelse

For det første er det ikke et krav til forelskelse, at man mister appetitten. Nogle oplever det. Især hvis de er usikre på, om personen, de er forelsket i, gengælder følelserne. Jeg vidste, at jeg var forelsket i min mand, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne holde tanken ud om, at han ikke var i nærheden. Men jeg mistede ikke appetitten.

Du nævner selv, at du bliver ked af det, når han skal hjem, og at I kan snakke om alt. I mine ører lyder det helt rigtigt.

Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Jeg er forelsket! – Eller er jeg?

Fortid og nutid

Nu kommer vi til den sværere del. Det handler om, hvordan dit tidligere forhold påvirker dit nuværende forhold. Du er ikke blevet behandlet, som om du havde værdi. Den slags kan nemt sætte sig i os. Du beskriver din nuværende kæreste som modsætningen. Men også at du ikke føler dig god nok til ham.

Her blinker mine alarmklokker som psykolog. Ikke omkring jeres forhold, men om hvordan du ser dig selv. Inden du overvejer at blive gift, vil jeg opfordre dig til at finde en terapeut eller psykolog og få talt om disse ting. For det kan påvirke et ellers godt forhold meget negativt, hvis du føler, at du ikke er god nok. Det skaber en ubalance mellem jer.

Du kan lære at se din værdi

For at kunne leve sammen et helt liv er vi nødt til at tage vores sår og smerter seriøst og ikke lade dem farve hele forholdet. Jeg siger ikke, at man ikke må have problemer. Det må man gerne. Ellers ville ingen kunne være gift. Men vi er nødt til at gøre noget ved de svære ting fra fortiden, som vi tager med ind i forholdet.

Den her følelse af ikke at være god nok er faktisk mit speciale. Og selv om mange tror, at den følelse kan elskes væk, så passer det desværre ikke. Det, der har fået den ind i dit liv, må og skal bearbejdes. Ellers kommer du til at bære det med dig resten af livet. Du fortjener at vide, du har værdi.

Du fortjener at få lukket kapitlet med det gamle, dårlige forhold. Så du for alvor kan nyde og se dit nuværende forhold med realistiske øjne.

Du kan måske bruge de her artikler som input til at komme videre: Når fortiden gør ondt og Hvad er jeg værd?

Mvh Krista

Annoncer